Læsetid: 3 min.

Kristendom og sekularisme som kulturkampens poler

I en ny bog advarer Kristeligt Dagblads chefredaktør om, at den manglende vilje til at føre kristendommen i sit politiske våben kan ende med at bane vejen for demokratiets antitese: totalitarismen og despotiet
23. marts 2006

Hvis chefredaktøren for Kristeligt Dagblad, Erik Bjerager, havde været muslim, kunne han forunderligt nok ikke blive medlem af Demokratiske Muslimer.

Han anerkender nemlig ikke skellet mellem religion og politik. Tværimod hævder han i sit opgør med sekularismen - sekulariseringen ophøjet til ideologi - at kristendommen ikke bare er en historisk forudsætning for demokratiet, men til hver en tid den afgørende betingelse for det. Derfor advarer han om, at den manglende vilje til at føre kristendommen i sit politiske våben kan ende med at bane vejen for demokratiets antitese: totalitarismen og despotiet.

Ifølge en (svært selektiv) historisk retrospektion viser det sig altid, at afskaffelsen af Gud leder til guddommeliggørelsen af staten, ideologien, folket eller en anden vilkårlig størrelse. Altså er det pinedød nødvendigt, at staten fastholder et forhold til kirken og dens kristendomsforkyndelse, da kristendommens politiske betydning netop er at forankre staten i eksterne instanser - på den ene side Gud og på den anden side folket i dets historiske fællesskab i troen på denne Gud.

For så vidt er det gammel vin på nye flasker, som Bjerager har tappet fra en klassisk konservatisme, jf. dens mantra, der står som bogens titel: Gud bevare Danmark.

Uret over for historien

Alligevel er den meget mere end blot en ideologisk klargørelse af konservatismens forhold til kristendommen, da bogen eftersporer den demokratiske mulighed for overhovedet at parre religion og politik uden at hælde barnet ud med badevandet. Derfor noterer Bjerager sig, at det ikke som sådan er kristendommens privilegerede status i forhold til staten, der provokerer muslimer, men derimod de vestlige samfunds gudløshed, altså netop sekularismen. Med andre ord gør man integrationen en bjørnetjeneste, når man søger at vise muslimer imødekommenhed ved at undertrykke kristendommens samfundsmæssige og politiske betydning.

Vel er det evident, at kristendommen har spillet en stor rolle i europæisk historie, og at man ikke har gjort kirken ret, når man alene har holdt den ansvarlig for krige og korstog, selv om den også har været en progressiv faktor i diverse revolutionære situationer, sidst i forbindelse med omstyrtelsen af de kommunistiske regimer i Østeuropa. Men selv gør Bjerager sig skyldig i en lige så himmelråbende uret over for historien, når han i udviklingen af de borgerlige demokratier reducerer oplysningstidens reaktion mod kirken og dens hegemoni til en petitesse, der akkurat fortjener at nævnes.

"Kristendommen er en uomgængelig faktor i Danmarks fortid, men ikke nødvendigvis i samtiden," citeres Naser Khader for at have sagt.

Deri tager den radikale kulturmuslim fejl, mener Bjerager, men selv formår han ikke at overbevise anmelderen om, at kristendommen bør genindsættes i sine politiske rettigheder. Tværtimod undrer det denne anmelder, at Bjerager kan vie kristendommen så stor politisk interesse uden på noget tidspunkt at gøre sig og sin læser klart, hvad kristendom er - ud over at være en politisk mobiliserbar kraft til værn mod sekularisme i samfundet og Tyrkiet i EU.

Kristelig ædruelighed

Problemet er, at Bjerager ikke skelner mellem kristendom og kristenhed, hvor kristendommen er den oprindelige forkyndelse ifølge evangelierne og kristenheden det historiske produkt af samme, som den har sat sig igennem som kultur og tradition. Uden en sådan skelnen mister kristendommen aldeles sin alvor og reduceres til leverandør af 'kristne værdier', der angiveligt er symmetriske med de demokratiske. Man kunne derfor have ønsket sig, at Bjerager havde læst et indlæg i hans egen avis den 16. januar 2004, da præsten Jan Grønborg med en del mere historisk oprigtighed og kristelig ædruelighed skrev, at kristendommmen - ikke at forveksle med kristenheden - aldrig har været "kulturbærer", men derimod "grænsesprængende og uden respekt for normer, som inddeler mennesker efter kulturel baggrund." Med andre ord kan kristendommen ikke udtømmes i et sæt værdier, være sig etiske, politiske eller kulturelle.

Erik Bjerager: Gud bevare Danmark. Et opgør med sekularismen, Gyldendal. 250 s. ISBN 87-02-04818-3

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu