Læsetid: 3 min.

Krigens blændværk

3. juli 1999

Flyangrebene gjorde helt sikkert ondt i Jugoslavien; noget andet er den jugoslaviske hær. Jeg kan ikke se, hvad der ellers fik dem til at acceptere NATO's betingelser.
Den britiske flyvevåbengeneral Patrick Hine i Financial Times.

For NATO's spionfly og agenter på terrænet må det have været en ganske ædruelig oplevelse at tælle kampvogne, militære køretøjer, let og tungt artilleri samt soldater og specialpoliti i de 11 dage, det tog de serbiske styrker at rykke ud af Kosovo i sidste måned. Som at tælle får i søvne. De idiotiske får fortsætter med at springe over gærdet i en uendelighed...
Facitlisten var nedtrykkende eller opløftende - alt eftersom hvilken vinkel man anlægger. Efter tilbagetrækningen havde NATO's kommandater optalt 220 kampvogne, 300 panservogne, 308 artilleri-batterier og hundredevis af andre militære køretøjer. Hertil skal lægges 47.000 soldater og specialpoliti - et tal, der formentlig inkluderer para-militære styrker.
I luftkrigens sidste dage - hvor det gode vejr tilsmilede NATO-piloterne - hævdede øverstkommanderende, general Wesley Clark, at 150 ud af den jugoslaviske hærs 300 kampvogne i Kosovo var blevet elimineret. Under en høring torsdag i USA's senat nedskrev Clark dette tal til 110 kampvogne - uden at forklare diskrepansen. Men stadig synes NATO-generalerne at leve i en imaginær verden, for hvis 220 ud af 300 kampvogne rullede ud af Kosovo, kan højst 80 være blevet smadret af bomber. Journalister i Kosovo har talt 13 ødelagte kampvogne. Resten er enten blevet kørt hjem til Serbien for at tjene som reservedele eller var simpelthen lokkeduer, der narrede NATO's piloter og spionfly.

Hvad angår panservogne, artilleri og andre køretøjer virker skaderne endda mindre omfangsrige. Det samme gælder for tabet af serbiske soldater og specialpoliti. NATO vurderede, at rundt regnet 40.000 opholdte sig i Kosovo. Nu skal tallet opskrives til 47.000 og måske flere, al den stund para-militære styrker stadig opererer i det skjulte. Hvordan stemmer disse oplysninger med NATO's påstand, at mellem 5.000 og 10.000 blev dræbt i Kosovo? Det officielle tabstal fra Beograd på 576 virker mere sandsynligt.
Vores ærinde er ikke at beskylde NATO-generalerne for at have disket op med lodrette løgne hver dag i 78 dage til journalister, der ikke overraskende var mere tilbøjelige til at stole på NATO's propagandamaskine end Slobodan Milosevic'. Den jugoslaviske hær har i årtier udviklet raffinerede metoder til at narre fjenden med underjordiske flyhangarer, tunneler, skyttegrave usynlige fra luften, camouflerede depoter, tomme kaserner, fingerede kampvogne og broer. Selv for verdens mægtigste militæralliance er den nød meget svær at knække, især hvis man som NATO på forhånd udelukker at indsætte soldater på landjorden. Det er begrænset, hvad piloter kan se og ramme fra 4-5 kilometers højde.

Men det er foruroligende at konstatere en så bred kløft mellem NATO's løbende statistik og den faktuelle opgørelse af tabstal og bombefuldtræffere. I krigens sidste uger spredte desperationen sig i Bruxelles og Washington. Der var forlydender i amerikansk presse om, at NATO måske ville ty til tæppebombning af Beograd og andre storbyer for at tvinge Milosevic-styret i knæ, nu da flyangrebene ikke havde givet det ønskede resultat. Er det muligt, at NATO's kommandanter vidste noget, som ikke var pressen og befolkningen forundt? Nemlig at de serbiske styrker i Kosovo var sluppet mere eller mindre helskindet igennem 78 dages bombardement...
NATO er efter sigende en demokratisk alliance af demokratiske lande. Det Nordatlantiske Råd med ambassadører fra 19 medlemslande træffer formelt set afgørelserne, i krig såvel som i fredstid. Var de klar over, at generalernes krig gik så skidt? Og i bekræftende fald: Hvorfor skulle befolkningen forledes til at tro, at alt var vel og Milosevic' krigsmaskine på randen af et sammenbrud?
Jugoslaviens underskrivelse af fredsaftalen kom som lynet fra en klar himmel. I Bruxelles og Washington var man målløse. NATO triumferede, men det kan ikke have været over besejringen af den jugoslaviske hær. I stedet må vi - som britiske general Patrick Hine ovenfor - erkende, at andre forhold tippede vægtskålen til fordel for alliancen. Hvilke, vides endnu ikke, men ødelæggelsen af Serbiens økonomi og tabet af civile må have spillet en rolle. burch

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her