Læsetid: 3 min.

Den kriminelle fauna

Nicolas Winding Refn afslutter med sikker hånd sin Pusher-trilogi om overflade-stærke mænd, der køres i sænk
2. september 2005

Når Milo (Zlatko Buric) er til afvænningsmøde blandt tidligere narkomaner, kunne vi være i en Ken Loach-film. Men når han afregner kontant med sine gangsterkolleger, befinder vi os snarere i Martin Scorsese-land.

Nicolas Winding Refns Pusher-trilogi befinder sig genremæssigt et kuriøst sted mellem usmykket socialrealisme og gammeldags gangster-mytologi. Men siden Kim Bodnias hårdt pressede Vesterbro-narkosælger endte som lidt af en ungdomshelt i den første Pusher-film, er Refn blevet ni år ældre og mere moden, og det mærkes i positiv forstand på de to senest udsendte Pusher-film.

Genre-afhængigheden er svundet ind til fordel for et mere nuanceret og fyldigt persongalleri. Og trilogien løser på elegant vis fortsættelsernes iboende genbrugs-problematik ved netop ikke at være sequels, men forgreninger på den første film, hvorfra to skikkelser forfremmes til hovedpersoner: Mads Mikkelsens Tonny i Pusher II og Zlatko Buric' Milo i Pusher III.

Det var den første Pusher-film, der gav eks-jugoslaven Buric et Bodil-belønnet gennembrud som den madlavende narkodealer Milo - i daglig omgang lutter jovialitet og komisk klovneaccent, men i stand til at håndhæve sin gangster-etik med fast hånd, hvis det påkræves.

Spidsbelastet dealer

Nu møder vi ham igen, mindre oprømt og charme-fokuseret - og da også spidsbelastet i ekstrem grad. På samme dag skal han stå for sin krævende datters 25-års fødselsdagsfest, forsvare sin position som Nørrebros narkokonge og passe sin afvænning fra de stoffer, han som aldrende nu hellere sælger end selv indtager.

Som i de to foregående Pusher-film befinder vi os i Nicolas Winding Refns kuldslåede verden af forråelse og følelsesmæssig afstumpning: Refn har et - efter danske forhold - særlig skarptskuende blik for primitive desperado-eksistenser, der drives til den yderste rand. Med tilsyneladende lakonisk objektivitet følger han, hvordan de spræller i nettet, mens de kæmper mod overmagten.

Milos modstandere i Pusher III er dog ikke værre, end at den kan elimineres med voldelige midler, hvorefter de tappes for blod og indvolde i nogle spektakulært ulækre scener, som ikke blot giver Refn mulighed for at dyrke sin yndlingsfarve rød, men også for at skabe nogle krasse afsnit af metaforisk styrke.

Som den drevne slagter fører Refn kniven, når han sprætter sine personers indre op og viser mindre appetitlige egenskaber frem: magtbrynde, følelseskulde og brutalitet.

Men samtidig med, at han går på opdagelse i narkomiljøet og rammer en troværdig lokal-jargon, styrer han både Mads Mikkelsens Tonny og Zlatko Buric' Milo ind i et eksistentielt og dermed alment dilemma, hvor identitet og selvrespekt konstant er på spil.

Milo elsker sin datter, selv om hun er ved at blive lige så hård i filten som mange af de dealere, han ellers omgås; og det er derfor logisk, at det er en spejlfigur til datteren, en polsk prostitueret, der indirekte bliver skyld i hans fald. Datteren er Milos ømme punkt, men på vej væk. Og Zlatko Buric rammer især plet, når han i sin meget lidt sympati-anglende præstation som Milo skal forene den hårde handler og det stolte far.

Marinela Dekic er tilsvarende suveræn som hans datter Miranda. Nogle replikløse nærbilleder, mens Buric holder sin smukke fødselsdagstale, viser fint hendes bundne kærlighed til en far, som hun samtidig holder på forretningsmæssig afstand, sikkert klog af skade. Og omkring de to sætter Refn endnu engang en ny dansk standard for autenticitet i krimi-genren.

Hans brug af amatører er superb og afgiver en ram lugt af den ægte vare, når de primitive deals forhandles hjem eller et opgør ender i kvalmende vold.

På banen igen

Med sit store internationale udspil, den mystificerende stemnings-thriller Fear X (2003), fik Refn en halv prestigesucces og en hel økonomisk afklapsning. Fear X tog ham fire år, de to sidste Pusher-film kun to, så der er tale om en forbløffende energiudladning og et glædeligt come-back for en instruktør, som stædigt fastholder sin barske tone, både på ude- og hjemmebane.

Filmfornemmelsen har han hele tiden haft i blodet, men nu er hans evne til at skildre mennesker i rivende udvikling. Pusher-trilogien syner af noget, som den står helt for sig i nyere dansk film - kølig, kraftfuld og konsekvent. En fornyelse af den hjemlige krimi; den første store kortlægning af en københavnsk underverden; og en groftskåren trio af historier om maskulint sammenbrud.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her