Læsetid: 5 min.

Krisen styrker radikale grupper

I både og Øst og Vest vil de grupper - der lever af konflikt - gå frem, men det betyder ikke, at de voldsomme protester skal ses som en generel tendens
23. februar 2006

Radikale grupper over hele verden vinder på krisen om Muhammed-tegningerne.

Overalt blandt muslimer i Mellemøsten og Asien stiger opbakningen til de grupper, der på baggrund af rygter og misinformation dyrker had til de fremmede. Og det samme er med omvendt fortegn tilfældet i Vesten. Det vurderer flere eksperter.

"Krisen er god for xenofober og barbarer i begge lejre," siger professor i islam og historisk antropologi, Aziz al-Azmeh, fra Central European University i Budapest.

"Krisen øger tilstrømningen til politiske ideologier i Mellemøsten, der lever af konflikt. Det samme er sket i Vesten. Anders Fogh Rasmussen har også støtter i sit eget parti, der flirter med fru Kjærsgaard," siger han.

Mahan Abedin, der er redaktør ved det internetbaserede nyhedsbrev Terrorism Monitor, er enig, hvad angår de islamiske bevægelser.

"Generelt kan alle islamistiske bevægelser - både nationale og transnationale -- få gavn af konflikten, men det er især de mere moderate grupper, der står til at vinde på den," siger han.

Ifølge ham adskiller de moderate sig fra de ekstremistiske ved ikke nødvendigvis at være anti-vestlige, men ved alligevel at mene, at islam er uforenelig med vestlig kultur.

Aziz al-Azmeh fastholder, at man ikke kun skal tale om de radikale elementer i Mellemøsten. Man er også nødt til at se på dem i Vesten.

"I Europa kan man tale om fremmedfrygt light, der ikke har noget politisk udtryk, og så en mere organiseret ideologisk fremmedfrygt. Efter denne krise vil man nok se, at dem med let fremmedfrygt bevæger sig mod den anden gruppe," siger han.

To slags radikale

I forhold til de muslimske befolkninger ser Aziz al-Azmeh en parallel til de forandringer, der skete i tiden efter sagen om Salman Rushdie i 1989.

"Rushdie-sagen var i sin tid mobiliserende for de islamiske fundamentalister. Dengang fandtes en række små moskeer, kulturcentre og mødesteder uden den store tilstrømning. De fik pludselig opmærksomhed på grund af Rushdie-sagen."

Aziz al-Azmeh mener, at man i den muslimske verden kan tale om to niveauer af radikale islamiske grupper, der har en interesse i konflikt: Det ene er det organiserede politiske niveau med officielle politiske partier i for eksempel Pakistan og Iran. Det andet niveau er de skjulte oppositionsgrupper i en række andre lande.

"I Syrien så man for første gang i mands minde grønne islamiske flag på gaderne. Det er sært, at et sekulært regime, der ellers har slået ned på islamisk opposition, tillader sådan en forestilling. Tilsyneladende var det studerende fra religiøse skoler, der var sendt på gaden."

Værst i opposition

Selv i lande, hvor det angiveligt var oppositionsgrupperne, der stod bag protesterne, skete det med en lokal regerings stiltiende accept. Det mener Lawrence Pintac, der er chef for Adham Center for Electronic Journalism på American University of Cairo.

"De værste begivenheder så vi i lande, hvor ekstremisterne er i opposition og ikke bliver hørt til daglig. For dem er tegningerne en lejlighed til at markere sig som sande forsvarere af islam. Sådan ser det ud i Pakistan. Mange regimer var på forhånd opmærksomme på den risiko, så de kom den i møde, som f.eks. Syrien gjorde det, ved at lade muslimer gå amok. På den måde kunne de tage initiativet fra det muslimske broderskab og melde sig ind i klubben af 'rettroende lande'."

En markant undtagelse er Egypten, hvor forargelsen og vreden mod tegningerne har været stor, men hvor protesterne har været yderst moderate. Forklaringen er, ifølge Lawrence Pintac, at islamisterne i modsætning til de fleste andre lande i Mellemøsten, er blevet repræsenteret i parlamentet. Det skete ved det nyligt afholdte første halvdemokratiske valg i Egyptens historie.

"Hernede spekuleres der i, at regeringen med vilje hjalp Det Muslimske Broderskab ind i parlamentet, så de kunne indlemme den resterende opposition i regeringen, og så sige til Vesten, at 'I kan vælge mellem os og det Muslimske Broderskab'. Valgsejrens størrelse kom dog bag på regeringen og de kunne ikke overlade forsvaret af profeten til broderskabet. Derfor har udenrigsministeriet været meget aktivt."

- Hvordan forklarer det, at Broderskabet har holdt sig i ro?

"Det Muslimske Broderskab er nu en legitim politisk spiller og ville have alt at tabe ved at fremstå som en ekstrem organisation i forbindelse med tegningerne, så de har været meget forsigtige i forbindelse med tegningerne. I andre lande har de ekstreme bevægelser ikke været en del af det politiske spil og har derfor kun kunne vinde ved at demonstrere i gaderne. I Syrien lod regeringen ekstreme muslimer demonstrere og fik på den måde oppositionens vrede ført et andet sted hen."

Mere rap end Koran

Selv om tv-billederne fra Mellemøsten og Asien giver indtryk af det modsatte, advarer Aziz al-Azmeh fra Central European University mod den forestilling, at der tilnærmelsesvis skulle ske en generel radikalisering af befolkningerne.

"Når man ser protesterne skal man huske, at det ikke er hele billedet. Det er mere komplekst. Man skal ikke lægge for meget vægt på de voldsomme demonstrationer. De er først og fremmest gode billeder for tv-stationerne, der elsker den slags. Men det er en fejl kun at se de voldsomme demonstranter, man skal ikke ignorere resten af befolkningerne."

På samme måde advarer han også mod at gøre imamerne til talsmænd for alle muslimer i Europa.

"I Frankrig havde urolighederne i efteråret ikke noget at gøre med religion. Hvis man skulle have sat musik til optøjerne ville det have været rap eller heavy metal - ikke koranvers. Alligevel kaldte politikerne på imamerne. Det er helt forkert. Det er et socialt problem, der hænger sammen med arbejdsløshed, og det er der en tendens til at misforstå."

"I Europa gør de sociale vilkår og den førte politik indvandrerne modløse og dermed er de nemmere at interessere i ekstreme synspunkter. På samme måde som europæerne selv er. Det ser man for eksempel i Østtyskland," siger Aziz al-Azmeh.

"Der er generelt en ekskluderende og provinsiel holdning i protestantiske lande. Den skjuler sig bag ordet 'multikultur'. Det begreb er faktisk med til at skabe flere muslimer end de arabiske lande. Sagen er, at man i tolerancens og multikulturalismens navn altid sætter mærkaten 'muslim' på indvandrerne. Det er ekskluderende."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her