Læsetid: 3 min.

Kristendom og EU

11. december 2003

Da statsminister Anders Fogh Rasmussen på sit ugentlige pressemøde blev spurgt om det religiøse aspekt af det kommende og måske afgørende topmøde i EU, var han åbenlyst uforberedt. Som alle andre stats- og regeringschefer fra de 15 nuværende og kommende 10 medlemslande har han nøje tilrettelagt den strategi, der skal være retningsgivende for indsatsen under forhandlingerne om den nye forfatningstraktat. Meget forståeligt har fokus derfor været rettet på emner som fordelingen af stemmer i Ministerrådet, omfanget af flertalsafgørelser og sammensætningen af EU-Kommissionen. I en ren dansk sammenhæng har det endvidere været vigtigt at få accept af, at de fire undtagelser fra 1993 kan bevares.
Der kan næppe være tvivl om, at Anders Fogh Rasmussen, udenrigsminister Per Stig Møller og deres respektive embedsværk på disse områder er rustet til tænderne, når de tager til topmødet i Bruxelles. Og så bliver spørgsmålet om den kristne arv pludselig – i den danske debat – til et kontroversielt spørgsmål. Men statsministeren har kun sig selv at takke for denne udvikling. I stedet for blot at konstatere, at Danmark fortsat vil modsætte sig en henvisning til kristendommen i indledningen til den nye EU-traktat, åbnede han for den kritik, der omgående væltede ned over ham fra den EU-venlige opposition. Det gjorde han ved at fastslå, at sagen ikke er »verdens vigtigste spørgsmål«. Hvis det på topmødet ender med et kompromis, kan han acceptere det.
Når spørgsmålet overhovedet blev stillet, skyldes det en passus i det italienske formandskabs arbejdspapir. Det bliver her noteret, at sagen er vigtig for »et antal delegationer«, men også at formandskabet har afstået fra at fremlægge konkrete forslag til at ændre udkastet til forfatningstraktat. Samtidig lover italienerne, at de vil fremlægge et forslag, der henviser ikke blot til Europas kristne arv, men også til institutionernes sekulære natur i EU’s medlemslande.

Dette afsnit i det italienske oplæg bliver afsluttet med en interessant parentes. I den står der – selv i den engelsksprogede version – principe de laïcité. Det skyldes uden tvivl, at embedsmændene i Rom har ønsket at tage højde fra den kategoriske modstand, ethvert initiativ i denne retning vil møde fra Frankrig. I kraft af den stærke og stadigt nærværende republikanske tradition har præsident Jacques Chirac gjort det lysende klart, at hans land ikke kan gå med til nogen sammenblanding af stat og kirke – heller ikke i en forfatningstraktat for EU.
Anders Fogh Rasmussen kunne derfor ud fra sine egne præferencer have valgt blot at lægge sig i læ af Frankrig. Han kunne også – hvis han havde været bedre forberedt – henvise til, at for de europæiske kirkesamfund er sagen faktisk af underordnet betydning. De er ikke optaget af den højtravende indledning til EU-konventets forslag til forfatningstraktat, men af den operative paragraf 51, hvor det bliver fastslået, at Unionen respekterer og ikke må anfægte den status, som kirker og religiøse sammenslutninger eller samfund har i medlemsstaterne i henhold til national lovgivning. Endvidere kunne statsministeren have fremhævet den vel afbalancerede formulering i konventets forslag, hvor det i præambelen hedder, at medlemsstaterne har ladet sig inspirere af »Europas kulturelle, religiøse og humanistiske arv«. Han har ikke lagt skjul på, at det netop er denne form for brede formuleringer, han foretrækker. Hvorfor svarede han alligevel, som han gjorde for et par dage siden?

Sandsynligvis har han haft de centrale konfliktpunkter i tankerne. Med kraftigere stemmeføring end de øvrige har Polen og Spanien gjort klart, at de er rede til at udløse et sammenbrud på topmødet. De vil bevare deres 47 stemmer i Ministerrådet i forhold til de 49, der er tildelt de fire største medlemslande – selv om det er ude af proportioner med både befolkningstal og bruttonationalprodukt. Retorikken fra Warszawa og Madrid har været hård i de seneste dage. Men det er samtidig disse to lande, der mest ihærdigt har arbejde for at få henvisningen til den kristne arv ind i traktatens præambel.
Altså er det ikke svært at forestille sig, at den danske statsminister i sit spontane svar lagde til grund, at hvis de blev imødekommet på dette sidste krav, så ville de være til at tale med om det første – der selvfølgelig i en traditionel politisk prioritering må fremstå som langt vigtigere. Men selv om hans udtalelse altså er forklarlig, er det ikke ensbetydende med, at den var klog. Nok er vores egen forfatning dybt rodfæstet i én retning inden for kristendommen – den evangelisk-lutherske kirke. Men selv de meget aktive inden for denne kirke vil meget have sig frabedt, at der i en større sammenhæng bliver blandet sammen på kirke og stat.

tok

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu