Læsetid: 3 min.

Krigens pris

7. juni 1999

Der er fred i sigte i Kosovo. Dermed er spørgsmålet om, hvem der skal betale for de massive ødelæggelser af Kosovo-provinsen efter måneder med serbisk terror og ødelæggelse og 33.000 fløjne bombemissioner fra NATO's side, rykket ubehageligt tæt på. Ingen ved, hvad prisen bliver for genopbygningen. Det har ikke hindret forskellige aktører i at spekulere i, hvor stor en check, der skal skrives ud. Europa-Kommissionen og Deutsche Bank vurderer de materielle skader til godt 220 milliarder kroner (svarende til EU's udviklingsbistand til Afrika, Middelhavsområdet, Asien og Latinamerika i fem år). FN's Kosovo-udsending, Carl Bildt, er blevet citeret for, at prisen nærmere er 370 milliarder kroner. Og højest bydende er den jugoslaviske regering, som mener, at ødelæggelserne løber op i 740 milliarder kroner.
Det er åbenlyst, at alle prisoverslag på efterkrigstidens værste ødelæggelser i Europa er yderst spekulative. Når de alligevel nævnes her, er det for at demonstrere, at der foreligger en gigantisk økonomisk regning, som nogen skal betale. Men hvem? Skal Milosevic betale krigsskadeerstatning til Kosovo? Havde der været tale om en 'normal krig' mellem stater, var taberen formentlig blevet tvunget til at betale en krigsskadeerstatning, som da Tyskland betalte 132 milliarder guldmark til de allierede efter at have tabt Første Verdenskrig. Det er imidlertid næppe realistisk i lyset af de store ødelæggelser i Serbien, at det er fra Beograd, pengene kommer.

Gorm Rye Olsen, seniorforsker ved Center for Udviklingsforskning, sagde til Information lørdag, at han frygter en situation, hvor dele af regningen slet ikke bliver betalt: EU og de internationale finansieringsinstitutioner lover penge til genopbygning i Kosovo, men reelt vil tiden vise, at de ikke er i stand til at levere hele varen. Han pegede på de brudte løfter til Det Palæstinensiske Selvstyreområde som et eksempel til ikke-efterfølgelse. At han har ret i, at der loves langt mere, end der gives, kan læses af OECD's statistikker over international bistand, hvor der åbenlyst skelnes mellem 'lovede penge' og 'donerede penge'.

Uanset om Rye Olsen får ret i Kosovos tilfælde, står det mere og mere klart, at det internationale samfund kan få finansieringsvanskeligheder, når genopbygningsregningen skal betales. USA vil utvivlsomt mene, at det har givet sit bidrag i forbindelse med den militære operation. Pengene vil derfor først og fremmest komme fire steder fra: EU's budget, Verdensbanken, Den Internationale Valutafond (IMF) og fra EU-landenes nationale bistandskonti.
*Der vil ikke være mange penge at hente på EU-budgettet. Det er i forvejen øremærket ned til sidste euro og mangler stadig at tage højde for op mod 200 milliarder kroner til den kommende østudvidelse. Det er næppe realistisk, at EU på kort sigt kan gennemføre budgetbesparelser på f.eks. landbrug eller strukturfonde, der kan finansiere genopbygningen af Kosovo. Slet ikke med den nødvendige hastighed.
Derfor er EU's eneste mulighed at øge budgettet helt op til budgetloftet fra 1,13 til 1,27 procent af medlemslandenes samlede bruttonationalprodukt. Det vil skæppe knap 150 milliarder kroner i kassen om året, og dermed vil finansieringsproblemet være løst.
Det er imidlertid afgørende at understrege, at vi stadig har til gode at se, om EU-landene er villige til at gøre det. Hvis ikke, kan finansieringen af Kosovos genopbygning blive andres død: Det mest naturlige sted på EU-budgettet at finde de mange penge vil nemlig være den del, der hedder 'eksterne anliggender', som i dag betaler udviklingsbistand til Asien, Latinamerika, Nordafrika og Rusland.
*Verdensbanken og IMF undersøger i øjeblikket deres muligheder for at finde penge. Disse vanskeliggøres af to forhold: Jugoslavien er hverken medlem af Verdensbanken eller IMF, så landet kan ikke modtage lån fra de to institutioner. Og Kosovo kan slet ikke, så længe det er uklart, hvilken status provinsen folkeretligt set har. Den eneste pengekasse, som Verdensbanken derfor kan tilbyde til formålet, er dens eget overskud, som i dag bl.a. bruges til at finansiere det stort anslåede gældsinitiativ til fordel for klodens fattigste og mest forgældede lande (HIPC-initiativet). Der foreligger derfor nogle yderst vanskelige prioriteringer i banken i denne tid.

Stats- og regeringscheferne har på det just overståede Kølntopmøde lagt op til, at et særligt Balkan-agentur skal forvalte de kommende midler til genopbygning. Der skal her mindes om vigtigheden af, at agenturet fra start udstyres med tilstrækkelige mandskabsmæssige ressourcer. Det var netop en syvdobling af ECHO's midler i forbindelse med krigen i Bosnien - uden en mandskabsmæssig opgradering - der kastede ECHO ud i en sag om svindel og dårlig administration af nødhjælpsmidler. jek

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her