Læsetid: 3 min.

Krigsforbrydere ansat i Irak af USA

Privatansatte sikkerhedsfirmaer i Irak hyrer soldater fra apartheidstyret i Sydafrika, Pinochet-tiden i Chile og Milosevic' krig i Serbien. Soldaterne bliver betalt af amerikanske skattepenge
4. juli 2005

Krigsforbrydere fra hele verden har fået nyt arbejde. Serbere på flugt fra den internationale domstol i Haag, dødspatrulje-veteraner fra Sydafrika og soldater fra Pinochets diktatur i Chile bidrager - betalt af amerikanske skattepenge - til forsøget på at etablere fred og demokrati i Irak.

Soldaterne med den brogede fortid er blevet ansat af de såkaldte private sikkerhedsfirmaer, hyret af den amerikanske regering til at stå for bevogtning af personer, bygninger og transporter i Irak. Lejesoldaterne bærer automatiske håndvåben, skudsikre veste og hjelme, og har i mange tilfælde kæmpet side om side med amerikanske styrker i ildkamp mod irakiske oprørere.

"Kan man hurtigt stille med mange bevæbnede mænd i Irak, er der så store summer at tjene, at mange sikkerhedsfirmaer har slækket på kravene. Flere af dem ansætter folk, de slet ikke har interviewet," siger USA's førende ekspert i den private militære industri, seniorforsker Peter Singer fra Washington-tænketanken Brookings Institution.

Vicepræsident Marco Nicovic fra den Internationale Bodyguard og Sikkerhedsservice Organisation forklarer, hvorfor Irak tiltrækker tvivlsomme typer.

"Irak er det perfekte sted for arbejdsløse soldater med en blakket fortid, for her kan de starte på en frisk, samtidig med at de tjener rigtig gode penge," fortæller Marco Nicovic, der har en fortid i FBI og tidligere har været politichef i Beograd.

"I Irak kan de leve skjult, uden for rækkevide af international retsforfølgelse. Jeg vurderer, at der i Irak for tiden er 4.-5.000 tidligere soldater fra Balkan-krigene, og heraf er omkring 1.000 fra Serbien."

Også i Sydafrika er en række elitesoldater blevet arbejdsløse efter apartheidstyrets fald, og det har fået flere af dem til at søge mod Irak. Information kender til tre navngivne personer, der alle var med i dødspatruljer under apartheidstyret og siden har arbejdet i Irak. En af dem, Deon Gouws, fortalte til den sydafrikanske Sandheds- og Forsoningskommission, hvordan han havde samlet ni unge sorte ANC-aktivister i et hus og sammen med sine kolleger skudt dem alle ned med AK-47 geværer for efterfølgende at brænde ligene.

Det amerikanske sikkerhedsfirma Blackwater har adskillige kontrakter med den amerikanske regering og har blandt andet stået for bevogtningen af den tidligere amerikanske administrator i Irak, Paul Bremer. Firmaet har haft stort behov for nye medarbejdere, og i et interview indrømmer Blackwaters chilenske rekrutteringschef, José Miguel Pizarro, over for Information, at han har sendt soldater afsted, der - ligesom han selv - har været i hæren under Pinochets militærdiktatur.

De amerikanske myndigheder har intet overblik over hvor mange private sikkerhedsstyrker, der opererer i Irak, men ifølge Peter Singer arbejder der for tiden 20.000 privatansatte med militære opgaver i Irak. Mange af disse er tidligere engelske eller amerikanske elitesoldater, men årsagen til, at firmaerne også hyrer folk med en blakket fortid, er, at de amerikanske myndigheder og virksomheder vælger at bruge privat beskyttelse som aldrig før, og derfor er der stor efterspørgsel.

Marco Nicovic fra den Internationale Bodyguard og Sikkerhedsservice Organisation giver også en anden grund:

"Man kan jo synes om de her folk, hvad man vil, men faktum er, at det er nogle meget dygtige, hårdhudede og erfarne lejesoldater. Folk, der leverer varen, og ikke stiller for mange spørgsmål," siger han.

FN's tidligere chefanklager ved krigstribunalerne for Eks-Jugoslavien og Rwanda, sydafrikaneren Richard Goldstone, mener ikke, at folk med en sådan baggrund bør arbejde i Irak.

"Jeg er oprørt over, at de her mennesker har fået arbejde i Irak. De kommer fra et miljø, hvor krigsforbrydelser har været accepteret, så det hører ingen steder hjemme, at de skal forestille at være med til at etablere demokrati," siger han fra sit hjem i Sydafrika.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu