Læsetid: 6 min.

Kristers oplevelser

Ud af 90'ernes ikke altid lige fængende matematikforelæsninger på Aarhus Universitet er der kommet en ganske særlig tegneserie. Seriens hovedperson, Krister, taler kun i palindromer, og det kan resultere i en del absurditeter. Men også kreativitet, mener seriens forfattere
21. marts 2007

I 1991 startede Jakob Fredslund og Kristian Thougård Pedersen på Matematik på Aarhus Universitet. Der var mange forelæsninger, og de var ikke alle lige spændende:

"Vi sad ret ofte og fandt på palindromer under forelæsningerne," fortæller Kristian.

Palindromer er ord eller sætninger, der staves ens forfra og bagfra.

"Voksne irere dividerer i en skov," siger Kristian, når man spørger til et godt palindrom.

"Den er en grammatisk korrekt sætning, og så er den ikke søgt. Altså bortset fra det billede, den skaber," lyder forklaringen.

Palindromerne på auditoriets bageste række blev flere og flere, og da Kristian samtidig var tegner, blev de to interesser hurtigt forenet i en tegneserie:

Jakob: "Kristian startede allerede i første uge af vores studietid med at lave tegneserier om os på holdet, og Krister, som vi læste sammen med, var så en af hovedpersonerne. Det var en absurd tegneserie, og på en eller anden måde blev det til, at Krister skulle tale i palindromer."

Spansk snaps

Siden har Krister været rammen om serien, og selvom Jakob og Kristian for længst er blevet kandidater, udkommer den stadig. I alt er det blevet til 28 tegneserier, som alle er bygget op omkring Kristers palindrom-udtalelser:

Jakob: "Ofte starter det med, at vi har en punch-line, altså et godt palindrom, og så må vi så finde på nogle billeder, der kan retfærdiggøre, at Krister siger netop det."

Det kan være sætninger som "spansk snaps", "ih, Sushi" eller "yverrevy". Men det kan også blive mere kompliceret:

"Af og til er det så nogle meget lange palindromer, som ikke giver mening i sig selv. Der er det jo så udfordringen at lave en historie, som kan få det til at give bare nogenlunde mening, at Krister siger det. For eksempel den, hvor Krister bliver hejst ned af et reb med en stær, der kan aldersbestemme et espetræ, mens en engelsk lord, der kan dressere skader ved at frisere dem, holder rebet, og en fyr ved navn Aksel rider væk på en hest. Der kan han så få lejlighed til at sige et langt palindrom," siger Jakob, og viser tegneserien frem.

Kristers palindrom, som først kommer nederst på side 2, lyder:

"Red Aksel? Jeg ser ejere Sir, få mig op! Senere ret adræt stær daterer en esp, og I må frisere jeres gejle skader."

Jakob: "Normalt kan jeg ikke lide, når palindromer er så søgte og ikke giver mening. Men den her er meget sjov."

Kristian: "Ja, den bliver sjov, fordi den er så umulig at forklare, at man må finde på alle de absurditeter."

Den slags kan man også spekulere i:

Jakob: "Vi har levet en, hvor en af Kristers venner går og venter på Krister i sin lejlighed, og hvor der kommer en masse underlige mennesker forbi, så der rigtig er forventninger til palindromet..."

Kristian: "Ja, der kommer en, der hedder Skov Ib og man ser en dåse bivoks, så vi lægger rigtig op til det. Da Krister kommer, står der en syv-otte personer i lejligheden - blandt andet nogle muslimske gardere og en fyr med en oppustelig Finn Nørbygaard-dukke. Men Krister siger bare 'Aha'.

Kristian: "Det er en slags metategneserie, og det forudsætter selvfølgelig, at folk allerede kender konceptet. Vi har også en, hvor Krister har fået hikke. Men hver gang han siger 'hik', er han jo nødt til at sige 'ih' bagefter. Så der må ske noget overraskende i hvert billede, og det gør der så også."

I den seneste serie er Kristers fætter desuden kommet med:

Jakob: "Han bruger ikke andre vokaler end 'e'. Så der er blandt andet en snedker og en smed med."

Kristian: "Ja, og Renée Zellweger. Og Krister står ved siden af og taler i palindromer."

Jakob: "De taler også i kor, hvordan er det nu det er?"

Kristian: "Smeden spørger: 'Hvad er det for nogle mus, I snakker om?' Og så svarer de i kor: 'Dem! Se den rede dernede, smed!'"

Abba

De to er efterhånden blevet vant til at tænke i palindromer:

Kristian: "Hver gang jeg ser et udsædvanligt ord, så scanner jeg det for palindrompotentiale. 'Konsulteret' for eksempel. Så ser jeg straks, at de sidste fem bogstaver er et palindrom i sig selv. Så bliver det jo hurtigt til 'konsulteret lus nok', og så kan man så begynde at bygge den videre ud. Så det midterste af palindromet plejer at komme først - og så sætter man ting på i begge ender. Man er også blevet gearet til helt automatisk at gå uden om bestemte endelser. Mange ord ender på 'ker' - men næsten ingen indeholder 'rek'."

Jakob: "Man tænker også af og til - det her er godt. Jeg synes for eksempel, at man skulle lave et palindrom ud af ordet lortemetro. Men der mangler jo et 'l' til sidst, så det er ikke færdigt. Jeg har det samme problem med DJØF'ere. Jeg vil så gerne lave en, der hedder 'DJØF'ere, føj'. Men der mangler et 'd'."

Kristian: "Måske kan man lave noget med DJØF'ere føjda."

Jakob: "Men så mangler der er 'a'"

Kristian nikker: "Ja, det gør der. 'Ede' er for resten tit en god endelse. 'Snavsede sure berusede svans'. Det er ikke så pænt, men det er et palindrom."

Der finders også palindromklicheer:

Kristian: "Palindromer som 'Abba', 'regninger' og den slags bruger vi ikke, fordi det er klicheer, og fordi de ikke er vores egne. Jo, faktisk bruger vi dem indirekte i en serie, hvor man ser Kristers kone tale i telefon med Krister. Man kan ikke se, hvad Krister siger, men man kan regne ud, at det netop er klichepalindromer, han siger i telefonen."

Jakob: "Når man har for mange navne med. Så tænker jeg også, at det er for tyndt."

Kristian: "Ja, korte sætninger, bydeform og apostroffer skal man undgå - og så navne. Med mindre, det er fulde navne på rigtige personer, så kan det være et plus. Vi har en, hvor både Robert de Niro og Al Pacino er med."

Stram ramme

Kristers palindromer skaber stramme rammer for, hvad der er muligt i serien - men det ser Jakob Fredslund og Kristian Thougård Pedersen som noget positivt:

Jakob: "Jeg tror, at alle skabende processer har brug for en kim. Det er godt, når man sætter nogle rammer op og så udfordrer dem. Vi er begge begejstrede for Dirch Passer - og uden sammenligning i øvrigt så tror jeg, at vores arbejdsproces minder om den måde, nogle af hans klassiske sketches er skrevet på, f.eks. Mudderkliren, hvor rammen er at få så mange fuglerelaterede udtryk med som muligt. F.eks. er det jo meget søgt, at for at få ordet uglegylp med må de opfinde en ugle, som har nogle bukser med gylp. Det samme gæler mange af de gamle Osvald Helmuth-sange, hvor rimene styrer, hvad der skal ske," siger han og fortsætter:

"Da jeg lavede ph.d. i datalogi, arbejdede jeg bl.a. med Lego-robotter. De computere, vi brugte, havde kun tre udgange til motorer og tre indgange til sensorer - det blev en god udfordring, for det er en striks ramme. Så må man tænke kreativt for at udnytte de rammer, der er."

"Jeg vil sige, at rammer er helt centrale for kreativitet," siger Kristian.

Koblingen mellem ordleg og matematik finder de helt naturlig:

Kristian: "Man møder tit den opfattelse, at matematik ikke er kreativt, men det passer ikke. Man bruger bare nogle andre værktøjer. Jeg har indtryk af, at mange af dem, der er glade for den her type humor og kreativitet, også er glade for matematik. Ordnørderi trives blandt matematikere."

Jakob: "Ja, man kan sige, at kreativitet er at kombinere kendte elementer på en ny måde. Det er vel systematikken, som matematikere er glade for - og så det, at man kan kombinere glæde ved sprog med matematikken. Desuden skal man jo også kunne se, at det er ret svært at lave palindromer, og det kan naturvidenskabelige folk nok ofte. Der er mange der er trænede i at dyrke den slags puslerier og kan værdsætte ting, som er svære at få til at gå op. Det absurde tror jeg også, at mange med en naturvidenskabelig tilgang til tingene kan lide, selvom jeg ikke ved hvorfor."

Kristers Oplevelser kan læses på www.palindromer.dk.

Klik på 'Krister-serierne' og vælg en stribe. Du kan også bestille et trykt hæfte med Krister-tegninger for 13 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu