Læsetid: 5 min.

Krigen om Judæa

Uforsonlige jødiske bosættere mener kun, at rømningen af Vestbredden er begyndelsen på en længere konfrontation
24. august 2005

HOMESH, VESTBREDDEN - Der er næsten lagt op til dramatik lige fra starten. Porten til bosættelsen Homesh i den nordlige del af Vestbredden, der sammen med tre andre i området udgør sidste fase af den israelske evakuering, er forstærket med opdynget træ, nogle gamle radiatorer og hvad der ellers kan forsinke adgangen for evakueringsstyrken, som er på vej.

"Vi er ikke bange for at gå den lange vej," synger en lille håndfuld unge bosættere, der sidder overskrævs på den svære gitterport, mens de næsten ligeså taktfast kaster hele tagsten ud på kørebanen, hvor vi nærmer os.

Trods den meget tidlige morgentime er der lys i mange af bosættelsens huse, der ligger på en bakketop, og i vinduerne ser man silhuetter, der følger udviklingen. Omme bag bosættelsen bliver en lysbombe skudt op over Homesh.

1200 aktivister

"I er kommet til det mest militante sted i hele rømningsprogrammet. Velkommen til Homesh, og pas nu godt på ryggen," siger en talsmand for israelsk politi, som har ledsaget en lille gruppe journalister ind til Homesh for at følge dagens evakuering.

To af de fire dødsdømte bosættelser, Ganim og Kadim er allerede for flere uger siden blevet affolket frivilligt, så efter af rømningen af Gaza-stribens 21 bosættelser blev fuldendt i denne uge er kun Homesh og Sanur, ikke langt herfra, tilbage.

Og hvor det til en vis grad er gældende for Sanur, er Homesh i høj grad blevet ny højborg for et stort antal af de unge højrefløjsaktivister, der for kort tid siden er blevet smidt ud af Gush Katif.

Ifølge politiets kilder er der 1.200 af dem i Homesh, og i modsætning til det meget mindre antal i Sanur, har de ikke været villige til nogen form for forhandling, ligesom man har mistanke om, at der er et ikke uvæsentligt antal skydevåben i bosætternes besiddelse.

Hovedparten af stedets egentlige befolkning har aftenen før forladt deres hjem ved udsigten til dagens konfrontation.

Til Vestbredden

"Dommedag er kommet", møder en skiltetekst os lidt oppe ad tilkørselsvejen, efter at en militær bulldozer har smadret porten og en stor rømningsstyrke er på vej op. De unge bosættere fortrækker op ad bakken og antænder veltilrettlagte spærringer af bildæk, der sender sorte røgskyer op i den lyserøde morgenhimmel.

Efter at have set hvor relativt roligt de sidste rømninger på Gazastriben forløb, er der ingen tvivl om, at oppositionsånden har fået nyt liv, efter at kampen er flyttet til Vestbredden.

"Vi har længe været i åben krig med palæstinenserne, og nu skal vi også til at kæmpe mod vores egen regering, som blot ikke er vores længere," siger en af bosætterledelsens veteraner, Benny Katzover, som er kommet til Homesh i dagens anledning og træffer Informations udsendte mellem de brændende bildæk.

"Pludselig er hæren, som skulle være vores forsvarshær, blevet sat ind mod stolte pionerer, og efter at den er kommet til Samaria (Vestbredden, red.) er kampen rykket helt ind i hjertet af det jødiske land og det jødiske folk."

Oppositionen er enig og massiv. Der bliver sat ild på et par biler på vejen op gennem bosættelsen, mens folk trækker ind i husene, for at sprede og vanskeliggøre evakueringsarbejdet. Fra vinduer og forhaver bliver der råbt ad soldaterne.

"Jøderne blev smidt ud af Spanien i 1492, min bedstefar af Ungarn i 1944 og jeg af Homesh i 2005," råber en familiefar med megafon og børneflokken omkring sig.

"Jeg har seks børn og kunne være fritaget fra reservemilitærtjeneste, men giver hvert år mit bidrag til landets forsvar alligevel. Det skal være slut nu, efter at landet har svigtet mig. Dette er ikke mit land længere."

Mengele og pligten

Der ligger for mange af demonstranterne en betydning i, at Sharon har valgt at rømme fire bosættelser på Vestbredden i stedet for at begrænse sig til Gush Katif, og dette er nok dagens vigtige budskab.

"Jeg var soldat i 1967 og var med til at erobre Nablus lige her i nærheden," siger en ældre mand, der præsenterer sig som Yehoshafat Nevo. Han peger ud i bjergene.

"Det var et stort øjeblik, da det jødiske hjemland blev samlet, og det er vores ret at beholde det hele, fordi vi har haft det med i vore bønner i 2.000 år. Afroamerikanerne kom til USA som slaver for blot 200 år siden, men beder de om at komme tilbage til Afrika? Nej, det er forskellen, og derfor er dette land umisteligt."

Ved siden af har et ukendt antal piger støjende forskanset sig i et tomt hus. "Det er godt at dø for sit land", har de skrevet på facaden - med henvisning til en israelsk nationalhelt, der skal have sagt disse ord, før han døde i 1920. Genboen har stillet sig op på taget, og smider derfra poser med ketchup efter enhver, der nærmer sig. Mens pigerne én efter én bliver båret ud under høje protester, holder manden på taget dundertale til soldaterne.

"Sagde I, at I er jøder?" råber han.

"Det tror jeg ikke på, for så ville I ikke opføre jer sådan. Dr. Mengele lavede forsøg med tvillinger i de nazistiske lejre. Han gjorde bare sin pligt, sagde Mengele bagefter, ligesom I siger det til mig nu. Men I er ikke en disse anderledes!"

Mindre end en uge

Mens der midt på eftermiddagen kommer besked om at nabobosættelsen er endeligt ryddet topper slaget om Homesh, da soldaterne stormer et stort beskyttelsesrum, der har fungeret som yeshiva.

Godt 40 aktivister har barrikaderet sig bag de svære ståldøre, som må åbnes med skærebrænder. Det forlyder, at der blandt dem er et par desertører fra hæren og fem, som er efterlyst af politiet. Tidligere på dagen har nogle stykker af dem stået på bygningens tag og afbrændt israelske flag.

Da de bliver båret ud under svære håndgemæng og kørt direkte til varetægtsfængslingen, står det med et klart, hvilken enorm udfordring der nu venter Sharon på Vestbredden.

"Hvor Gazastriben kan lukkes inde bag et hegn, vil der ligge et stort arbejde i at modarbejde ny infiltration af de rømmede bosættelser," siger politiets talsmand på stedet, Shai Itzkowitz, mens vi sammen ser til.

"De er overbevist om, at rømningerne vil fortsætte til andre bosættelser og vil derfor gå til modangreb."

Stemningen er i kog, og de unge mænd har hver sin beske kommentar, mens de bliver båret ud.

"Når din søster eksploderer i en palæstinensisk bombe midt i Tel Aviv, har du fortjent det, fordi du var med til at deportere jøder fra Homesh," får en soldat at vide.

"Men bare rolig, vi kommer igen, både til Homesh og til Gush Katif. Jeres Sharon har åbnet krigen om Judæa og Samaria, og det kan godt være, han vinder første slag, men krigen vinder vi!"

Først på aftenen er det slut. Al modstand i Homesh er ophørt og de sidste aktivister er ved at blive kørt bort. Det hele er gennemført på mindre end en uge. Hvordan vil Ariel Sharon nu komme videre?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her