Læsetid: 4 min.

Krigen der nægtede at være en krig

Parterne fastholder illusionen om en våbenhvile her i den blodigste uge i Sri Lankas nyere historie. Dødstallet stiger og flygtninge, der gemmer sig i hospitaler og skoler, bombes. Imens har de danske fredsobservatører bestilt billetten hjem
5. august 2006

Det startede med en flod, og nu flyder blodet igen i Sri Lanka. For ti dage siden indtog oprørsbevægelsen De Tamilske Tigre (LTTE) en dæmning i landets østlige del. Hæren angreb, og siden har mere end 200 mennesker mistet livet. I den nordøstlige by Muttur er stort set alle bygninger skadet af motér-raketter, og op imod 22.000 civile er fanget, imens kampene fortsætter. Røde Kors vurderer, at omkring 7.000 familier er på flugt.

"Vejene er fulde af flygtninge, der uden beskyttelse prøver at komme igennem kampområderne. Vi har forsøgt at sende busser, ambulancer og medicin, men både hæren og oprørerne forhindrer os i at komme igennem," fortæller en kilde fra International Røde Kors på telefon fra hovedstaden Colombo. Selv de, der har nået i tilsyneladende sikkerhed, er langt fra sikre. Torsdag blev 17 civile dræbt, da et missil ramte den skole i Muttur, hvor de havde søgt tilflugt. LTTE og regeringen beskylder hinanden for at stå bag bombningen.

Våben uden hvile

Ifølge Birgitte Refslund Sørensen, Sri Lanka-ekspert fra Institut for Antropologi ved Københavns Universitet, er situationen værre, end den har været i mange år. Og metoderne har ændret sig:

"At begge sider nu angriber civile flygtninge i skoler og kirker er bestemt en ny og bekymrende udvikling."

En stor del af de dræbte og fordrevne tilhører øens muslimske mindretal. De er således endnu engang blevet ofre i en konflikt mellem LTTE, der kæmper for selvstyre til landets hinduistiske tamilere, og den srilankanske hær. Konflikten har kostet omkring 62.000 menneskeliv inden for de seneste 30 år, og det frygtes nu, at dødstallet vil stige voldsomt.

Der har ellers været en officiel våbenhvile i landet siden 2002 og de stridende parter fastholder, at den stadig er i kraft, til trods for at over 800 har mistet livet i år. Ifølge Birgitte Refslund Sørensen har begge parter en interesse i at fastholde den illusion.

"LTTE er dybt afhængig af international støtte - ikke mindst fra den nordisk ledede fredsmission SLMM - og regeringen vil ikke miste de mange penge, som landet hvert år får i bistand. Det internationale samfund har stadig et håb om, at bistand vil give en fredsdividende, så ingen synes villige til at erkende, at krigen er i gang," siger Refslund Sørensen.

Der er få, som i dag vil kalde det andet end krig, og der opstår stadig nye kampfronter. Den seneste eskalering bengyndte, da oprørsbevægelsen for ti dage siden indtog Mavilaru-kanalen, der leverer vand til de singalesiske områder fra den tamilsk dominerede del af landet. De blokerede derved for vandforsyningen til omkring 15.000 mennesker, og mandag prøvede regeringen at generobre kontrol med de vigtige sluser, men mødte, hvad en kilde i den srilankanske hær betegnede som "overraskende modstand."

LTTE siger, at de ville presse regeringen til at forbedre drikkevandssituationen i de tamilske områder, men ifølge Refslund Sørensen har LTTE opdaget en effektiv metode til at bremse, hvad tamilerne oplever som en kolonialiseringsstrategi.

"Regering har ført en bosætningsstrategi, der minder om det, man har set i de palæstinensiske områder: Jo flere singalesere, der bor i de tamilske områder, des sværere er det for LTTE at hævde retten til et tamilsk hjemland. Vandet er altafgørende for de mange landbrug langs floden, så det er et virksomt politisk middel," siger Birgitte Refslund Sørensen.

Ensomme nordmænd

I maj satte EU De Tamilske Tigre på den officielle terrorliste med det resultat, at LTTE erklærede alle observatører fra medlemslandene for upartiske og bad dem forlade landet. Den opfordring valgte det danske udenrigsministerium at følge og meddelte i sidste uge, at de 12 danske medlemmer af den nordiske fredsmission, SLMM, vil forlade landet af sikkerhedsårsager. De svenske og finske observartører rejser også, så den mission, der ifølge flere eksperter har været altafgørende for at holde konflikten på et kontrollabelt niveau, er fra næste måned reduceret til Island og Norge. Norge har nu besluttet at sende flere observatører og første hold ankom til øen i går, hvor også lederen af den norske fredsmission, Jon Hanssen-Baur, forhandlede med den srilankanske premierminister, Ratnasiri Wickremanayake.

Ifølge LTTE kilder vil han i dag mødes med repræsentanter for bevægelsen for at drøfte muligheden for at genetablere fredsprocessen. Norge vurderer, at det kræver 1.5 mio. dollar at bringe de mest basale fornødenheder til flygtningene og de strandende, og appellerer til international hjælp.

Ifølge en udtalelse fra FN's generalsækretariat er Kofi Anan "yderst bekymret" over eskalationen og retter en indtrængende appel til parterne om at stoppe kampene og tillade nødhjælp til flygtningene. "Han er oprørt over rapporter om civile ofre, herunder børn, og den omfattende fordrivelse af mennesker," hedder det i pressemeddelelsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her