Læsetid: 4 min.

Krisen, der blev væk?

23. november 1998

TONEN BLEV slået an i Berlingske Tidende søndag: "Børskrisen der gik i sig selv" lød overskriften på en artikel, der i det store og hele afblæser dén globale krise - i Information kaldet Systemfejlen - som har holdt investorer, bankfolk, politikere og almindelige avislæsere på pinebænken i månedsvis.
Dermed lever avisen op til den appel om ansvarlighed som direktøren for InvesteringsForeningsRådet Peter Wendt forleden afsendte via tidsskriftet Aktionæren. Wendt skriver under overskriften "Hvilken krise?" om, hvordan medierne "kan spille uhensigtsmæssigt ind, hvis de kun fokuserer på negative træk, uden samtidig at fremhæve, at de positive fortsat er i overtal."
Også Ugebrevet Mandag Morgen - der ellers ikke går af vejen for en rask dommedagshistorie om økonomien - anslår den beroligende tone i en artikel, der "ser tilbage på krisen der blev væk".
Ugebrevet betoner her den tillidsskabende effekt, det kan have på markedets aktører, hvis "medierne stopper med et dagligt bombardement med dystre historier om, at nu kommer krisen, og lader dem afløse af mere optimistiske toner."
Hos Peter Wendt og Berlingske Tidende er optimismen nu så stålsat, at de opfordrer henholdsvis aktieinvestorer og danske virksomheder til at skrotte forsigtigheden og komme i gang med at "købe billigt ind" af aktier og af ejendomme og virksomheder i Asien.
Sandheden om krisen kender ingen, for der er ingen sandhed. Virkeligheden skabes og omskabes løbende som en kombination af psykologi og realøkonomiske begivenheder. Wendt og Co. har imidlertid ret i, at der lige nu er en række faktorer, der taler for den aktuelle finanskrises demontering.

OPTIMISTERNE hæfter sig især ved tre ting:
*Den Internationale Valutafond, IMF, har afsendt sin 41,5 milliarder dollar-hjælpepakke til Brasiliens truede økonomi.
*Den japanske regering har formuleret et reformprogram for bankerne og afsat 198 milliarder dollar til at stimulere landets skrumpende økonomi.
*Den amerikanske forbundsbankchef Alan Greenspan har tre gange på to måneder sænket renten og gjort det billigere for risikovillige investorer at sætte ny gang i USA's økonomi.
Initiativerne har gjort deres til, at skræmte spekulanter nu er på vej tilbage til børserne med deres kapital. Aktiekurserne er igen for støt opadgående i New York, London, Hong Kong og Bangkok. Før skeptikerne får set sig om, er finanskrisen tilsyneladende et stykke historie.
Og dog. Hvis man vender sig til uansvarlige, system-undergravende medier som det hjemlige Børsen eller det britiske ugemagasin The Economist, er tonen anderledes tvivlende. "Nedturen fortsætter" skrev Børsen onsdag og varslede 1999 "som det sorteste år i syv år for aktiemarkedet."
Mens The Economist fredag noterede, at "hverken forbundsbankens rentesænkninger eller IMF's hjælpepakke til Brasilien giver overbevisende grunde til at holde fest", ligesom den japanske regeringspakke "ikke bare forsømmer at overbevise, men måske ligefrem kan gøre reel skade."
Nøgterne analytikere peger på følgende grunde til fortsat tvivl om økonomiens udvikling:
*Det er uvist, om den brasilianske regering magter
at føre den overordentlig stramme skatte- og nedskæringspolitik, der skal til for at nedbringe de offentlige budget- og betalingsbanalceunderskud - forudsætningen for at genskabe udenlandske investorers tillid til landet.
*Den japanske regerings plan for reform af de syge banker er baseret så meget på frivillighed, at bankerne måske i for begrænset omfang spiller med af frygt for at blotte sig som nødlidende over for aktionærerne. I så fald kan tilliden til banksystemet og økonomien ikke genskabes hos de japanske forbrugere og hos investorerne, og så bliver Japan hængende i recessionen - med negative virkninger i det øvrige Asien, såvel som
i USA og EU.
*Ingen aner, om Kina kan holde sig fri af krisen. Kina har stor arbejdsløshed og store ineffektive statsvirksomheder med lån, der ikke kan betales tilbage. 20 procent af lånene i de kinesiske banker angives som ubetalelige.
Hvis Kina ikke formår såvel at reformere sin finanssektor som at opretholde sin vækst - truet af de øvrige asiatiske lande med deres devaluerede valutaer - så kan alt ske, i Kina såvel som med den globale økonomi.

SELV OM spekulanterne verden over lige nu er roligere og mere risikovillige end i de seneste mange måneder, så ved ingen, om harmonien varer ved.
OECD udsendte forleden nye nedjusterede vækstskøn - blot 1,7 procent vækst i hele OECD i det kommende år - og hvis det udmønter sig i ny arbejdsløshed og utryghed blandt forbrugerne, så begynder folk at forbruge mindre end de tjener (i dagens absurde økonomiske logik holdes systemet i gang af, at folk bruger mere end de tjener), og det skaber tvivl om virksomhedernes afsætnings- og indtjeningsevne, hvad der kan føre til mindre udlånsvilje hos bankerne og fornyet flugt blandt aktie-investorerne.
Og så kan finanskrisen med spekulanternes undergravende panikreaktioner slå ud i lys lue igen. En ny dyster 1999-prognose for dansk økonomi fra BG Bank - se side 4 - giver næring til bekymringen.
Forleden afviste økonomiminister Marianne Jelved et forslag fra Enhedslisten om at arbejde imod yderligere liberaliseringer af det internationale finansmarked og for en international afgift på valutatransaktioner.
To skridt, der kunne mindske den globale økonomis sårbarhed over for finanskapitalens livsfarlige lunefuldhed.
Hvis et øjebliks ro på alverdens børser får alverdens økonomiministre til at erklære krisen for afblæst og vende ryggen til de faktorer, der eskalerede den til det værste omfang i årtier, så er vi formentig blot på vej fra asken i ilden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her