Læsetid: 7 min.

Hvor kriminelle retter sig

Skejby Ungdomspension har siden 1970'erne blandet hårdt belastede kriminelle med almindelige logerende. Resultaterne har været bemærkelsesværdige resultater med uortodokse metoder
18. maj 2007

Skejby ungdomspension er en af de meget, meget få kriminalforsorgsinstitutioner, hvor man har kunnet påvise, at kriminelle unge gennem opholdet virkelig har fået forbedret deres mulighed for at klare en fremtid uden kriminalitet. Normalt plejer det at være omvendt.

Denne institutions særlige behandlingsform blev skabt i 1970'erne. Den idemæssige ophavsmand var militærpsykologen, orlogskaptajn Bent Rieneck. Hans undersøgelser inden for forsvaret havde vist, at tidligere tiders ideer om at disciplinere utilpassede værnepligtige i særlige kompagnier var helt forfejlede. Den gensidige påvirkning blandt en social afvigergruppe er så stærk, at selv den bedste pædagogiske indsats ikke vil være nok til at opveje den indre, negative påvirkning.

Derfor gjaldt det om, at de socialt mistilpassede altid blev placeret som et mindretal i en i øvrigt tilpasset gruppe.

Rieneck, som jeg som Direktør for Kriminalforsorgen havde en del samarbejde med, drog selv den konklusion, at ideen med at anbringe socialt mistilpassede under samme tag var elementært forkert. Han sagde noget i retning af: "År efter år udvælger I de mest utilpassede unge mænd. I giver dem et stempel som kriminelle og anbringer dem sammen i en institution. Hvad ser vi? Det, vi må forvente! At de bliver kernen i denne årgangs kriminelle. Det, samfundet skulle gøre, var at sørge for, at de aldrig blev dominerende i en gruppe". Men hvordan det kunne realiseres i kriminalforsorgen, var ikke nemt at se.

Fortyndingsprincip

Én af dem, der blev præsenteret for Rienecks ideer, var forstander Christian Bundgaard fra ungdomspensionen Skejby nord for Århus. Det var en fin ny institution, bygget af arkitekterne Friis og Molke. Her boede 24 klienter, der netop var sluppet ud af et fængsel. Nu skulle de gentilpasses til det almindelige samfund. Enten gennem et arbejde, der var svært at skaffe , eller gennem en eller anden uddannelse. Og det med skolen havde de aldrig haft det godt med. Det var typisk der, nederlaget var begyndt.

Vi var i begyndelsen af 1970'erne, hvor ungdomsnarkomanien for alvor havde gjort sit indtog - også på denne institution. Det var svært nok at håndtere. De unge klienter måtte naturligvis heller ikke begå kriminalitet. Men på et tidspunkt blev det afsløret, at ungdomspensionen nærmest fungerede som hælercentral for det nordlige Århus. Den fine institution havde sine vanskeligheder.

Inspireret af Rieneck fik ungdomspensionen grønt lys til at prøve et 'fortyndingsprincip'. Man kunne nøjes med at modtage 12 klienter og så ved siden af huse et tilsvarende antal ganske almindelige unge uden specielle tilpasningsproblemer. For dog ikke at nedsætte institutionens samlede behandlingskapacitet skulle personalet på institutionen så samtidig føre tilsyn med 12 andre straffede, der blev placeret i familiepleje i byen.

Det var en betingelse, at forsøget blev fulgt forskningsmæssigt. Her fik kriminalforsorgen hjælp af professor Tore Jacob Hegland fra Aalborg Universitetscenter og en ung forsker, Pia Knudsen, der i en længere periode blev fast knyttet til Skejby.

Man kunne forestille sig, at det havde været svært at få almindelige unge ind på denne institution, hvor de kom til at bo dør om dør med tidligere afsonere. Men det var det nu ikke. Det, man i annoncerne kunne friste med, var, at de unge udefra ville komme til at medvirke i et socialt eksperiment. Det var nok.

Ændringerne i Skejby blev faktisk hurtigt mere vidtgående, end nogen havde planlagt. Beboerne fandt selv på at arrangere sig i grupper med otte personer i hver. Fire klienter og fire af de udefra -kommende. De foreslog, at grupperne selv stod for madlavningen. Så køkkenpersonalet blev afskediget, og grupperne kunne bruge lidt flere penge på ting, de selv syntes de havde glæde af. Efter yderligere nogen tid kom den første gruppe og spurgte, om de ikke kunne få hjælp til samlet at flytte ud som et bofællesskab. Men det at betale indskud til et privat lejemål var ikke noget, der passede ind i kriminalforsorgens budgetposter. Så det beskedne beløb måtte skaffes fra en privat fond.

På den måde fik institutionen efterhånden en kreds af satellitter, hvor tidligere kriminelle og unge udefra boede sammen i stadig kontakt med personalet fra Skejby.

En bestemt aften i ugen samledes beboerne i de forskellige ottemands grupper for at uddele ros og ris.

Jeg var med en aften. I en af grupperne, der skulle begynde at sætte et gammelt træskib i stand, var der tydelige spændinger. Skibet var arvet af en af medarbejderne, og han ville skyde det ind som en del af det fælles projekt. Men én i gruppen, lad os kalde ham Søren, var negativt indstillet. Han var hele tiden kritisk og blev mere og mere umulig. Han hævdede, at det ville der aldrig komme noget ud af, og hvis der alligevel gjorde, ville det være medarbejderen, der kom til at nyde godt af det. De andre ville bare blive udnyttet.

Uforskammet

Han var utrolig uforskammet over for medarbejderen, men også grov over for de andre. Som provokationerne tog til, blev han mere og mere og mere isoleret i gruppen. Vi sad omkring et bord, og pludselig lagde denne Søren benene med sine scooterstøvler op på bordet, lige for næsen af mig. De andre skævede noget, men jeg lod som ingenting og nøjedes med at tænke, at jeg var glad for, at det ikke var mig, der til daglig skulle omgås Søren.

Det gik helt galt efter gruppemødet. Jeg var gået op i forstanderboligen på 2.sal, hvor jeg normalt sluttede et besøg af. Pludselig hørte jeg, at der blev ringet med den store skibsklokke, der hang i institutionens opholdsstue. Det var signal til, at alle der opholdt sig i institutionen skulle komme tilstede. Jeg ville dog ikke blande mig, og holdt mig på afstand, men ikke mere end jeg kunne følge, hvad der skete.

Søren var efter gruppemødet gået amok, og havde slået medarbejderen med skibet ned. Søren var for nylig blevet udstationeret fra Vridsløselille, og det, at han var udstationeret og ikke prøveløsladt, betød, at han - hvis han ikke begik sig på Skejby - bare kunne blive ført tilbage til fortsat afsoning.

Sagen var alvorlig, for det var en fuldstændig klar regel, at ingen form for vold blev tolereret i institutionen, og jeg ville have ventet, at bebrejdelserne entydigt havde været rettet mod Søren. Men sådan var det ikke. Mange bebrejdelser blev rettet også mod medarbejderen. Havde han virkelig ikke kunnet mærke, hvordan Søren følte sig mere og mere udstødt af gruppen? Havde han virkelig ikke været klar over, at gruppens fidele diskussion var præget af, at direktøren var tilstede? Og kunne han ikke - frem for at negligere Sørens verbale udfald - have behandlet situationen, så Søren igen var kommet med i gruppens snak?

I retssystemet er vi vant til at behandle sager ud fra en enkel skabelon. Er der slået eller ikke slået? Har offeret selv givet anledning til episoden på en måde, der efter praksis kan indvirke på skyldvurderingen. Hvis ikke - og her ville det være ikke - straffes for vold.

Salomonisk løsning

Det, jeg her overværede på afstand, var jo en anderledes nuanceret behandling af en konflikt. Det lignede meget mere det, man kan opleve ved en konfliktrådsbehandling. Men i Skejby var situationen vanskelig. Vold kunne man som sagt ikke tolerere. En reaktion måtte til. På den anden side var der ingen, der var begejstret for at se Søren tilbage i Vridsløselille. Mindst af alle naturligvis Søren selv, der blankt indrømmede, at han havde forløbet sig.

Man fandt en salomonisk løsning. Der var netop denne aften en på besøg fra et af udflytterkollektiverne. Her havde de fået et læs brænde til gårdens brændefyr, men manglede at få kløvet de store kævler, der nu lå ude i det fri. De kunne godt bruge Søren. Så sanktionen blev, at han skulle opholde sig i kollektivet i en uge, og i den tid arbejde sig igennem brændebunken., Søren accepterede afgørelsen. Jeg var ikke sikker på, at afgørelsen var i overensstemmelse med den aftale, der var truffet om udstationeringen, og heller ikke sikker på, hvordan en ombudsmandssag ville forløbe, hvis nogen skulle finde på at klage over anvendelse af strafarbejde. Derimod var jeg ret sikker på, at den trevne Søren ikke ville klare en uges hårdt arbejde med kævlerne.

Men der tog jeg fejl. Søren var mødt tilbage på Skejby punktligt på det tidspunkt, hvor karantænen udløb. Han havde arbejdet ihærdigt til alles tilfredshed, og nu var den sag ude af verden.

Den samlede, afsluttende rapport fra AUC Ungdomspension Skejby - et eksperiment i integration forelå først i 1984. Det kunne konstateres, at det var en forholdsmæssig billig institution. Klientellet hørte til de hårdt belastede. Men til trods for dette var tilbagefaldsprocenten efter ophold på denne institution og i udflytterkollektiverne mindre, end det man havde efter ophold i andre institutioner. Bent Rienecks ideer holdt.

Succesen i Skejby lever videre i bedste velgående. I begyndelsen af 2006 kom en ny rapport, udarbejdet af kriminolog Linda Kjær Minke med støtte fra Justitsministeriets Forskningspulje. Undersøgelsen viste på ny, at denne særlige form for institutionsanbringelse ikke alene nedsætter de unge kriminelles risiko for at falde tilbage til kriminalitet, men også at deres tilbøjelighed til at komme i uddannelse bliver væsentlig bedre. Undersøgelsens konklusion lyder:

"Set i et samfundsmæssigt og menneskeligt perspektiv har udtynding af kriminelt belastede personer med ikkekriminelt belastede personer således store og åbenbare fordele. "

Straf og forhøjede straframmer er ikke løsningen. Men der er altså andre muligheder. Også for en ellers håbløs Søren med scooterstøvler.

Hans Henrik Brydensholt er cand. jur. og tidligere direktør for Kriminalforsorgen

Kronikken i morgen: Den renfærdige elite

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her