Læsetid: 6 min.

'Krigen mod terror er blevet en krig for terror'

Var bomberne i London det forudsigelige resultat af krigen mod terror? Information har spurgt tre danske intellektuelle, der efter den 11. september protesterede mod USAs krig mod terror. Og fik voldsomt på puklen
13. juli 2005

Da USA efter 11. september erklærede krig mod terror, var der flere danske intellektuelle, der protesterede og fik voldsomt på puklen for det. Blandt dem var professor i pædagogisk filosofi, Peter Kemp, forfatteren Jørgen Knudsen og filminstruktøren Christian Braad Thomsen. Information har spurgt dem, om terrrorbomberne i London har fået dem til at ændre mening.

"Jeg skrev allerede før Irak-krigen, at det ville ende med terror i Europa," svarer Peter Kemp. "Det, der kan undre, er, at det har varet så længe, før det skete. Men forudsigeligt var det, man kan blot håbe på, at Danmark er så latterligt lille, at vi ikke rigtig regnes for noget med vores uduelige u-både og med det lille kontingent, vi har i Irak."

Bomberne var selvfølgelig dybt forudsigelige, mener også Christian Braad Thomsen.

"Det, der er tragedien i Bush' krig mod terror, er, at den er en forstærkelse af terroren. Selv om det blev påstået, var der ingen al-Qaeda-folk i Irak før krigen. Nu er Irak oversvømmet af al-Qaeda, krigen mod terror er er krig for terror," erklærer han.

"Da terrorismen stod på i Vesttyskland, vidste man godt, at DDR var opsamlingssted for terroristerne, at det var der, de tog hen, når de skulle slappe af. Men man drømte jo ikke om at bombe DDR, alle ville have sagt, at det var totalt galimatias," fortsætter Braad Thomsen. Han erkender, at Irak ikke, på samme måde som DDR i 1970'erne, har en stormagt i ryggen til at afholde vestmagterne fra at bombe, men princippet er det samme, fastholder han: "Man vidste, det ville gøre ondt værre."

Prisgivet

Jørgen Knudsen vil ikke gøre sig klog på forudsigeligheden i London-bomberne, siger han, "men den frygt, der findes, er da velbegrundet. Som Herbert Pundik skriver i en klumme, så er det er ude af den vestlige verdens magt at gøre noget ved terrorismen direkte. Man kan ikke få ram på terroristerne, og de bestemmer selv, hvor og hvornår de vil slå til."

"Oplevelsen af at være prisgivet er reel, og den er da slem at leve med. Man må mobilisere al sin nøgternhed for ikke at reagere forkert," siger han. Forkert ville det ifølge Jørgen Knudsen være at reagere ved at deltage i optrapningen, "vi må lede efter muligheder for at nedtrappe de rædselsfulde modsætninger i verden, de voldsomme økonomiske og sociale forskelle, som opleves som ydmygende og gør folk desperate. Og de, der oplever det stærkest, har ingen andre veje at gå. De burde vende sig mod deres egne despoter, men disse opleves jo som halehæng til USA, så derfor får USA og Israel skylden," konstaterer Jørgen Knudsen.

Parallel til anarkismen

Konsekvenserne af London-bomberne bliver vel bare en fortsættelse af det samme, hvis ikke der sker ændringer på det storpolitiske område. Og det sker nok ikke lige med det samme, mener Peter Kemp.

Jørgen Knudsen erklærer, at det bedste man kan håbe på, er, "at USA bliver slået lige så læsterligt i Irak som i Vietnam, så isolationistiske kræfter får magt i USA. Ellers ved jeg ikke, hvordan det kan ændre sig."

"Den slags desperate handlinger må man jo forstå som reaktioner ikke mindst på Irak," mener Jørgen Knudsen, "men overhovedet på den vestlige verdens ydmygende overmagt."

Han påpeger, at terrorismen i dag har en slående parallel i anarkismen i slutningen af det 19. og begyndelsen af et 20. århundrede.

"Også anarkisterne kastede bomber, vi ser både desperationen og rekrutteringen blandt halv- og helintellektuelle, samt organiseringen i løse netværk, så de ikke var til at få has på. De fik endda has på en amerikansk præsident, William MacKinley, der blev dræbt af en anarkist i 1901."

"Og så svinder de stille hen i årene før Første Verdenskrig, men hvorfor," spørger Jørgen Knudsen.

"Det har jeg aldrig fundet et svar på. Men jeg ville gerne have det, måske kunne vi lære noget."

En ond cirkel

Christian Braad Thomsen bruger Rainer Werner Fassbinders film Den tredje generation, som et eksempel på terrorens logik.

"Den er i miniformat et rent ud genialt billede på det, der sker nu," siger han.

"Det begynder at gå lidt skidt med forretningen for en computer-fabrikant, fordi politiet ikke køber så mange computere som tidligere. Der er nemlig ikke mere rigtigt gang i terrorismen. Derfor beslutter han at finansiere en terrorgruppe, uden at denne ved, at det er ham, der finansierer den - hvorefter den kidnapper ham! Det er den onde cirkel, vi ser i dag," mener Christian Braad Thomsen.

S0m udyr

Peter Kemp forestiller sig, det er muligt at dæmme op for terroren.

"Men det indebærer, at vi trække os ud af Irak, og USA må se lidt mere på baggrunden for, hvorfor terrorisme opstår," fastslår han.

"Selvfølgelig skal man ikke lade sin udenrigspolitik diktere af terror, men reaktionen på 11. september var fra grunden af forkert."

"Danmark kan kun prøve at bidrage til en bedre social og legal verdensorden. Vi må prøve at arbejde på regler, som kan accepteres internationalt. Terror befinder sig jo helt uden for klassisk krigsførelse, men sådan som USA behandler terrormistænkte, gør det kun tingene værre. De behandler dem ikke som mennesker, men som udyr, hvilket ikke er i nogens interesse, heller ikke deres egen, fastslår Peter Kemp.

Braad Thomsen mener, at det, man kan gøre, er at forfølge terroristerne som kriminelle individualister, "hvad de i første række er, ikke at bombe lande. Det er kriminalsager, de hører ikke under Krigsministeriet, de hører under Justitsministeriet."

"Jeg mente oprindelig, at terrorister burde behandles som kriminelle," siger også Peter Kemp, "men nu har vi fået krig, og så må de behandles som krigsmodstandere. Man må se i øjnene at der eksisterer sådan noget og prøve at behandle dem som mennesker. Det er den legale forudsætning, den anden den sociale, at forskellene i verden udlignes."

Peter Kemp mener ikke, at G8-topmødets beslutninger om at udvide hjælpen til Afrika i denne forbindelse har nogen betydning, "men in the long run er det da udmærket. De får jo heller ingen markeder, hvis befolkningerne ikke har råd til at købe noget."

"Det har dog ikke ret meget med sagerne at gøre der, hvor terroristerne bliver rekrutteret. Her må man først og fremmest tilstræbe fred i Mellemøsten."

Ydmygelsen

Ligesom Jørgen Knudsen peger Peter Kemp på ydmygelsen af den islamiske kultur, terroristerne primært rekrutteres fra.

"Man betragter ikke muslimer som ligeværdige - og man kan ikke sige, at vi bidrager positivt i Danmark! Man må også omgås sin egen opfattelse med en vis ydmyghed. Vi er kristne og synes, at kristendommen er bedst, men vi kan ikke komme og sige, at vi har fundet sandheden. Vi må behandle andre mennesker på lige fod, og det gør vi ikke," siger han. "Og når den amerikanske regering betragter sin fremfærd som et korstog, blandes religionen yderligere ind i det, hvilket ikke er gavnligt."

Men hvis Danmark trak sig ud af Irak og i stedet arbejdede på at udligne fattigdom, respektere alle menneskers værdighed og nedtrappe de store modsætninger i verden, kunne man håbe på, at vi ude i verden fik det image, at vi faktisk forsøgte at forbedre forholdene, håber Peter Kemp.

Der sker dog nærmest det modsatte, mener Jørgen Knudsen.

"Det, som sker nu, er det mest ulykkelige, man kan forestille sig i disse internationaliseringstider. At landene låser sig fast i nationalistiske holdninger og mistro til en ukendt omverden."

"Den form, reaktionen antager i dag, er nationalismen," siger han. "I dag går skellet mellem en progressiv og en reaktionær holdning ned mellem nationalisme og internationalisme."

Den megen snak om identitet er noget, man klamrer sig til og som gør verden forudsigelig og reaktionær," mener han.

"At have en identitet vil sige at bilde sig ind at vide, hvem man er, dvs. at have sig selv under kontrol og opføre sig forudsigeligt. At have fået den rigtig dårlige og fantasiløse vane at gentage sig selv og derpå stolt gøre identiteten ansvarlig for disse gentagelser. Man har ikke sit liv styret af egne dugfriske, eventuelt overrumplende indtryk og oplevelser, ikke af egne fritvoksende ønsker og håb, muligvis af andre menneskers fantasiløse krav og forventninger, men ellers simpelt hen af - præcedens. Sådan plejer man at opleve, tænke og gøre, når man er sådan en som mig, og det agter jeg at blive ved med."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu