Læsetid: 6 min.

Krigens uransagelige grunde

Som krigsbegrundelserne jævnligt ændres hen ad vejen tilbydes statsministeren her en række yderligere, når han løber tør
4. november 2006

Som bekendt begyndte det med masseødelæggelses-våben. Sådanne besad Saddam angiveligt i læssevis, det var kun et spørgsmål om tid, før han smed en atombombe i Nørre Nissum og gassede Brovst. En trussel mod verdensfred og fædreland, det sidste tilstrækkelig krigsbegrundelse for Dansk Folkepartis ledere.

Denne flok magtliderlige skallesmækkere ophøjede dansk sikkerhed som afgørende krigsdeltagelsesargument. Andet ville være i strid med partiets ideologer, de to præster. Kun den nærmeste næste tæller, kun fædrelandet kalder. Såfremt nogen insisterer at gøre godt i verden, for eksempel ophjælpe vilkårene for demokrati og oplysning, hvor før kun var jammer og tænders gnidsel, dyrker man ifølge præsterne en idé og bliver idealist. Idé er ond. Nationen er ikke en idé, men indstiftet af Gud. Gud er ikke en idé, men Gud, altså er en nation derfor en nation og ikke en idé. Præsterne er efter egne udsagn derfor ikke ideologer, men ægte konservative i kald og stand. Enhver kan tydeligt se forskellen, når nationalstaten ikke kan være en idé, men leveret af Historien og ved Guds nåde, som er kongruent med Historien, eller pr. stedfortræder ved Helligånden.

Ondt bliver i øvrigt værre, hvis det rent faktisk lykkes en given person at gøre noget godt for andre, thi så har den pågældende forsyndet sig mod gerningsretfærdiggørelsesprincippet, som heller ikke er en idé, men noget andet og en forseelse værre end døden, for som udøver af gerningsretfærdiggørelse gør man sig til Guds ligemand eller sætter sig i stedet over Gud, og det er ikke godt, for så er næste stadie på vejen tyranniet, Gulag og Auschwitz. Hvis en og anden på denne baggrund, som er et loyalt referat af præsternes tankegang, eventuelt mener, at disse forestillinger (ideer) er det rene vås, er en og anden på sporet af stor visdom.

Tilbage til krigsbegrundelserne. Siden det heller ikke lykkedes for amerikanerne at finde Saddams masse-ødelæggelsesvåben, som ambassadør Blix i spidsen for sine FN-våbeninspektører i sin tid og efter årelange og grundige efterforskninger ikke mente fandtes, og som de kun manglede få ugers undersøgelser for at kunne føre endeligt bevis for ikke fandtes, ændrede statsministeren krigsbegrundelse ved hjælp af kreativ bogføring; en metode, enkelte læsere måske husker, statsministeren har bragt med sig fra sin tid som skatteminister, hvor han som kvittering for øvelsen blev verfet ud af regeringen. Disse ændrede krigsbegrundelser falder ind under begrebet vildledning, i dette tilfælde af Folketinget, en praksis statsministeren også forsøgte sig med i skatteministertiden. Grov vildledning.

Alternativ årsag

Fogh Rasmussen kunne, hvad angår Irak, for så vidt hurtigt markedsføre en effektiv alternativ krigsårsag, da lettelsen over at Saddam var væk vitterligt kunne indløses i den første tid, hvor fremmede tropper i Iraks byer bistod irakerne med at vælte statuer af tyrannen. Så var det, at Fogh Rasmussen over for indvendinger mod de skiftende begrundelser kom med den om, at ingen vel anstændigvis kunne være utilfreds med, at Saddam var blevet jaget ned i et sort hul, hvor han sad og gemte sig for amerikanerne, der for resten før i tiden havde solgt ham våben i tonsvis.

Statsministerens argument var som at sparke en åben dør ind. Ingen ønskede selvsagt blodhunden tilbage. I det mindste ikke dengang. Kan hænde der nu sidder visse kynikere i State Department i Washington og Foreign Office i London og drømmer sig tilbage til ordnede forhold i Irak, hvor folk blev underkastet tortur i fængslerne, men ikke så meget mere end her og nu ved likvideringerne i Iraks byer. Andre forsvandt dengang eller blev myrdet, men ikke i nær det antal, som nu forsvinder og må lade livet i, hvad der ikke kan beskrives som andet end borgerkrig - en desorganiseret affære, men ikke desto mindre en borgerkrig.

Selv Saddam kunne på en god dag sjældent komme op på 150 dræbte og står som drabsmand i skyggen af både de officielle civile tabstal for ikke at tale om de uofficielle på omkring eller godt over 600.000 døde irakere.

Giv dem demokrati

Fogh Rasmussen og hans folk kunne jo ikke i længden bruge det retoriske spørgsmål, om man da ville have Saddam tilbage. Slet ikke da disse markante tabstal og klare tegn på det totale kaos kappedes om avisforsiderne og tv-stationernes prioriteringer i deres beretninger om katastrofen. Så var det, Fogh Rasmussen stadig i takt med de skiftende amerikanske begrundelser fandt på den med demokratiet. Amerikas rystende primitive præsident ("My job is to do my job", som Bush sagde forleden, da han kaldte krigen et komma i historien) og hans fanatiske fundamentalistiske republikanere havde da lanceret demokratiet som krigens egentlige (nye) mål. "Give them some democracy", som de siger om uudviklede folk, der ikke på egen hånd har fattet charmen i, at kun millionærer kan stille op til valg, således som i det forbilledlige amerikanske folkestyre, hvor smædekampagner og bevidste fejl-optællinger og anden fusk og fidus, som regel iværksat af den regerende præsidents parti, karakteriserer systemet.

Bush's danske allierede og eftersnakker tog med kyshånd demokratibegrundelsen til sig. Som manna fra himlen. Det var, hvad hele felttoget havde drejet sig om: at omvende Irak og med Irak hele regionen til demokratiet, som om demokrati i Irak rager Fogh Rasmussen en høstblomst. Man ransager hukommelse og fortid for spor af statsministerens engagement i andre landes og andre folks demokratiske velfærd, hvis et sådant engagement ikke ligefrem har haft en begrundelse i for tiden kørende spin. I fald der skulle være noget at komme efter, har Fogh Rasmussens tilkendegivelser i henseende til at fremme demokrati og menneskerettigheder været påfaldende lavmælte.

Som tingene udvikler sig i Irak, skal man være mere end almindelig tungnem for ikke at indse, at det ligger lidt tungt med demokratiambitionen. Den pointe har Dansk Folkepartis Søren Espersen også fattet og straks benyttet anledningen til som nogle amerikanere at begrunde en reduceret demokratisk ambition for Irak med, at muslimer ikke kan finde ud af at være demokrater. Noget lige så forhærdet sludder som ambitionen om at indføre folkestyre a la Florida i Irak er tåbelig. Man spørger i den anledning sig selv, hvad en udenrigspolitisk ordfører som Espersen egentlig gør for sin almene oplysning om forholdene i verden, hvad han ser af aviser og andet godt. Anders And?

Demokratibegrundelsen er som de forrige begrundelser ved at sive ud mellem fingrene på Bush og krigsherrerne på Christiansborg. Nu besværer Fogh sig over sine politiske kollegers mangelfulde mentalitet.

Terrorister med cykellygter

Men hvad bliver mon så den næste krigsbegrundelse, nu hvor også terrortruslen er afvist som kommende fra Saddam? Det kan på denne baggrund, hvor disse store fænomener - terroren, sikkerheden, tyranniets fald, demokratiet - efter tur udhules og forkastes, blive småt for enhver. Statsministeren må hellere påbegynde øvelserne i egnede reservebegrundelser. Her er nogle, Fogh Rasmussen og Søren Espersen overleveres vederlagsfrit, såfremt Bush, som de har det hele fra, løber tør eller opgiver at forklare sig yderligere, fordi krigen, som han jo sagde, er et komma.

Af mere neutrale begrundelser, som dog kan være afgørende for sikkerheden i det borgerkrigshærgede land kan frit vælges:

Vi er med i Irak for at lære de irakiske terrorister at køre med cykellygte efter mørkets frembrud. Vi bliver, til arbejdet er gjort færdigt.

Men man kan specificere begrundelserne på områder, hvor statsministeren har erfaring:

Vi er i Irak for at forhindre at deres nye finansminister bosætter sig i et af sine sommerhuse og krænker den eventuelle irakiske lov om bopælspligt. Vi bliver, til arbejdet er gjort færdigt. Vi er i Irak for at forhindre, at landets justitsminister foretager højresving uden at se sig for...

Krigsbegrundelserne er legio, det er bare at begynde fra en ende af. Vi bliver, til arbejdet er gjort færdigt med eller uden kreativ bogføring. Man tror, det er løgn. Det er det også.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu