Læsetid: 3 min.

Krigen og ansvaret

2. juni 2003

WASHINGTON POST kunne forleden berette, at amerikansk militærpersonel nu har fundet sikre beviser for arbejde med masseødelæggelsesvåben i form af et stort antal nedgravede glasflasker med levende bakterie-indhold, heriblandt nogle med miltband-bakterier. Problemet med fundet er, at det ikke er gjort i
Irak, men i Fort Detrick, 75 kilometer fra Washington – som et sent opdukket vidnesbyrd om USA’s eget gamle program for biologiske våben.
I Irak, hvor den store jagt på forbudte våben nu har stået på i et halvt år, har man til gengæld ingen resultater. Det mest forbudte er indtil videre tusinder af ueksploderede klyngebomber, som USA og Storbritannien i strid med international ret har kastet over beboede områder i Irak, og som avisen The Observer i går kunne afsløre et nydeligt kort over.
Hvad irakiske masseødelæggelsesvåben angår er intet fundet. Præsident Bush insisterede lørdag på, at »vi har fundet dem«, idet han henviste til de to trailere, som ifølge præsidenten er mobile laboratorier til fremstilling af biologiske våben. Men faktum er, at laboratorierne er uden spor af biologiske stoffer, at det er uvist, om de nogensinde har produceret noget, og at irakere peger på andre formål med trailerne end illegal våbenproduktion.
Det er altså ikke noget bevis, højst et indicium. Og slet ikke på niveau med udsagnene før krigen: Den irakiske diktator »truer Amerika og verden med forfærdelige gifte og sygdomme og gasser,« sagde George Bush. Saddams »militære planlægning muliggør, at nogle af masseødelæggelsesvåbnene kan være klar 45 minutter efter at ordren om at bruge dem er givet,« sagde Tony Blair. Og Anders Fogh Rasmussen talte om »en klar trussel mod sikkerheden i verden«, og at »Irak har masseødelæggelsesvåben. Det er ikke noget, vi blot tror. Vi ved det.«

ALT TYDER i dag på, at den irakiske diktator ikke havde noget, der bare lignede det truende arsenal af affyringsklare masseødelæggelsesvåben, som blev brugt til at legitimere angrebet på Irak. Havde han haft det, var det enten blevet brugt eller efterfølgende afsløret ved besættelsesmagtens ransagninger.
Når USA’s forsvarsminister Donald Rumsfeld forleden udtalte, at »det er muligt at (irakerne) besluttede at ødelægge (de forbudte våben) før konflikten,« så er det en hypotese, der ikke giver nogen som helst mening, men kun kan forstås som Rumsfeld bestræbelse på at vende offentligheden til tanken om, at intet nævneværdigt vil blive fundet i Irak. Og når hans viceforsvarsminister Paul Wolfowitz siger til magasinet Vanity Fair, at »Af bureaukratiske grunde blev vi enige om at bruge masseødelæggelsesvåben som hovedargument, for det var det eneste, alle kunne være enige om,« så ligner det det samme: En gradvis præsentation for offentligheden af den sandhed, at krigen for Washingtons høge ikke handlede om masseødelæggelsesvåben, men om så meget andet. Wolfowitz siger selv, at ønsket om at sikre USA et nyt militært brohoved i Mellemøsten til erstatning for det stadig mere tvivlsomme Saudi-Arabien spillede en »uhyre stor« rolle.

VERDENSOFFENTLIGHEDEN er blevet bedraget. Spørgsmålet, der nu stilles i Washington, London og København, er, hvem der mere er blevet bedraget, og hvem der er ansvarlige? Hvem i koalitionen kendte f.eks. det fortrolige notat fra US Defence Intelligence Agency, som i september 2002 konkluderede, at »Der er ingen troværdige informationer om, hvorvidt Irak producerer og oplagrer kemiske våben«? Hvem af de ledende politikere i de tre lande kendte til, at efterretningseksperterne i både USA og Storbritannien følte, at deres informationer blev politisk misbrugt for at legitimere krigen? Hvem vidste, at en britisk rapport om Iraks køb af uran fra Niger var rent falskneri? Hvem vidste, at Blairs udsagn om, at Saddam kunne angribe inde for 45 minutter byggede på én, ubekræftet efterretningskilde?
En britisk meningsmåling offentliggjort søndag siger, at 63 procent af befolkningen mener, Blair har vildledt offentligheden, og nu forlanger såvel britiske medier som parlamentsmedlemmer en uvildig granskning af hele forløbet. Det samme krav er rejst i USA af bl.a. tidligere senator Sam Nunn, og herhjemme forlanger Socialdemokraterne, SF, de radikale, og Enhedslisten nu en redegørelse fra statsministeren for at kunne afklare, hvem der herhjemme var ofre, henholdsvis ansvarlige for urigtige oplysninger. Det kan kun være første skridt i bestræbelserne på at reparere en svært beskadiget international retsorden. En redegørelse fra regeringen er ikke det samme som en uvildig undersøgelse.
En krig, der ikke alene er klart i strid med folkeretten, men også baseret på falske informationer, kalder på et mere alvorligt efterspil.

jsn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her