Læsetid: 3 min.

Kritik af filminstitut for at svigte nye talenter

Talentudviklingspuljen på 100 millioner kroner skal bruges til at udvikle nye talenter til dansk film, men i flere tilfælde tildeles de begrænsede midler til etablerede kunstnere. Filmbranchen kritiserer puljen for at have for snævre støtte-vilkår. DFI afviser blankt
24. oktober 2005

Min søsters børn. Okay. Allegro.

Tomas Villum Jensen. Jesper W. Nielsen. Christoffer Boe. Man skulle ikke mene, at ovenstående instruktører, der står bag filmene, er uprøvede talenter i den danske filmverden. Ikke desto mindre er de blandt de navne, der i øjeblikket er i gang med projekter med støtte fra Det Danske Filminstituts Talentud-viklingspulje. Talentudvik-lingspuljen blev oprettet med henblik på at støtte unge, uprøvede talenter og mere erfarne med at udvikle nye sider af deres talent, men i filmbranchen mener nogle, at de i forvejen små midler i puljen prioriteres forkert.

Producer ved Nimbus Film Meta Louise Foldager har flere gange arbejdet med nye talenter inden for dansk film, blandt andet på instruktør Nikolaj Arcels debut Kongekabale og instruktør Heidi Maria Faissts Liv, der i øjeblikket er under produktion. Hun mener, at rammerne i Talentudviklingspuljen sætter for snævre grænser for hvem, der kan lave film - og at de økonomiske rammer er for små.

"Jeg synes, at det er i orden, at erfarne filmfolk får lov til at afprøve nye sider af deres talent, men man kunne måske ønske sig, at folk som Jesper W. Nielsen og Tomas Villum Jensen kunne få de muligheder andre steder," siger Meta Louise Foldager.

Også Sekretariatschef i Producentforeningen Klaus Hansen mener, at der er no-get galt med fordelingen af midlerne i puljen.

"Støttevilkårene skal ændres, for det er ikke attraktivt for nye talenter at anvende puljen, som den ser ud i dag," siger Klaus Hansen.

Kunstnerisk leder af puljen Vinca Wiedemann afviser - på trods af at det står i film-aftalen - at talentmidlerne skal gå til uprøvede.

"Talentudviklingspuljen har ikke ansvaret for de uprøvede talenter. Du skal have bevist, at du kan lave film. Vi udfylder hullet mellem Filmskolen eller et tilsvarende niveau og den første spillefilm," siger hun.

Langsomt fra start

Det er ikke første gang, rammerne for Talentudviklingspuljen kritiseres for at være for snævre. Puljen, der blev oprettet i forbindelse med filmforliget 2002, har endnu ikke resulteret i en eneste filmpremiere, selv om DFI i efteråret 2004 øgede budgetterne for at gøre det mere attraktivt at søge penge. På nuværende tidspunkt er ni film i produktion, 16 i udvikling og fire forventes at have premiere i foråret 2006, men flere i branchen vurderer, at det ikke er godt nok.

Formanden for Danske Filminstruktører, Ebbe Nyvold mener, at nyuddannede mister en del af deres viden, fordi der går for lang tid, inden de får produceret deres første film.

"Talentudviklingspuljen er ikke kommet godt fra start, der er simpelthen blevet lavet for få film. Fra en instruktør er færdig på Filmskolen, til han eller hun laver sin første spillefilm, går der som regel otte til ti år, og det er for lang tid," siger Ebbe Nyvold.

Derudover er problemerne med puljen, at når en ny instruktør omsider kommer igennem nøglehullet, er budgetterne meget små, siger Meta Louise Foldager. Hun frygter, at talentfulde unge instruktører sorteres fra, fordi de ikke kan fortælle deres historier inden for så smalle økonomiske rammer.

"En film som Kongekabale kunne ikke være lavet under den nuværende talentpulje," siger Meta Louise Foldager.

Sekretariatschef i Producentforeningen Klaus Hansen forudser, at anvendelsen af midlerne til talentudvikling vil blive et af de store diskussionspunkter ved næste års forhandlinger om et nyt filmforlig, og flere kulturordførere bekræfter, at de vil se nærmere på rammerne for Talentudviklingspuljen.

"Vi skal se på, om udviklingskriterierne er for snævre. Helt nye talenter skal også have lov til at komme ind i stedet for det nuværende ordning, hvor det skal være et manifesteret talent," siger Socialdemokraternes kulturordfører Mogens Jensen.

De radikales Simon Emil Ammitzbøll vil gerne øge støtten til Talentudviklingspuljen.

"Vi skal se på, hvordan der kan bruges flere midler på Talentudviklingspuljen, det kunne eventuelt være ved at tage lidt fra støtten til spillefilm," siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu