Læsetid: 4 min.

'Krigerne' - det kunne også være dig

Dokumentarserien 'Krigerne' viser at det er undtagelsen ikke at bukke under for gruppepres
23. januar 2006

Af Poul Martinsens glimrende dokumentarserie Krigerne fremgår det, hvor nemt det er at 'dæmonisere' fjenden. Ganske almindelige danskere bliver af en specialist i teambuilding på utrolig kort tid indgivet en uhyggelig stærk gruppeidentitet og opgiver mange af de sociale værdier i forhold til andre, som vi ellers normalt roser os af at besidde.

Men det er jo bare reality-tv, har jeg hørt nogen sige. Til det må jeg svare, at jeg som udenrigskorrespondent har set så mange horrible umenneskelige ting, at jeg ikke er i tvivl om, at de allerfleste har det i os. At undtagelsen er dem, som ikke bukker under for gruppepresset, men som tør træde uden for rækkerne, bryde det bånd, som opstår mellem gruppemedlemmerne. Derfor ville jeg gerne have hørt mere til den ene kvinde, som på et tidligt tidspunkt sprang fra i Martinsens serie. For hende kan vi andre lære af.

Da jeg i 1982 stod i Sabra og Chatila og så de hundredevis af myrdede palæstinensiske kvinder og børn, måtte jeg prøve at bilde mig selv ind, at de såkaldte kristne militser ikke bestod af onde mennesker, men at de var blevet hjernevasket af den militære træning og deres lederes dæmonisering af fjenden.

I Danmark har vi i mange år kun sjældent bragt vores unge i militære situationer, hvor det blev afprøvet om de kunne stå for gruppepresset, når situationen opfordrede til grænseoverskridende handlinger.

Vi er ikke en udpræget krigernation. Derfor var jeg meget nysgerrig, da jeg for et par år siden tilbragte en del tid på et amerikansk militærakademi. Jeg talte navnlig med to af de unge, en mand og en kvinde. De havde netop mistet en kammerat i Irak, og derfor var det virkelig alvor, når vi talte om dette at skulle i krig. Det kunne være i Irak, Afghanistan eller et af de mange andre steder på kloden, hvor amerikanerne har interesser, der kan udløse en intervention.

Krigens ringvrag

Robert O'Heeny ville gerne være med i de berømte navy seals, frømændene, som sendes ind bag fjendens linjer på yderst farlige missioner, og for ham gjaldt, at han kun ville få sin yderste drøm opfyldt, hvis den hårde træning blev afløst af skarpe situationer i felten. Robert var slet ikke en hård fyr, men han havde valgt sin karriere, han dyrkede kampsport og pinte sig selv dagligt for at blive total skarp.

Amanda Thomas havde også forsøgt at komme med i eliten, men måtte give op, da de daglige øvelser blev så hårde, at hun faldt i søvn i timerne. I stedet ville hun så være helikopterpilot. Amanda havde en religiøs baggrund fra et fattigt område i West Virginia, og jeg borede i, hvordan det kunne hænge sammen med hendes kristendom, at skulle drage ud og slå ihjel.

Hun svarede, at nogen gange måtte man påtage sig ubehagelige ting for at nå et højere gode, men samtidig så jeg, hvordan tårerne trillede ned ad kinderne på denne kriger, mens hun overvejede sit dilemma. Hvad jeg faktisk følte som meget befriende. Amanda ville aldrig kunne tage det let at dræbe andre, men altid stille spørgsmål til motivet for at bruge sit maskingevær eller sit missil.

På samme tid traf jeg Tom Titus, kaldet 'Ghost', ved Vietnam Memorial i Washington DC. Ghost havde mistet det meste af sin gruppe i Vietnam, men han var selv fortsat som ranger i special forces og havde deltaget i stort set alle USA's krige inklusiv den første golfkrig. Han var tydeligvis et ringvrag. Med et forlist ægteskab og en voksen søn, som mod hans vilje insisterede på at gå den samme vej, og som netop var kommet såret hjem fra Afghanistan. Og nu havde meldt sig frivilligt til Irak.

Jeg kom til at tænke på Ghost og mine amerikanske soldatervenner forleden, da jeg sad og så et indslag i TV-Avisen om de danske specialkorps. De klagede over, at de kun blev anvendt til bløde opgave - som bodyguards - og alt for sjældent blev sendt ud i "skarpe situationer". De ønskede meget mere rigtig krig, for ellers - forstod jeg - kunne de ikke blive gode nok og hævde sig i forhold til kollegerne i udlandet.

I de 'gode gamle' dage var det militærets opgave at forhindre krig. For krig betød gensidig udslettelse med atomvåben. I dag er krig igen blevet en accepteret del af den udenrigspolitiske palet. I USA. Og også herhjemme.

Det blev heldigvis betonet i samme indslag, at det ikke er lederen af Jægerkorpset, men Folketinget, som beslutter, om vores krigere skal være med i mere af det skarpe og have nærkontakt med rigtige fjender. Og jeg tænkte på, at de unge mænd burde møde en type som Ghost og ikke bare høre om de op mod 500 granatsplinter, som stadig sidder i hans krop, om leukæmien, som han tror stammer fra Agent Orange i Vietnam, men også om arene i hans sjæl.

Ingen krige har en happy end. Heller ikke for de vindende krigere. Og en rigtig helt er i mine øjne den, der modstår gruppepresset og siger nej til dæmoniseringen af andre mennesker.

Jørgen Flindt Pedersen er journalist og filminstruktør

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her