Læsetid: 4 min.

Krigens perspektiv

3. marts 2003

»På et tidspunkt ender vi måske alene tilbage. Det er fint med mig. Vi er Amerika.«
Præsident George W. Bush til sin regeringstops første krigsråd den 15. september 2001.

DEN MUSKELKRAFT – politisk, økonomisk og militært – som Bush naturligvis besidder, agter han åbenlyst at benytte fuldt ud. Som den øverste repræsentant for den kristne republikanske højrefløj, der endelig har opnået den magt, den reelt har savnet siden Ronald Reagan, er det på at tide at slippe for alt bøvlet. For alle de hjemlige og udenlandske modhager – demokraterne i Kongressen og gammeleuropæerne i de Forenede Nationer – der hindrer action og udviser potensløshed.
Op igennem Clintons styre i 1990’erne trådte det amerikanske højre langsomt i karakter – via de afsindigt stærke kirkelige grupper, dybt polemiske radioværter som Rush Limbaugh, den ærkekonservative republikanske Newt Gingrich, det patriotiske tv-selskab Fox Network og meget, meget mere af samme slags.
De krævede moral, retfærdighed, belønning for flid, troskab for nationen og ikke mindst Gud tilbage som ledesnor for det udvalgte folk imod den slendrian og det forfald, de mente, at Clinton og hans hang til at lytte til liberale østkystprofessorer og flamboyante vestkystkunstnere påførte nationen.
I et årti kunne man trække på skuldrene af højrepatriotismen, men den går ikke længere. I dag er det deres ideologier, som er den intellektuelle ballast bag præsident George W. Bush i Det Hvide Hus.

I BUSH-REGERINGEN udgør de politiske høge og gamle koldkrigere flertallet – især repræsenteret af vicepræsident Dick Cheney, forsvarsminister Donald Rumsfeld, sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rice og viceforsvarsminister Paul Wolfowitz – over for udenrigsminister Colin Powell som den eneste, der for alvor søger multilaterale og diplomatiske løsninger.
Høgene er politisk vokset op med det dengang i virkeligheden inkompetente FN, da Sikkerhedsrådet konstant lammedes af Den Kolde Krig. De blev så trætte af det resultatfattige diplomati, at de straks efter Murens fald og Sovjetunionens kollaps ville veksle det til, at USA endelig tog affære selv – som den fulde sejrherre.
I desperation måtte de finde sig i, at den nuværende præsidents far, George H. Bush, vitterligt ønskede at opbygge en ny international verdensorden med udgangspunkt i Sikkerhedsrådet. Senere måtte de på distancen med foragt følge, hvordan Bill Clinton efter deres mening lullede sin store nation ind i et uigennemtrængeligt spindelvæv af mellemnationale aftaler og traktater, som hindrede Washington i at træffe valg for sig selv.
I de ti år, der førte frem til den nuværende præsidents tiltræden i januar 2001, udviklede de gennem et hav af offentlige taler, artikler og tænketanke den kurs, der nu styrer USA’s udenrigspolitik: Retten og pligten til at bestemme alting selv – nu da man endelig har magten.

DET ER denne baggrund, som er årsagen til, at præsident Bush allerede i dagene efter terrorangrebene på New York og Washington den 11. september 2001 over for sine nærmeste topfolk fastslog, at USA er villig til at handle alene.
Det førte kort efter til den militære såkaldte Bush-doktrin – altså tanken om forebyggende angreb på en nation, der måske kunne tænkes at udgøre en fare mod det amerikanske fastland.
I øjeblikket er Irak i skudlinjen for et forebyggende angreb – og netop fordi, der er tale om at angribe for en sikkerheds skyld mod en mulig senere fjende, træder ideen om at skulle bevise uskyld eller skyld jo i al sin retlige absurditet ud af kraft.
Andre lande, der ifølge Bush tilhører »Ondskabens akse«, er Nordkorea og Iran, men også nationer som Syrien og Sudan behæftes ofte med prædikatet »slyngelstater« og må derfor også risikere et forebyggende angreb, når Bush får øje på dem.

USA’S ØNSKE om at agere alene – selv uden sine sædvanlige vestlige allierede – er udtryk for en unilateralisme med uoverskuelige perspektiver. Bush-doktrinen om forebyggende angreb skaber en skræmmende fremtid – idet det internationale regelsæt for at gå i krig fuldstændig tilsidesættes.
Det er muligt, at den nuværende amerikanske regering med en blanding af økonomiske, politiske og militære trusler og løfter får købt sig til det nødvendige flertal i et delvist korrupt Sikkerhedsråd. Det retfærdiggør på ingen måde den angrebskrig på Irak, som Bush forlængst har besluttet sig for – tværtimod.
Langt, langt mere bekymrende er dog den kombination af uro og præcedens, en Irak-krig ville kunne medføre. I frustration over en tabt krig er risikoen for, at desperate muslimske fundamentalister bidrager til yderligere optrapninger af eksempelvis den i forvejen dybt betændte konflikt mellem Israel og Palæstina eller internt i Pakistan.
Et slet ikke umuligt scenarie er, at fundamentalister kupper sig til magten i Pakistan – og derved opnår magt over atomvåben. Det ville nemt kunne føre til, at Indien ville føle sig fristet til at indlede et forebyggende angreb på Pakistan – for en sikkerheds skyld.
Verden ville blive kastet ud i kaos. Det er krigens egentlige og frygtelige perspektiv – at den internationale retsorden, der trods alt eksisterer, smadres.

dt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu