Læsetid: 6 min.

Kristendom står ikke i modsætning til fornuften

I 1990'erne oplevede vi en bølge af nykristendom, endog blandt intellektuelle, men efter år 2000 vendte vinden igen, men med en besynderlig form for tolerance, der lader alle religioner være ét fedt. Hvilket er ufornuftigt
7. april 2007

Tiden, vi lever i lige nu, mener, at den har fornuften på sin side. I modsætning til tidligere, hvor man på grund af manglende viden troede på hvad som helst. Mennesker, der levede, før vi blev moderne, var i reglen dummere og uoplyste. Men vi bærer over med dem, fordi de jo ikke vidste bedre.

I begyndelsen af 1990'erne talte man om en begyndende genkristning af både folk og kultur. Man havde allerede for længst iagttaget, at religionens tid på ingen måde var forbi. Det havde den marxistisk-kulturradikale tidsånd fra 1970'erne ellers forudset med det, den selv anså som nogenlunde videnskabelig sikkerhed.

Logikken var på marxismens og kulturradikalismens side, og den blotlagde en nærmest mekanisk udvikling, som med tiden ville gøre religionen overflødig. Det var lige før, man kunne høre tandhjulene rasle og køre derudad med uafvendelighedens udisputérbare lovmæssighed. Fornuftens uhildede og klare lys skulle oplyse enhver formørket sjæl, der krampagtigt og intolerant fastholdt et antikveret religiøst verdensbillede. Ikke siden dengang kirkens og dens mægtige hierarki sad massivt på magten over både det verdslige og åndelige regimente i højmiddelalderen, har vi oplevet en generation af intellektuelle med politisk og kulturel radikalisme på programmet være så urokkeligt overbeviste om, at sandheden endegyldigt havde valgt at parkere hos dem selv (sic!).

Det var ren religionserstatning. Og som erstatning for religionen fik den også religionens særpræg. Den erstattede religionens åbenbarede universalisme med den videnskabelige fornufts altdominerende fordringsfuldhed. Alt ville kunne bøjes ind under en snæver menneskelig fornuftsopfattelse, der følgelig kun levnede plads til det i sagens natur forklarlige. En simpelthen kolossal reduktion, tilsat et ikke helt uanseeligt tilskud af hovmod og almindelig lalleglad udviklingsoptimisme.

Men dér i begyndelsen af 1990'erne begyndte som antydet at blæse andre vinde, der såede tvivl om den marxistisk-kulturradikale fornuftopfattelse og dens énsidige dominans i skole- og kulturliv. Intellektuelle begyndte så småt efter murens fald og den praktiserede marxismes kollaps at se sig om efter nye verdensanskuelser. Og temmelig mange sprang ud som kristne.

Jeg kan huske, gøgleren og filminstruktøren Erik Clausen blev spurgt, om han var skabskristen? Hvortil han så svarede: 'Gud ser alt! Så man kan ikke skjule sig i et skab.' Kristendommen fik vind i sejlene. Tilsyneladende!

Fornyet modstand

Men siden ca. år 2000 er det som om de gamle ateister og kulturradikale atter har rebet sejlene og nu sætter ind med en endnu mere massiv modstand mod religion og kristendom. Vores tid lige nu er virkelig meget polariseret. På mange måder lige som i 1930'erne. Og det er karakteristisk, at man ikke skelner mellem religionerne. Islam og kristendom kommer under én hat. Én af vores fremmeste religionshistorikere, som naturligvis også er ateist, bedyrede ligefrem på et tidspunkt, at hvis han endelig skulle træffe et religiøst valg, så ville han vælge islam.

Det er en besynderlig form for tolerance, der lader alle religioner være ét fedt. I mørke er som bekendt alle katte grå. Kulturradikale intellektuelle mener kun at kunne betragte alting på afstand uden for alvor at involvere sig i noget som helst, fordi det er den eneste måde, hvorpå denne form for overfladetolerance kan opretholdes. Tolerance i denne afstøbning rimer perfekt på distance. Alt skal holdes på videnskabens armslængde, så ingen subjektive og vilkårlige følelser kommer i vibration og derved påvirker den golde videnskabeligheds neutrale relativisme.

Når man således i denne intellektuelle ateisme og tolerance sidestiller alle religioner med hinanden, så er det faktisk tankevækkende, at man derved netop allerede har sagt farvel til almindelig sund fornuft og skønsomhed. En sådan relativisme eller udstillingstolerance emmer just af en kolossal mangel på viden og indsigt i religionerne selv. Religion, religiøsitet, tro og kristendom er akkurat områder, inden for hvilke moderne ateistiske livsanskuelser i skoler og på højere læreanstalter har suspenderet deres ellers ubønhørlige krav om oplysning og stor viden og indsigt. Man behøver selvsagt ikke at være troende, for at vide noget kontant om den tro eller religion, man ikke kan tilslutte sig. Men med denne viden står det temmelig sløjt til blandt de fremmeste af religionsforagterne.

Fornuften står ikke i modsætning til kristendommen, hverken fra indersiden, altså fra evangeliet. Eller fra ydersiden, som er ensbetydende med kristendommen i dens historiske skikkelse. Fornuften står heller ikke i modsætning til religiøsitet og tro. Har man lagt sit liv og sin skæbne i Guds hænder, har man ikke også i samme ombæring sagt farvel til fornuften. Slet, slet ikke. Fornuften har i dag som noget idéhistorisk nyt brug for religionen og troen, for at forblive fornuftig og derved erkende grænserne - ikke for Gud (som to Politiken-journalister ellers mener i en debatbog af samme navn), men for den selv. En selvstændig fornuft, der tror den kan operere på egen hånd, løsrevet fra resten af tilværelsen, er ikke fornuftig. Den er bindegal og kan i værste fald styre lige lukt imod tyranni og diktatur.

Guds hemmelighed

Evangeliet er ikke en videnskabelig afhandling. Sådan nogle findes der slet ingen af i hele bibelen. Men i modsætning til, hvad man af tidsånden skulle føle sig nødsaget til at tro, så betyder det ikke, at den slet ikke indeholder nogen fornuft.

For det første udsiger evangeliet, at den menneskelige fornuft aldrig nogen sinde kan blive total, fordi fornuftens totalitet er hos Gud, ja er Gud (Joh. 1, 1). Hemmeligheden bag hele vores svimlende tilværelse og den omverden af natur, univers og mennesker, som omgiver den, er og forbliver gemt hos den almægtige Gud selv. Og ingen som helst andre steder!

Men for det andet fortæller evangeliet os også, at selvom den ultimative og endegyldige fornufts totalitet er og forbliver Guds dybe hemmelighed, så betyder det ikke på nogen som helst måde, at fornuften bliver forbeholdt Gud. Det forkynder evangeliet på to måder:

Da Gud skabte verden brugte han sin fornuft og gav dermed noget af sig selv. Gud gik ikke op i verden, da han skabte den, han udtømte ikke sit væsen og sin fylde i den skabte verden, men skabte den med en fornuft, der lader hans egne menneskelige skabninger skimte og ane Gud som den egentlige bagvedliggende årsag og opretholder. Skabningen er ikke Gud. Skabningen er forskellig fra Gud, men er af Gud. Menneskets bevidsthed og dets evne til at erkende og forstå er medgivet det af Gud selv ved skabelsen, således at vi dels kan færdes nogenlunde hjemmevant i den. Men dels også således, at vi kan tro og erkende Gud som virkelighedens grund og dyb (jf. f.eks. Tillich). Bevidstheden, erkende- og forståelsesevnen hos mennesket er delagtighed i Guds skabelsesfornuft, hvorved han lod verden tage form og blive til virkelighed ud af intet. Men den menneskelige fornuft er og forbliver kun delagtighed, aldrig besiddelse og ejendom. Når mennesket totalitariserer sin afmålte fornuft, forvandler den sig straks til synd (coram deo) og overgreb på virkeligheden. Det ser vi i ikke mindst ideologierne efter de to verdenskrige.

Guddommelig fornuft

Dernæst vidner prologen til Johannes-evangeliet om ordet, der blev kød og tog bolig iblandt os. Det ord og den fornuft, hvormed Gud ved tidernes morgen lod verden vinde form og virkelighed ud af intet, antog skikkelse af et menneske i kød og blod. Jesus Kristus er Gud selv, det levende ord, i hvis legeme blodet strømmer, hjertet banker, sindet bevæges og hænderne virker og handler i kærlighed og tilgivelse. Jesus Kristus i skikkelse af både det lille Jesus-barn og den korsfæstede Kristus personificerer sandheden, vejen og livet - ikke i form af en detaljeret indføring i verdens og tilværelsens beskaffenhed, men i form af et levende menneske som du og jeg. Kristus er den levendegjorte guddommelige fornuft, der langt, langt overstiger og overtrumfer den alene rent menneskelige fornuft, som ganske vist er delagtig i Guds fornuft, men som ikke er identisk med Gud.

Jesus Kristus kom ikke til denne verden, for at fortælle os om hemmeligheden bag universets uendelighed, mikroorganismernes skjulte liv eller livets gradvise udvikling. Gud blev menneske i Jesus Kristus, for dels ved troen at give os et dybere indblik i kærlighedens sande natur, som vi ved syndefaldet havde fortabt i blind tro på os selv og vores egen selvstændige fornuftsdyrkelse. Men først og fremmest blev Gud menneske i Jesus Kristus, for i ham at bære al vor synd og derved i kærlighed og opofrelse tilkæmpe os det evige liv.

Begge dele betyder, at vi ikke alene er delagtige i Guds fornuft, men sidst og ikke mindst fuldt og helt er blevet delagtiggjorte i Guds kærlighed og frelse.

Henrik Bang-Møller er sognepræst i Skagen

Kronikken tirsdag: Grundloven og krigen i Irak

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her