KALÉMIE - Regeringen lovede ham 115 dollar for at aflevere sit AK-50 maskingevær og holde op med at rende rundt og dræbe tilfældige mennesker.
25-årige Jean-Pierre var ikke et øjeblik i tvivl om, at det var nu eller aldrig. Syv år med den lokale guerillamilits i det østlige Congo - de såkaldte mai-mai'ere - havde været mere end nok for den spinkle dreng.
Oprindeligt slog Jean-Pierre sig sammen med militsen for at undgå, at netop mai-mai-soldaterne skulle massakrere hans familie. For nylig fik han nok, sagde farvel til sin leder og begav sig ud på en gåtur på 300 km. I dag står han på fjerde dag foran sit bestemmelsessted, en blå jernport i byen Kalémie i det østligste Congo sammen med 1.100 soldaterkammerater. De venter på, at vagten skal lukke dem ind og udlevere de penge, regeringen har lovet dem.
Afvæbningen af Østcongos lokale militser er sammen med rydningen af minerne, der er spredt med løs hånd over hele regionen, helt afgørende for, at landets nyvalgte regering har en chance for at føre Congo på ret kurs, mener flere iagttagere.
"Hvis ikke vi fjerner våbnene, vil folk ikke tro på, at freden er kommet for at blive," vurderer Moshi Magon fra organisationen CONADER, der skal sørge for at afvæbne de utålmodige mai-mai'er.
Men foran porten i Kalémie sker intet. Solen er klistret fast på himlen, og rundt om soldaterne hvirvler små børn støv op, mens de løber mod skolen.
"Jeg må have tålmodighed. Det her er min eneste chance for at komme i gang med et almindeligt liv igen," konstaterer Jean-Pierre, der gerne vil være elektriker.
For et par dage siden blev ventetiden imidlertid for meget for Jean-Pierre og hans kammerater fra bushen. De fór hujende gennem byen og plyndrede byens marked og satte ild til bygninger.
"Desperation," kalder den unge dreng nøgternt handlingen, inden han spørger: "Hvad vil du have, at vi skal gøre?"
Tusindvis af landminer
I store dele af den østlige del af landet har krigene mellem forskellige oprørsmilitser som Jean-Pierres efterladt sig tusindvis af ueksploderede landminer, der gør det umuligt for lokalbefolkningen at vende tilbage til hverdagen.
Da en ung kvinde fra landsbyen Nyunzu 200 km vest for Kalémie for et par måneder siden forsøgte at genopdyrke en gammel mark, rev en syv år gammel landmine benet af hende. Hendes beretning førte til, at et hold lokale ansat af Folkekirkens Nødhjælp gik i gang med at rydde området for miner.
Indbyggerne i Nyunzu ønsker sig brændende deres jord tilbage. Der er ikke meget andet end landbrug at give sig til på disse kanter.
25-årige Zawabi sidder i skyggen under et træ og binder perler i håret på sin søster. Hver dag går hun otte kilometer til byens marked med afgrøder. Når minefeltet er ryddet, kan hun nøjes med at gå 800 meter, fortæller hun.
For 39-årige Rosette, der leder Folkekirkens Nødhjælps hold i Nyunzu, handler det om at give indbyggerne mulighed for selv at genskabe deres liv efter krigen.
"Vi har alle et ansvar for at hjælpe hinanden med at komme i gang igen," fortæller Rosette, der selv har mistet to brødre i mineulykker.
Hos Folkekirkens Nødhjælp i Congo mener programchef Mads Lindegaard, at minerne både udgør en fysisk og psykisk forhindring for congoleserne:
"Før vi får fjernet minerne, er det svært at få folk til at tro på, at deres liv kan blive normalt igen."
Ingen ved i dag, hvor mange ueksploderede miner, der er tilbage i Congo. De færreste steder har de organisationer, der arbejder med at fjerne minerne, adgang til kort over, hvor minerne er placeret.
