Måske er det er den største søbårne danske invasion i USA siden vikingerne. Når forsvarsminister Søren Gade i dag kl. 13 lokal tid byder velkommen i Baltimores havn til omkring 200 inviterede gæster fra toppen af det amerikanske forsvarsetablissement, står han ikke bare på dækket af det danske søværns stolthed, det fleksible støtteskib Absalon. Han kaster også glans over en udstilling med den danske forsvarsindustris ypperste på et tidspunkt, hvor industrien er større, mere ambitiøs og længere inde i varmen i USA, end nogensinde før.
Når de inviterede repræsentanter fra Pentagon og Kongressens forsvarsudvalg, direktører for verdens største forsvarsvirksomheder, topfolk fra den amerikanske flåde, marinekorpset og fra den amerikanske hær og flyvevåben begiver sig ned i skibets bug, vil de blandt andet se en 18 ton tung mineryder, computerkonsoller, radar og udstyr til undervandssonar.
Vigtige solobesøg
Endnu vigtigere end de hundreder af receptionsgæster er måske de aftalte solobesøg fra vigtige amerikanske kontakter og en eksklusiv middag i aften med chef for Søværnets Operative Kommando, kontreadmiral Nils Wang, som vært, og direktører fra blandt andet Lockheed Martin, Systematic og Terma til bords.
I mens rejser Søren Gade videre til Washington for sammen med forsvarsminister Donald Rumsfeld i morgen at underskrive en rammeaftale om missilforsvarssamarbejde, som er det andet officielle bevis på Danmarks nye status som militær ven af USA.
Det første var den såkaldte Declaration of Principles, der anerkender Danmark som særligt udvalgt forsvarssamarbejdsland og blev underskrevet af Rumsfeld i maj i år efter langvarigt pres fra dansk side for, som kontorchef Christian Arildsen fra Forsvarsministeriet forklarer, "at få lidt kød på, at vi er en af USA's nærmeste allierede i Afghanistan og Irak".
Blåstempling
Forsvarsminister Søren Gade siger, at den nye aftale om missilskjoldssamarbejde er en blåstempling af den danske forsvarsindustri, der også vil få politisk betydning, fordi Danmark nu får indblik i USA's udvikling af missilskjoldet.
"Der er en positiv stemning over for Danmark på det amerikanske marked. Og vi skal bruge vores aftaler offensivt over for de amerikanske virksomheder og den amerikanske regering til at sige, at vi gerne skulle være bedre stillet end de andre," siger han.
I familie sammen
På jorden udmønter den amerikanske lydhørhed sig i både store kontraktsamarbejder og i nyåbnede danske datterselskaber og kontorer på amerikansk jord.
Århus-virksomheden Terma har som den første ikke-amerikanske virksomhed indgået et såkaldt privat-offentligt partnerskab med det amerikanske luftvåben om vedligeholdelse af og selvbeskyttelse til F16-fly.
På Absalon i dag fremviser Terma adskillige produkter: En radar, der med sin avancerede opløsning kan spore selv små mål i høj sø. Et selvbeskyttelsessystem, der forsvarer skibet mod angreb ved at udsende varme magnesiumkugler, der afleder fjendtlige missiler. Og et kommandokontrolsystem, der kan styre alle skibets aktiviteter.
Termas administrerende direktør Jens Maaløe fortæller, at virksomheden i år har åbnet kontor ved den amerikanske militærbase i Warner Robins, Georgia og samtidig er næsten færdige med at stifte et amerikansk datterselskab, der giver adgang til hemmeligtstemplede amerikanske forsvarsprojekter.
"Vi har fået den første ordre," fortæller han, men vil endnu ikke afsløre navnet på kunden. Terma har fået konkrete kontrakter ud af krigen: De blev bedt om at udstyre nogle hollandske Apache-helikoptere med selvbeskyttelsesudstyr inden for en tidsfrist på fire måneder inden afgang til Afghanistan og Irak i maj 2004. Og det går efterhånden godt i USA på alle virksomhedens arbejdsområder - ikke mindst radarerne.
"Den vilje, der har været udvist fra dansk side for at få samarbejdet på plads, har imponeret amerikanerne. Det er bedre at være i lidt tættere familie sammen, hvor man kan have sine skænderier og græde lidt ud ved hinandens skuldre, end at være på afstand af hinanden - og det er det, vi er kommet til med USA," siger han.
Terma deltager desuden i to store Lockheed Martin-udviklingsprojekter: Joint Strike Fighter og Littoral Combat Ship.
Krigen har betydning
Guy Ben-Ari fra Center for Strategic and International Studies i Washington D.C. bekræfter en stigende tendens til, at danske forsvarsvirksomheder vinder frem i USA:
"Det sker hovedsageligt som underleverandører på amerikanske kontrakter, som for eksempel i Joint Strike Fighter og Littoral Combat Ship, hvor Danmark er med, mens en række andre små lande ikke er. Der er to svar på, hvorfor det går så godt. Det teknologiske svar, hvor Danmarks kerneområder er blevet vigtigere: ikke mindst militære teknologier i bredere forstand såsom computerstyring, homeland security med mere. Og det politiske svar, hvor der ikke er tvivl om, at Danmarks deltagelse i Afghanistan og Irak har haft en betydning."
Ben-Ari forklarer, at politiske hensyn som deltagelsen i Irak oftest har betydning under overfladen.
"Du vil ikke høre en embedsmand fra Pentagon sige, at et land får en kontrakt, fordi de har bidraget. Men der ligger utroligt mange bureaukratiske hindringer i vejen for virksomheder, der gerne vil ind i sikkerhedsindustrien i USA: lister og regulationer, der alle er politiske redskaber til at kontrollere forsvarsstrømmen ind og ud af USA. Og de kan files til," siger han.
Skibet Absalon selv er den bedste reklame for industrien i dag i Baltimore, fortæller Niels Mejdal, der som leder af eksportklubben Naval Team Danmark har organiseret besøget. Det blev sat i søen fra Odense Stålskibsværft for et år siden, og det smarte er, at det ikke kun er et krigsskib, men også kan bruges til andre formål. Det har blandt andet et dæk på 900 kvadratmeter, der kan omdannes til kommandocentral i krig, til at fremvise materiel, til at transportere kampvogne eller miner, til containermoduler, eller til flydende hospital.
Mærsk som bølgebryder
Det er i det hele taget på søen, Danmark er brudt først igennem på forsvarsmarkedet.
Efter med sit amerikanske datterselskab Maersk Line Limited at have transporteret en tredjedel af det amerikanske krigsmateriel til Mellemøsten som optakt til Irakkrigen er A.P. Møller-Mærsk nået op på en tredjeplads blandt de udenlandske leverandører til amerikansk forsvarsindustri og har fungeret som bølgebryder.
"De danske virksomheder hjælper hinanden inden for familien derovre," forklarer Niels Mejdal, som bakkes op af Henrik Ekman, direktør for Mærks-datterselskabet Maersk Data Defence, der har udstyr til styring af våben og udstyr med på Absalon.
"Det kræver et hårdt benarbejde at komme igennem i USA, og vi har trukket meget på Mærsks tilstedeværelse derovre i stedet for at åbne eget kontor. Men nu har vi vundet en kontrakt i samarbejde med en amerikansk samarbejdspartner, L-3 Communications, og det er et virkeligt gennembrud for os."
Gert Daugaard er salgschef i det lille danske firma Hydrema, der blandt andet laver minerydere. Han bekræfter, at stemningen er god:
"Vi kan pludselig komme til at tale med de rigtige mennesker i Washington og Pentagon. Vi håber, at vores Declaration of Principles bliver den helt store milepæl for dansk forsvarsindustri."
Jan Falck Schmidt er direktør for Falck Schmidt Defence Systems, der sælger udstyr, som løfter blandt andet våben og udkigsposter på tanks, og i år har åbnet kontor i Missouri.
"Det politiske kan blive afgørende, når amerikanerne sidder med to gode tilbud. Så kan aftalen gå til en ven af landet," siger han, men understreger at afgørelsen også ofte sker på det uformelle plan.
I starten af oktober deltog Falck Schmidt Defence Systems på udstillingen AUSA (Association of US Army) i Washington, hvor størstedelen af de virksomheder, der handler med hæren, er med. Fra der hvor Jan Falck Schmidt stod, kunne han se den franske forsvarsindustris pavillon:
"Der gik en usynlig grænse rundt om den. Franskmændene stod der, men der kom ikke nogen hen til dem. Det var tydeligt, at den måde, deres regering havde ageret politisk på over for USA, havde gjort det meget svært for virksomhederne at komme igennem."
Travlt med Danmark
En af de besøgende på Absalon, der ikke bliver overrasket over udvalget fra den danske industri, er Robert Stevens, chef for Lockheed Martin. For få uger siden aflagde han selv besøg hos sine danske samarbejdspartnere - lige fra Forsvarsministeriets matrielkommando og Mærsk til Odense Stålskibsværft. Med kontrakter på alt fra postomdeling til styring af de nye Joint Strike Fighter-fly er Lockheed Martin i en klasse for sig, når det gælder om adgang til det amerikanske marked.
Lockheeds europæiske chef Scott Harris fortæller, at Lockheed Martin efter årtiers samarbejde med blandt andet den danske virksomhed Terma nu også inkluderer danske produkter i sin normale produktlinje. Og så bekræfter han, at der tales meget om Danmark i USA's forsvarsbranche i disse dage:
"Vi vil også deltage i mødet med minister Gade. Og alle mine venner og kolleger derovre siger, at de får mægtig travlt med danskere i slutningen af oktober," siger han.