Læsetid: 3 min.

Krigen dag 44

8. maj 1999

"Beslutsomheden hos den forrige generation af amerikanske beslutningstagere om at undgå et 'nyt München' førte til Vietnam. Denne generations beslutsomhed om ikke at ville tillade et 'nyt Vietnam' kan føre til endnu et München." William Pfaff, kommentator

Dag nummer 44 i krigen på Balkan kunne have været den første siden starten på NATO's angreb, der for alvor havde stået i fredshåbets tegn. Men trods visheden om et nyt internationalt fredsudspil blev dagen anderledes - præget af nyt stof til dyster eftertanke. Årsagen var nye meldinger om NATO-fejlbombning fra stor højde og om civile ofre på et serbisk hospital.
Baggrunden for gårsdagens angreb var ellers klar nok: Det var et signal til Milosevic om, at NATO vil fastholde presset mod ham, uagtet at de syv største industrinationer og Rusland (G8-landene) i forgårs blev enige om en fredsskitse. Men med den seneste tragedie blev der også sendt et andet signal, og det var til NATO selv - nemlig at den nuværende strategi er uholdbar. Ikke alene er striben af civile ofre i sig selv forfærdende, men de risikerer også at ødelægge såvel den spinkle forbrødring med Rusland som at gøre det umuligt for de kræfter i Jugoslavien, der vil fred og demokrati. Hvem vil lytte til deres argumenter, når uskyldige dræbes?

Endnu mere uudholdelig er denne situation i lyset af, at der virkelig synes at være muligheder i det ny udspil fra G8-landene, der endda tænkes at danne grundlag for en kommende FN-resolution. Det vil ikke alene kunne bane vej for en reetablering af FN's rolle, men også af forholdet mellem NATO og Rusland. Når det er sagt, bør det dog også slås fast, at der fortsat er lang vej til en endelig løsning. Fredsudspillet indeholder således en række løse - og afgørende - ender, som må afklares, inden G8-landene søger at komme igennem med en FN-resolution. En dreven taktiker som Milosevic vil nemlig gøre alt for at udnytte uenighed mellem NATO og Rusland ud fra devisen: "Måske jeg ikke kan vinde, men NATO kan stadig nå at tabe".
Blandt de store udeståender er spørgsmålet om fortsat tilstedeværelse af serbiske styrker i Kosovo - hvor mange og hvor stærke må de være? - samt sammensætningen af en international styrke, der kan garantere Kosovo-albanerne den tryghed, som var hele formålet med NATO's aktion.
Milosevic har krævet, at en sådan styrke kun må bære lette våben, og Ruslands udenrigsminister, Igor Ivanov, har tilmed erklæret, at NATO-styrker kun kan deltage, hvis Beograd accepterer det.
Det er naturligvis uacceptabelt for NATO, men det står omvendt klart, at der vil være store fordele ved russisk deltagelse i en fredsstyrke - når blot NATO-landenes og Ruslands soldater fordeles således, at de ikke kommer til at understøtte en 'etnisk deling' af Kosovo.
I forhold til fastsættelsen af det antal serbiske soldater, som må opholde sig i Kosovo, må NATO som minimum kunne kræve, at de i antal vil være langt mindre end en international fredsstyrke, og at den serbiske udrustning bliver betydeligt 'lettere'.

Lykkes det at løse disse spørgsmål som et tillæg til torsdagens fredsskitse, vil man stå med et lovende grundlag for en FN-resolution: Dels ville det kunne etablere en forbindelse mellem NATO's aktion og FN, dels øge legitimiteten af NATO-deltagelse i en kommende fredsstyrke i Kosovo. Men der er lang vej endnu.
Rusland vil tage sig betalt for yderligere at file i støtten til Beograd, og derudover fordrer en varig løsning, at den serbiske befolkning indser, at deres fremtid knytter sig til en demokratisk udvikling, og ikke til Milosevic - også selv om han umiddelbart tegner til at være den, NATO må indgå en aftale med (uden at det bør føre til at man opgiver kravet om at få ham for en krigsforbryderdomstol).
Men skal det lykkes at holde fast i både Rusland og i de demokratiske kræfter i Jugoslavien, kræver det, at NATO genovervejer sin strategi.
Som et minimum må alliancen opgive sine angreb på civile mål, såsom tv-stationer og elværker, og den må revurdere visdommen i, at den - af hensyn til egne piloter - bomber mål fra så stor højde, at det uvægerligt koster tab af civile. Det forhold rokker i sig selv ved definitionen af aktionen som værende 'humanitær'. Fortsætter NATO som nu, risikerer man derfor fornyet modstand mod sin aktion - hos serbere og hos russere. Det kan ingen være tjent med. -jarl.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her