Der er ingen tvivl! Tyskland befinder sig midt i en økonomisk krise - en økonomisk krise af rang. I dette øjeblik er landets samlede gæld vokset til 1.442.565.239.896 euro, svarende til næsten 11 billioner kroner!
Tyskland har levet over evne i mange år. Hele det økonomiske fundament er bygget op omkring arbejdsmarkedet. Pension, sundhedssystem, arbejdsløshedsforsikring - stort set alle socialstatslige ydelser bliver finansieret af dels lønmodtagernes, dels arbejdsgivernes bidrag.
Enkelt sagt: Hvis der er gang i økonomien, og man tæt på fuld beskæftigelse, er der ingen problemer. Hvis det modsatte er tilfældet, knirker det til gengæld i hele systemet. Og med mere end fem millioner arbejdsløse, tomme offentlige kasser og en gæld på 11 billioner kroner - larmer det gevaldigt.
Det har taget lang tid for tyskerne at opdage disse banale kendsgerninger. I 1990 lovede Helmut Kohl "blomstrende landskaber". I løbet af nogle få år skulle den økonomiske forskel mellem øst og vest udlignes. Kohl og hans borgerlig-liberale regering fremstillede genforeningen som noget, der nærmest kunne klares med venstre hånd. Mens man andre steder i Europa, især i Skandinavien, oplevede de første tegn på en økonomisk nedtur, men brugte denne fase til så småt at modernisere eget hus, ja så satte Kohl-regeringen forbrugsfesten i gang.
SPD også ansvarlige
Men 'Enhedskansleren' Kohl skal ikke have hele skylden. Også SPD beherskede i årene op til regeringsskiftet i 1998 magtens spil. De havde den-gang flertal i Forbundsrådet og brugte dette til blokadepolitik. Det skulle se ud som om, landet var gået i stå og derfor trængte til et regeringsskifte.
Men forandrede det noget? Greb den nye rød-grønne Schröder-Fischer-regering sin historiske chance? Regeringen flyttede netop på dette tidspunkt fra Bonn til Berlin. Der var tale om opbrudsstemning og en symbolsk nybegyndelse. Og ikke mindst havde de nye magthavere en utrolig god undskyldning: At de nødvendige reformer, der skyldtes den forhenværende regerings lange tøven, nu ville gøre ondt på folket.
Men nej! Det var alt for sjovt at sidde ved musikanlægget, så hvorfor lade festen slutte? Folk morede sig jo stadigvæk i hver deres hjørne. Det varede helt til 2002 - tolv år efter genforeningen - før kansleren & Co. turde slukke for musikken.
Bedre sent end aldrig, kunne man sige. Schröders reformpakke var et skridt i den rigtige retning. Selvfølgelig vil man altid kunne finde sociale skæv- og uretfærdigheder. Selvfølgelig vil man kunne diskutere, om man ikke skulle have udformet dele af reformprogrammet anderledes.
Men i betragtning af landets problemer og komplicerede føderale struktur ville det have været tilfældet med et hvilket som helst reformprojekt. Og det er ligegyldigt, om det er af grøn, socialdemokratisk, borgerlig eller liberal oprindelse.
Det helt centrale ved Schröders reformpolitik var det psykologiske aspekt, nemlig at landet ikke kunne fortsætte som hidtil, at noget fundamentalt måtte forandre sig. Ved at gøre dette til valgkampens centrale punkt kunne valget på søndag være blevet til krisens virkelige vendepunkt.
Schröder fortjener at tabe
Men sådan blev det ikke, og derfor har Schröder heller ikke fortjent at blive siddende. Han havde syv år og to store chancer for at indskrive sig i historiebøgerne på linje med Willy Brandt og dennes såkaldte 'Ostpolitik'. Forskellen ville have været, at Schröders betydning primært ville have ligget indadtil, mens Brandts betydning lå udadtil.
I stedet for at gentage sit simple budskab om den historiske stund og reformernes fundamentale betydning har han ført en valgkamp med kortsigtede motiver. Ved at fyre løs på oppositionens symbol på fornyelse, Paul Kirchhoff og hans vision om en gennemgribende skattereform, har Schröder i virkeligheden undergravet den nødvendige reformvilje i landet og igen formidlet det indtryk, at det alligevel ikke står så slemt til.
Havde han haft format og rygrad nok, ville han have omfavnet Kirchhoffs ideer, thi det tyske skattesystem har med sine utallige særregler ikke blot social slagside - det er frem for alt et symbol på landets indtørrede struktur.
Det er en af historiens mange absurditeter, at man nu næsten må sætte sin lid til et parti, hvis lange tøven har gjort, at Tysklands problemer er blevet så store, som de er. Og det er heller ikke til at vide, om Angela Merkels neoliberale politik er vejen frem. Og om det er for hård en kost for et land, som i årtier har været vant til en righoldig buffet.
Men i det mindste har Merkel været ærlig og sagt, at der ikke er noget alternativ til, at momsen vil stige, og at statens opgaver må orientere sig efter dens indtægter, hvis ikke man vil spilde fremtidige generationers muligheder.
Tyskland befinder sig midt i en økonomisk krise af de store. Men den er ikke uløselig, og den endnu større krise udspiller sig på et psykologisk plan. 'Den, der kan feste, kan også arbejde', som min bedstemor altid sagde, når jeg ikke ville i skole efter en lang nat ude...
