Læsetid: 4 min.

Krigens kors

7. april 2003

IRAK-krigen kan ikke kaldes velsignelsesrig. Den slags siger kun fanatiske nyreligiøse, der føler, at de er den rene manikæiske Godhed, uden skyggesider. Hvert eneste af krigens nu over tusinde civile ofre kaster en mørk skygge. Billederne af de bombesprængte ansigter og spredte lemmer på en markedsplads i Bagdad, i en bus og på en bro må hos kristne, muslimer og andre borgere udløse sorg og smerte og sympatifølelse med de efterladte. Mange vender øjnene væk ved synet af de gruopvækkende ødelæggelser, fordi de anfægter selve vor medmenneskelighed og alle civile normer. Forestillingen om, at ethvert menneske er værdig til livet, krænkes i ofret, i blodpølen på gaden, i det forkullede lig.
En del borgere kræver – som det skete i lørdags i en menneskekæde i København – at krigen stoppes lige nu og her. Fordi de ikke kan holde det ud mere. I hele verden har millioner demonstreret for fred – i protest mod USA’s og Storbritanniens krig imod Saddam Husseins regime.
Præsident Bushs magtarrogance og de neokonservative krigshøge i Washington, der sitrer af imperial udlængsel, har fremkaldt en sund modreaktion i det gryende globale civilsamfund. Uden lidenskabelig debat, uden kritik, og uden mulighed for at korrigere magtmisbrug vil vore demokratier gå under. Med tiden. Det er et livstegn, at folk går på gaden for at ytre deres mening.

RÅBET og længslen efter fred har en iboende idealisme, der også kan få folk til at lukke øjnene for de forfærdelige dilemmaer, som krigen allerede har udløst. Tiden kan ikke skrues tilbage til før krigen, uanset hvor meget man måtte ønske det. Den mest skånsomme løsning havde måske været flere våbeninspektioner, og mere tid kunne måske have skabt FN-opbakning til en militær intervention i Saddams Irak, der i så mange år har forbrudt sig imod de international ret og FN-resolutioner. Måske. Men det er for sent. Verden af i går kommer ikke tilbage. De britiske og amerikanske soldater står nu på spring til at erobre Bagdad.
Det har ikke været en smertefri spadseretur i en virtuel high-tech krig. Og det har ikke været en ny Vietnamkrig, en ny stinkende dræbersump, selv om krig mod guerillastyrker bag byernes facader og civile bombeskjold ikke er mindre farlig. Indtil nu er der dog kun rapporteret om lidt over tusind civile ofre, og der er nogle tusinde dræbte soldater.

AFVISES kan det ikke, at der er risiko for ’et nyt Libanon’. Og når krigen slutter, ved man ikke, om det vil forstærke det allerede eksisterede had mod Amerika og truslerne fra fundamentalister og terrorister. Indvendingerne er reelle, men krigen er slet ikke endt i det onde skrækscenario, modstandere advarede imod. Tiden er inde til moderation og refleksion. I USA og internationalt.
Som i andre krige har der været propaganda, løgne og fabrikerede nyheder. Og billeder af heroiske soldater, skamskudte børn og desperate mødre. Og et uendeligt antal øjeblikke af sandhed og ubehagelige valg. Klyngebomber har sendt bestialske ’sommerfugle’ afsted, hvor de aldrig burde være kommet. Tusindvis af high-tech missiler og bomber fra B52-fly har forvoldt store skader på afstand. Man har set irakiske selvmordspatrioter, forklædt som civile, forbryde sig mod krigens love og dræbe amerikanske soldater på nært hold, mens Saddams regime har opildnet dem. Den slags kan ikke kaldes legitimt selvforsvar eller patriotisme, for det er terrorisme i krigstid. Man kan heller ikke forsvare de unge, amerikanske soldater, der skød en ubevæbnet irakisk familie ned på broen til friheden. Selv om det skete i angst for selvmordsterrorismen, må de kunne straffes for deres forbrydelse.

KRIGEN er et kors, der er ufatteligt tungt for demokratiske samfund at bære. Og det kan blive ulideligt for den enkelte krigsveteran.
Denne Irak-krig bør dog ikke stoppes nu, selv om man på bogholdervis kunne anføre, at den aldrig fik FN’s legitimerende stempel.
Stoppes krigen, før Bush og Blair har sejret, vil det ikke svække de fanatiske fundamentalisters drift mod global terror og had mod det sekulære demokrati. Tværtimod. Og diktatorer som Saddam – overalt i verden – kan så føle sig mere fri til at undertrykke og købe masseødelæggelsesvåben. Kan Saddam – i strid med denne krigs tyngdelov – fuldbyrde sin egen syge heltemyte og gøre Bagdad til sit Stalingrad, må man frygte nye udrensninger af politiske modstandere og etniske minoriteter i Irak.
Det ville være en dobbelt tragedie for irakerne.
Saddams regime skal væltes, og de ansvarlige have deres retfærdige straf ved en international domstol. Bedre før end for sent. Selv om USA ikke finder et eneste masseødelæggelsesvåben i Iraks ruiner, vil det være godt, at et regime – der har myrdet over hundrede tusinde mennesker, gasset og udrenset modstandere – bliver stoppet.
Man kan frygte, at USA’s neokonservative høge vil bruge den militære sejr til at flyve mod nye farlige eventyr i Mellemøsten, men i modsætning til diktaturer kan magten i demokratier korrigeres. Og Europa kan forene sig om at lægge pres på USA for en stabil fredsløsning i Mellemøsten og en ny generøs Marshallplan for frihed og demokrati i Irak.
Det sidste bliver svært i et krigshærget land, der skal frigøre sig fra diktatur og stammelogik. Men forsøget skal gøres, ellers vil de bitre sår fra krigen aldrig blive helet.

bjm

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu