Læsetid: 2 min.

Krise mellem Bolivia og Brasilien

Evo Morales' beslutning om at nationalisere al gas i Bolivia sætter forholdet mellem Brasilien og Bolivia på en prøve, men de to lande er afhængige af hinanden
3. maj 2006

Det kom som et chok for den brasiliaske regering og den brasilianske gasindustri at høre Bolivias præsident Evo Morales udtale, at han vil nationalisere landets gasreserver. De to lande har fælles interesser på gasområdet.

Evo Morales underskrev mandag et dekret, der betyder, at udenlandske firmaer skal nationaliseres. Brasiliens største tv-station, O Globo, kalder det for "den største politiske krise mellem Brasilien og en nabo".

"Jeg forstår min bolivianske kollegas bekymringer for at bevare sit lands naturrigdomme, men jeg havde forventet en beslutning, der havde været til forhandling," udtalte den brasilianske præsident Luís Inácio Lula da Silva til O Globo tirsdag.

Lula sammenkaldte sine ministre til et krisemøde sent tirsdag dansk tid for at diskutere krisen. "Det er en delikat situation, og Brasilien må reagere," udtaler en regeringstalsmand til O Globo.

Samtidig beder Lula om, at man ikke overreagerer og drager nogen forhastede beslutninger. Det forventes, at Lula ringer til sin kollega i Bolivia for at diskutere sagen. Hans parti, arbejderpartiet PT, presser ham til at droppe diplomatiet og sætte Evo Morales på plads.

"Jeg har aldrig skændtes med Bush, hvorfor skal jeg skændes med Morales?" siger Lula til Folha de Säo Paulo.

Afhængige af hinanden

Brasilien er afhængig af gas fra Bolivia, som er Sydamerikas næststørste producent af gas efter Venezuela. 51 procent af Brasiliens gas eller 20-25 millioner kubikmeter gas per dag kommer fra Bolivia.

"Brasilien kan ikke undvære den bolivianske gas før efter år 2009, hvor gas fra Santosdæmningen (uden for Sao Paulo, red.) begynder at blive distribueret," siger Adriano Pires fra det brasilianske center for infrastruktur, CBIE til avisen, Valor Económico.

Men Bolivia er også afhængig af Brasilien. Bolivia er det eneste sydamerikanske land, der ikke har nogen kystlinje. Den eneste måde, gassen kan komme ud af landet på, er via gasledninger til de andre latinamerikanske lande. Brasilien som det største land i Sydamerika er også den største aftager af gas fra Bolivia.

Bolivia er ikke alene afhængig af Brasilien som samarbejdspartner, men også afhængig af den brasilianske olie- og gasproducent, Petrobrás. Petrobrás har over de sidste 10 år investeret mellem 1,5 og to milliarder dollars i Bolivia og står for 18 procent af landets bruttonationalprodukt.

"Det er uacceptabelt, at en brasiliansk virksomhed, som allerede har investeret mellem 1,5 og 2 milliarder dollar i Bolivia, skal forlade landet med forurettet sag på grund af et dekret," siger den brasilianske præsident Lula til O Globo.

Petrobrás truer med at gå

Beslutningen om at nationalisere gasproduktionen og opkræve 82 procent af omsætningen kan bevirke, at Petrobrás trækker sig ud.

"Vi accepterer ikke en hvilken som helst kompensation for at blive i Bolivia," siger præsidenten for Petrobrás, José Sérgio Gabrielli, til Valor Económico og fortsætter: "Vi vil gøre alt, hvad der er nødvendigt, for at sikre vores rettigheder i Bolivia."

Hvis Petrobrás forlader Bolivia, mister Bolivia virksomhedens viden og teknologi på området. Derfor forsøgte Evo Morales at overtale Petrobrás ansatte til at blive i Bolivia og sikre, at installationerne fortsat kunne fungere, hvis Petrobrás skulle trække sig ud.

"Bolivia ønsker ikke, at Petrobrás trækker sig ud, men hvis det bliver en realitet, må vi hente viden fra Kina og Venezuela til at sikre den fortsatte drift," udtaler en talsmand fra den bolivianske regering til Valor Económico.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her