For ikke så længe siden blev der skrevet spalte op og spalte ned om den eneste tilbageværende supermagts militære overlegenhed i verden. Man optalte hangarskibe og krydsermissiler og langdistancebomber og jagerfly, og alle synes enige om, at overlegenheden var stor. Nogle sammenlignede med det britiske imperie, andre med det romerske, og så var der dem, der anså dette imperium for at være så stort, at det slet ikke kunne sammenlignes med noget.
Det, der blev diskuteret, var under alle omstændigheder ikke, om USA var det mægtigste land i verden, ja formodentlig det mægtigste land nogensinde, men derimod hvordan USA skulle anvende sin overlegne supermagt.
Toneangivende folk inden for supermagtens egne rækker, deriblandt præsidenten, hævdede efter terrorangrebene den 11. september 2001, at magten skulle bruges til at udskifte 'onde' regimer og til at forklare krigen mod terror. De hævdede tilmed, at den militære overlegenhed (og det medfølgende historiske 'tillidshverv') gav USA ret og pligt til på egen hånd at afgøre, hvilke regimer der skulle udskiftes, og hvordan krigen mod terror skulle føres, og i hvilken grad internationale institutioner og love skulle respekteres eller ej.
Noget gik galt
En på den tid indflydelsesrig amerikansk opinionsdanner, Robert Kagan, forsvarede den nyfundne amerikanske selvtilstrækkelighed (unilateralismen) med, at amerikanere var fra Mars (krigsgudens planet), mens europæere var fra Venus (kærlighedsgudindens planet).
Ifølge Kagan havde amerikanerne i modsætning til europæerne forstået, at verden stadig var en jungle, og at evnen til at vinde krig stadig var en forudsætning for at vinde fred.
I juli 2002 ophøjede USA sin militære overlegenhed til officiel sikkerhedsdoktrin. Jo mere militært overlegen USA blev i forhold til sine globale 'udfordrere', desto sikrere skulle USA blive - og derigennem også resten af verden. Jo større militær overlegenhed desto mere smertefri omvending af ondsindede slyngelstater til USA-venlige demokratier.
I bedste fald skulle slyngelstaterne og de tilhørende terrorister tabe modet og falde sammen simpelthen på grund af det 'chok og bæven' ('shock and awe'), som den amerikanske militære overlegenhed var tiltænkt at indgyde blandt dem. Det var chok og bæven, der for en kort stund ansås for at have vundet krigen i Irak - den korte stund, vel at mærke, da krigen i Irak ansås for at være vundet.
Men noget gik galt på supermagtens vej mod supermagt. De krige, som skulle vindes, blev tabt. De fjender, som skulle svækkes, blev forstærket. De samfund, der skulle reddes, blev ødelagt. Den globale sikkerhed, som skulle øges, blev mindsket. På det ene område efter det andet viste USA's militære overlegenhed sig umulig at omsætte i global prestige og magt, og det lykkedes i endnu mindre grad at tvinge fjenden til "at gøre vor vilje til sin", hvilket ifølge filosoffen von Clausewitz må være selve formålet med militær overlegenhed.
Så hvad var det, der skete?
En ny slags fjende
Et af problemerne var, at de fjender, som den militære overlegenhed var udset til at skulle besejre, ikke længere udgjorde nogen trussel, mens den slags fjender, der nu udgjorde en trussel, ikke så let kunne besejres med militær overlegenhed.
Der fandtes ligefrem fjender, der fik sin næring fra den militære overlegenhed, der voksede sig stærke i skyggen af den, der udviklede strategier og våben, som den militære overlegenhed ikke kunne forsvare sig imod. Den var snarere en belastning.
Militær overlegenhed kan bruges til meget, men ikke til at besejre religiøst eller ideologisk funderede bevægelser med tidligere ydmygelser som drivkraft, kaos som grobund, frygt som livsluft, provokation som strategi og terror som våben. I hvert fald ikke hvis den militære overlegenhed samtidig skal legitimeres med et forsvar for frihed og demokrati, hvilket et opinionsfølsomt demokrati som USA er nødt til at legitimere den med.
Den kan for eksempel ikke anvendes til med vold at fordrive og tilintetgøre hele befolkninger, som ikke er villige til at "gøre vor vilje til sin". Det militært overlegne Rom kunne en gang tillade sig at, med Tacitus ord, "først lægge øde og så kalde det fred", men det kan vor tids eneste supermagt, uanset hvor militært overlegen den end måtte være, ikke gøre uden samtidig at underminere de politiske forudsætninger for sin magtposition.
Øget trussel mod USA
At såvel Afghanistan som Irak alligevel risikerer at blive en slags ørken (under den lakoniske betegnelse 'havarerede stater', 'failed states') viser om ikke andet, at militær overlegenhed ikke umiddelbart er foreneligt med en målsætning om frihed og demokrati. Og faktisk heller ikke med den tilsyneladende mere åbenlyse målsætning om at styrke USA's magt og indflydelse i verden.
Et Irak med daglige terrorangreb, etnisk-religiøst sammenbrud og militære frustrationer er sandsynligvis blevet en større trussel mod USA, end Saddam Husseins Irak nogensinde var. I Afghanistan er talebanerne tilbage. I Iran danser mullaherne på bordet. I det Mellemøsten, hvor "frihed og demokrati" skulle sejre, har islamistiske ideer og bevægelser vundet stemmer og terræn.
Den militære overlegenheds strategi har om muligt haft en endnu mere selvdestruktiv effekt i Israel-Palæstina, hvor den regionalt overlegne militærmagt Israel (med USA's støtte) er i fuld gang med endnu en gang at lægge øde og kalde det fred - eller i det mindste sikkerhed. Og konsekvenserne bliver også denne gang, udover endnu en politisk og humanitær katastrofe, endnu mindre fred og sikkerhed.
Man behøver ikke være fra Venus for at synes, at krigerne fra Mars har misforstået forudsætningerne for fred og sikkerhed i verden.
Göran Rosenberg er uafhængig journalist, forfatter og kommentator for Dagens Nyheter og Information
Oversat af Anders Haahr Rasmussen
