Læsetid: 6 min.

Kriminalromanen som tegneserie

Dan Turèlls krimier er blevet udgivet i en stor samlet udgave. I den anledning har vi bedt forfatteren Christian Dorph med en forkærlighed for Turèll og krimien om at genlæse Turèlls krimier og vurdere dem på nutidens præmisser
20. marts 2006

At læse Dan Turèlls samlede udgave af mordserien med Peder Bundgaards barnligt blå tegne-serieomslag er lidt som at bladre i en Jumbobog eller indbundne komplette årgange af Anders And-bladet eller måske snarere Anders' svenske fætter udi parodien, Arne And.

Eller måske endnu snarere den franske l'inspecteur Canardo, denne hårdkogte, cigaretrygende andrik, der rejser rundt og opklarer forbrydelser og nedlægger damer, som kan være katte, hunde og andre dyr.

Hos Turèll bliver især kvinderne sammenlignet med dyr, f.eks. rovdyr, hvis de er lækre, som Gitte Bristol og Barbara fra Bladet, eller hejrer (og i en enkelt tilfælde en total trannet trane), hvis de er gamle og sure.

Turèlls mordserie er kriminalromanen som tegneserie, og ligesom i en tegneserie er alting godt og grundigt stiliseret. Personerne er nogle papfigurer, originaler eller ej, folk dør med knive i ryggen i hvert andet kapitel, handlingen er jævnt hen idiotisk, og efterforskningen følger klodset det forhåndenværende søms princip.

Hvis der er et plot, hænger det i bedste fald sammen, men er lige så let at løse som en børnekrydsord. Men det var sådan, Turèll ville have det.

Han skrev ikke krimier for plottet og realismens skyld, men for stemmen, stederne og stemningens skyld, og for mytologien, typerne og jargonen i de miljøer, han kendte og færdedes i. Han blæser også højt og flot på politimæssige og kriminaltekniske detaljer. Hvis en mand dør (med en kniv i ryggen), kommer de i kitler og slæber ham ud, og lederen af drabsafdelingen, der hedder Ehlers, som burde have haft en titel med kriminal- foran og være i afdeling A på Politigården, er i bøgerne politiinspektør og holder til på stationen på Halmtorvet henne om hjørnet. Hvilket er helt i orden. Også at Den Navnløse arbejder lige så flittigt freelance for politiet som for Bladet.

Bøgerne gør ikke krav på realisme i den forstand. De kan læses som Turèlls privatmytologiske noir-dagdrømme om Vesterbro by night, og en del af historierne har han sikkert brygget på og fået ideer til på sine lange natlige vandringer i kvarteret, inden han svingede hjem omkring stamværtshuset. Serien begynder også som noget i en drøm (lidt ligesom Paul Austers By af glas): Telefonen ringer midt om natten på første side i Mord i Mørket, og Den Navnløse tager den og lytter til en stemme, han ikke kan genkende og aldrig får identificeret: "Det er mig, gamle ven- Du kender da stemmen? Kom straks over i Saxogade- Nummer 28B".

Druktur i mørket

Det lyder jo skønt og stemningsfuldt. Og herrespændende. Det er det bare ikke. I hvert fald ikke det sidste. Spænding, suspense og gys er lidt en mangelvare i Turèlls mord-serie, nok fordi han primært var digter og sprogekvilibrist.

De første par bøger er ikke gode. Men han bruger dem til at skyde sig i gang, til at skrive sig ind på genren og til at give de vigtigste sætstykker og figurer: den bastante, men rare politiinspektør Ehlers, koleriske Otzen, chefredaktør på Bladet, den lakoniske Bob, som er bartender på Stjernecaféen, den mørke, sexede Barbara, brevkasseredaktør på Bladet og Den Navnløses elskerinde både før og efter, han møder Gitte Bristol, den smukke, stilige advokat, som han er smaskforelsket i og en bovlam beundrer af gennem samtlige 12 bøger!

I første bog, Mord i Mørket, snubler Den Navneløse over det ene lig efter det andet, da alle beboerne i Saxogade 28B, anden baggård, bliver dræbt med revolverskud.

Han snuser lidt rundt, men det eneste, han støver op, er en dame, der senere dør. Politiet finder heller ikke ud af ret meget, efterforskningen virker som det rene dilettanteri, men romanen forløses delvist, da en gammel antikvarboghandler, Bille, tager ud og skyder den kriminelle bagmand, kaldet Den Tynde, i dennes forstadsvilla ved Furesøen.

Det bedste i Mord i Mørket er de helt sorte sekvenser, hvor Den Navnløse drikker sig ned i et hul og smadrer servicet i sin lejlighed, så han senere må spise af paptallerkener.

Det værste er den evige voice over og den dum-kyniske onkelhumor, som handlingen er sovset ind i, fordi Den Navnløse hele tiden skal kommentere alting, op ad stolper og ned ad vægge, som om romanen er én lang og langtrukken I byen-klumme.

Ord bliver konstant kursiveret, og accent aigu'er og accent grave'r strøes med gavmild hånd ud, så vi ikke er i tvivl om, at betoningen skal lægges dèr og dér og hvor der skal sættes en tyk fed streg under.

Der er ikke meget show it, don't tell it over det, men naturligvis er der skønne passager og sproglige perler, Turèll skriver jo fremragende til hver en tid, men den suveræne sproglige opfindsomhed og sprechstallmeisterstilen, som er en styrke i f.eks. Vangede Billeder og Storbydigtene, bliver en tilsvarende svaghed i flere af krimierne, fordi plottet og handlingen drukner i sprog & ævl.

Café Christopher

Heldigvis bliver bøgerne bedre. Mord i Marts, nr. 5, og Mord i September, nr. 6, er glimrende kriminalromaner, hvor Turèll strammer plottet og rammer balancen mellem sprog og handling rent. Her viser han et sandt mesterskab, fordi han improviserer og er i stand til det og samtidig er optaget af historien og dens forviklinger.

I Mord i Marts bliver en rig kunstsamler fundet dræbt i sin lejlighed på Frederiksberg. Interessen samler sig om den følelseskolde søster, Irene Liljencrone, og den unge kunstner, Willy Fontana, en af "de heftige", så det er også og samtidig en spids satire over kunstverdenen og de unge vilde malere fra 80'erne.

I en af de bedre scener bliver Den Navnløse forsøgt pandet ned af Willy Fontana - som han tror er en anden - udenfor en hårdkogt bøsseklub, Café Christopher, på den fiktive Herman Bangsvej på Frederiksberg. Men Den Navnløse får overtaget og giver den heftige kunstner tæv. Senere tror Den Navnløse, at han har slået Fontana ihjel, fordi denne dukker op i lighuset, hvor han bliver forvekslet med et andet lig!

Det er ikke mindre tegneserieagtigt end i de andre bøger, men her fungerer det, fordi der er et flow over begivenhederne, og Dan Turèll brillerer med både plottet, satiren og sproget, og det gør bogen værd at læse.

Mord på stribe

Det samme kan man desværre ikke sige om de sidste bøger i serien. Mord på Medierne, den næstsidste af romanerne, er tung i røven og lang i spyttet, og Mord i San Francisco, den sidste, er en underlig rodet historie, som det ikke er værd at skrive hjem om.

Mord-serien har aldrig savnet læsere og er efterhånden blevet godt kanoniseret, og med denne superbillige nyudgivelse i fire bind vil der utvivlsomt komme endnu flere læsere til. Det er charmerende og skamløst kulørte bøger, der er velskrevne og lette og hurtige at læse, og de er herligt politisk ukorrekte, men der er også gode klare holdninger og et markant livssyn i dem.

Som sådan er det måske først og fremmest nogle virkelig gode ungdomsromaner. Der er garanteret mange, der er begyndt her og har fået smag for litteraturen og kriminalromanen ved at følge Turèlls journalistdetektiv i tykt og tyndt, fra drab til drab og fra drink til drink.

Denne gæsteanmelder ville dog personligt foretrække at komme på en rigtig firebinds druktur på det virkelige Vesterbro.

Dan Turèll, Mord-serien bd. 1-4, pris pr. bind kr. 149,95, Borgens Forlag

Christian Dorph er forfatter og underviser på Skrivelinjen på Testrup Højskole.

20060319-213217-pic-825778015.jpg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu