Læsetid: 3 min.

Krigens kvinder

8. marts 2003

Hvad blev tilbage for mig arme
ud over sorg og jammer?
Jeg misted, hvad jeg havde kær:
hjemland, børn og ægtemand.
Forfædres storværk sank i hav.
Alt blev til intet.
I KRIG KOMMER mænd af dage og kvinder i klemme, ved vi. Men er det også sandt?
Til dels: For hver gang militærtrompeterne gjalder og krigen besynges i heroiske toner, skrives der også digte, romaner, skuespil om kriges rædselsfulde følger for kvinder og børn. Som Euripides’ Kvinderne fra Troja, hvorfra ovenstående citat stammer.
Den, der taler, er Hekabe, dronning af Troja: Hendes mand og sønner er brutalt dræbt, byen overvundet og skal om lidt brændes af. De græske generaler har trukket lod om kvinderne, og Hekabe står for at skilles fra sine døtre og svigerdøtre, der som krigsbytte er blevet fordelt som slaver i de græske heltes returbagage. Kvinderne rejser hver for sig, til fremmede lande, for aldrig mere at gense hinanden, deres hjem eller deres mænds grave.
Selv skal dronningen være slave hos Odysseus. Før afrejsen ofres Hekabes ene unge datter på Achilleus’ grav. Svigerdatteren Andromache må kysse sin og Hektors lille søn farvel: Som den sidste mandlige arving til Trojas trone må barnet dræbes ved at kastes ud fra bymuren:
»Min dyrebare skat!« siger Andromache. »Hvor elsker dog din mor/ at ha’ dig i sin favn./ Hvor dufter ikke sødt din hud!/ Forgæves drak du mælk fra dette bryst,/dengang du lå i svøb./ Og alt det ømme slid og stadig pleje/ er nu spildt./ Smil til mig nu for sidste gang,/ og tryk dig ind til mig, der fødte dig./ Læg armen om min hals!/ Giv mig et kærligt kys/ og nærm din mund til min!/«
Kun den anden kongedatter Kassandra spår i vilde vanvidsscener, at den brutale grækerleder Agamemnon ikke selv får megen glæde af voldtægt og folkemord: »For jeg (Kassandra, red.) vil dræbe ham og hærge alt hans hus/ – som bod for mine brødres og min faders død.« (Oversat af Henrik Haarløv).
Sådan var altså Iliadens efterspil, og det blev ikke glemt. Det siger også noget om generøsiteten i græsk kultur, at Euripides’ skuespil om de kvindelige fjenders skæbne vandt andenpræmie i skuespilkonkurrencen år 415 f. Kr.

MEN DEN grædende kvinde og moder er også én af krigens stereotyper. Det er blevet sagt, at i krig flygter vi nostalgisk tilbage til de traditionelle kønsroller: Mænd har styr på begivenhederne, kvinder græder i ruinerne, som medieforskeren Vibeke Pedersen skriver i dagens Kronik.
Men billedet er ikke entydigt: Kvinden græder jo også til kameraet og kan meget vel være en selvbevidst aktør i krigens virkelighed. I den israelsk-palæstinensiske konflikt holder også kvinder fast på det, de anser for deres, og opildner til hævn. I Nazityskland hørte kvinder talstærkt med til Hitlers jublende fanskare. For slet ikke at tale om handlekraftige krigsførende ledere som Margrethe I, Elizabeth I (af England), Margaret Thatcher med Falklandskrigen og Præsident Bushs rådgiver Condoleeza Rice. Et nuttet firkløver, måske. Men grædende ofre er de ikke.
Endnu mere tvetydigt bliver det, når man betragter krigens konsekvenser. Reelt bidrog det 20. århundredes krige faktisk til at emancipere kvinderne: I Første Verdenskrigs stærkeste krigsførende lande, Tyskland, England og USA, myldrede kvinderne ud på hospitalerne som sygeplejersker, foruden at holde gang i fabrikker og landbrug.
Mange fik smag for arbejdets kvindefællesskab og for at tjene deres egne penge. Billedet gentog sig under Anden Verdenskrig. Da dén sluttede, blev kvinderne gennet hjem til køkkenerne for at aflevere arbejdspladserne til de hjemvendte soldater, og som sukker på pillen besang man heftigt kvindens ædle rolle som Moder og Husmoder netop i efterkrigsårene, 1930’erne og 1950’erne.
Men intet var som før, og i 1960’erne, da mændene var solidt gen-integreret i samfundet, sivede kvinderne igen ud i fællesskabet på arbejdsmarkedet.

MEN OFTE er kvinder af gode grunde – f.eks., at de som kvinderne fra Troja skal leve videre med konsekvenserne – også imod krig, som man i denne tid kan se på blandt andet www.choike.org. Her samler kvindelige fredsbevægelser sig og protesterer og danner verdensopinion.
Efter nutidsmålestok levede de trojanske kvinder geografisk ikke langt fra nutidens irakiske kvinder (og mænd og børn). Lad os derfor huske, som grækerne på gode dage formåede det, at det ikke mindst er interessant, hvad der sker med de overlevende. Hvilke liv, de får, og hvilke historier, de senere kan fortælle.
Hekabe, der døde for 3.000 år siden, taler faktisk til os endnu.

mlk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu