Læsetid: 3 min.

Kringsatt av fiender - når freden bringer krigen tættere på

Om mistænkeliggørelse af rygsække, den irrationelle frygt for naboen, og hvad der kan ske, når fantasien overgår virkeligheden
12. august 2005

Jeg glemmer det aldrig. Datoen for bombningen af Hiroshima - den 6. august 1945 - hører til den sort paratviden, der for stedse er lagret i min hukommelse.

Ikke fordi jeg memorerede det i historietimerne i skolen - jeg er notorisk dårlig til at huske datoer og årstal for slag, fredsaftaler og deslige - men fordi der i køkkenet i mit barndomshjem hang en plakat med selvsamme påskrift og en ditto påmindelse om bombningen af Nagasaki tre dage senere. Den hang lige ved siden af en helt sort plakat, der med hvide typer advarede om, at det eneste levende væsen, der ville overleve atombomben, var kakerlakken. En skræmmende tanke syntes jeg dengang.

Vi var nemlig en ganske fredelig familie. Så fredelig, at der på vores køleskab var påklistret en stor gul og glad sol, der høfligt men bestemt sagde nej tak til A-kraft. Akkurat magen til de badges min lillebror og jeg havde på anorakkerne og skoletaskerne sammen med de blå, hvorpå der til gengæld stod Pedalkraft, ja tak!

For vi sagde skam ikke nej tak til det hele.

Hver onsdag var min mor til Kvinder for Fred-møde inde i Tønder. Og når der ikke var nogen til at passe mig, tog hun mig med. Jeg husker ikke så meget fra selve møderne, ud over at der blev diskuteret og sunget en del - Vi voksne kan også være bange, Kringsatt av fiender og den slags. Der blev klippet fredsduer i hundredevis. Og ind imellem var der foredrag. Mest spændende var de aktioner, vi drog ud på. Som da vi tog ned på byens torv og hang hjemmelavede fredsduer på det store juletræ efter mørkets frembrud. Dagen efter havde politiet fjernet dem, men så vendte vi bare tilbage samme aften - denne gang bevæbnet med en høj stige, så vi kunne hænge dem helt derop, hvor selv ordensmagten ikke kunne nå dem. Så kan det være, at de kan lære det, tænkte vi. Og der var demonstrationsturen til flyvestationen i Skrydstrup, hvor vi gik med bannere med fredsduer og kvindetegn og sang i protest mod al den der krig derude og alle de der våben, jeg forestillede mig, der var derinde. Vi var imod krig og for fred. Og Fjällrävsrygsækken var ladet med duer. Ikke at det syntes at anfægte eller alarmere nogen. Dengang.

Alle fredsdemonstrationerne havde dog noget nær den modsatte effekt på mig. Det er ikke helt forkert at sige, at jeg i alderen fra seks til 10 led af en regulær krigsangst, der viste sig i mareridt såvel som i lysvågen tilstand. Om ikke A-bomben, så ventede jeg invasionen fra tyskerne hvert øjeblik, det skulle være. At det netop var tyskerne, der stod for skud i min livlige fantasi, var dels forankret i landets historiske belastning, hvad angår krigsførelse (så meget havde jeg fået med), dels i det faktum, at jeg i mine barndomsår boede så tæt på den tyske grænse, at vi kunne cykle over den, når vi skulle hente lørdagsslik. Hovedvejen delte den lille landsbyflække, som mit barndomshjem var placeret i, op i den ene og den anden byende. Vi boede i den ene - side om side med de såkaldte hjemmetyskere. Fra køkkenvinduet kunne man ved vintertid se trafikken på hovedvejen gennem den nøgne hæk. En dag, hvor jeg var alene hjemme og i færd med at smøre en mad, så jeg til min store rædsel, at der rullede det ene store militære køretøj efter det andet forbi nede på hovedvejen. Tanks, konstaterede jeg. Jeg var ikke et øjeblik i tvivl: Fjenden var nær. Vi blev belejret. Og det tilmed af naboen. Min sidste time var kommet.

Følelsen er at sammenligne med den angst for terror, der synes herskende i store dele af befolkningen i dag. Således var jeg for nylig vidne til, at en midaldrende kvinde blev ligbleg i ansigtet, da en synligt beruset mand af ubestemt etnisk oprindelse satte sig på sædet ved siden af hende i metroen. Det var givetvis ikke hans alkoholiske ånde, men synet af den rygsæk han bar i hånden, der fik hende til at stivne. Der var i sandhed tale om mistænkelig opførsel, syntes hun at mene. Enhver tankeboble var overflødig. Hendes kropssprog sagde det hele: "Der er en bombe i tasken. Det er ude med mig."

At han ikke var terrorist med rygsækken fyldt med sprængstoffer, kan der ikke herske tvivl om. Men voksne kan som bekendt også være bange.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu