Læsetid: 4 min.

Krigsherredemokratiet

20. september 2005

DEN SIDSTE FASE af Bonn-processen - den internationale plan fra 2001 om at gøre Afghanistan til et stabilt demokrati - er nu fuldført. Tilbage står det at se, om søndagens valg så var et skridt i den rigtige retning. Da organiserede politiske partier kun findes i ringe grad, vil selve valgresultatet ikke gøre os klogere. Vælgerne må vente og se, hvordan deres nye parlament - det første folkevalgte siden 1969 - vil fungere i praksis.

Hvad vi på dette stade kan konkludere, er, at Taleban og ligesindede grupper ikke havde tilstrækkelig styrke eller motivation til at skræmme vælgerne væk. Sandsynligvis kan vi også tillade os at slå fast, at hverken krigsherrer eller narkobaroner fandt anledning til at intervenere, fordi de ikke så deres interesser tilstrækkeligt truede.

At valgdeltagelsen blev betydeligt lavere end ved præsidentvalget sidste år skyldtes mindre truslen om voldsaktioner end det faktum, at yderst lidt er sket, siden den USA-støttede Hamid Karzai etablerede sig i præsidentpaladset. Alligevel er 50 procent en acceptabel valgdeltagelse for et land, som er blevet hærget og plaget af krig og konflikter i over et kvart århundrede.

Der er stor risiko for, at valget kan munde ud i mareridt. Milliarder er blevet pumpet ind for at sikre, at valget kunne gennemføres. Et sikkerhedsopbud på 100.000 mand, et gigantisk valgmaskineri og store mængder propaganda. Men skønt de udenlandske besættelsestropper og Karzai har haft langt længere tid at arbejde i end det provisoriske regime i Bagdad, har de gjort minimale anstrengelser for at skabe forståelse for, hvad et demokrati indebærer. De ngo'er, som forsøgte dette, blev ofte modarbejdet, truet og jaget bort. Valget blev glimrende markedsført, men indholdet er i bedste fald magert og belastet af store islæt af kriminalitet og tyranni.

PRÆCIS HVEM, DER kontrollerer valgkommissionen, er uigennemskueligt. Men at blot 32 af de 5.800 kandidater blev diskvalificeret, 21 af dem 'mistænkt for at konspirere med krigsherrer', antyder forrædderi imod alle demokratiske idealer. Alene krigsherren Gulbuddin Hekmatyar, leder af det ekstremistiske Hizb-i-Islam-parti og efterlyst af USA som terrorist, menes at råde over mere end 150 kandidater. Flere andre mistænkte for krigsforbrydelser er også med og repræsenteres af rene stråmænd. Ikke engang gamle Abduul Rasool Sayyaf, som i 1985 indbød Osama bin Laden og hans wahhabistiske landsknægte til at deltage i Mujahedins geledder, har fået det røde kort. Den gamle ministerpræsident Burnahuddin Rabbani, som stod i spidsen for Mujahedins ødelæggelse af Kabul, har også fået lov at slippe ind igennem det, som hævdedes at være et nåleøje. I værste fald risikerer valget at give legitimitet til krigsherrer og heroinkonger.

I vidt omfang har den vestlige verden svigtet den afghanske verden, som vi efter den 11. september håbede skulle opstå. Donorlandene har langtfra opfyldt deres generøse løfter, og USA har helt koncentreret sine anstrengelser på det militære felt i en stadig mere ørkesløs jagt på al-Qaedas terrrorister og Taleban. Samtidig har man lukket øjnene for, at Afghanistan er blevet forvandlet til en narkostat og afholdt sit eget militær fra at stoppe selv de mest åbenlyse opiumkaravaner. Heroinpenge finansierer nu en stor del af genopbygningen af hovedstaden.

USA's militære nærværelse opviser nu alle tegn på at være en besættelse, hvilket gøder mishaget blandt de pashtunske stammer, som er sat uden for indflydelse. Støtten til Taleban tager til i de sydligste og østligste provinser, og Pentagon siges nu at overveje et gigantisk hegn langs med grænsen til Paki-stan i håbet om, at dette kan stække den islamistiske bevægelse og blive et effektivt modtræk imod våbensmugling. Et yderligere problem er, at nabolandene vægrer sig mod at opgive deres manipulering af Afghanistans rivaliserende grupper.

MEN TRODS ALT alt har den afghanske nationalstat bedre overlevelseschancer nu end det plagede Irak. Den etniske rivaliseren kan være slem nok, men den holdes i ave af den udenlandske militærtilstedeværelse, den elendige infrastruktur og de kim til fungerende politiske institutioner, der nu er sået, ikke bare i Kabul, men også i de 34 provinser. Den fanatiske religiøse modvilje er nedtonet. Regeringen har trods alt en en vis arbejdsro. FN og EU kan som NATO i en vis udstrækning påvirke udviklingen og tvinge Karzai til at distribuere den udenlandske bistand også uden for hovedstaden.

Yderligere fremskridt kræver en øget indsats fra donorlandene på alle niveauer. Den militære intervention må gøres mindre destruktiv, hvilket må forudsætte en gradvis amerikansk militærtilbagetrækning. En særlig indsats for at knuse heroinin-dustrien og dens mange gidsler i Kabul, Europa og Rusland er en absolut forudsætning.

Valget i Afghanistan har på kort sigt nul effekt på bestræbelserne for at demokratisere Irak og Mellemøsten. Men med succes på længere sigt kan udviklingen her bidrage til at vise vejen ud af Bagdads kompakte mørke og blodsudgydelser.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu