Læsetid 3 min.

Kritik af kulturministerens kammerateri

Brian Mikkelsen har givet nogle få mandlige meningsfæller for meget magt over kulturlivet, mener tidligere kulturminister og taler om 'vicekulturministre'
12. september 2006

Mænd i mørke jakkesæt. Sådan betegnes mange af de mennesker, som den konservative kulturminister Brian Mikkelsen har udnævnt til magtfulde poster i kulturlivet. En nærmere gennemgang foretaget af Information viser, at der er noget om snakken. Ministeren har til 60 formandsposter udpeget 46 mænd, og han har placeret meningsfæller på en række centrale poster. Politiske modstandere mener, at Mikkelsen har koncentreret for meget magt på for få hænder til skade for pluralismen i kulturlivet.

En af de ofte ligesindede og jævnaldrende mænd, som især er i kridthuset hos kulturministeren, er jurist og leder af Dansk Design Center, Christian Wrede Scherfig.

Den 40-årige Brian Mikkelsen har udnævnt den 41-årige Scherfig, der betegner sig selv som borgerlig, til to betydningsfulde poster. Dels til formand for Radio- og tv-nævnet - dels til formand for Københavns Teater, der er den øverste administrative enhed for de største teatre i hovedstaden.

Om Mikkelsens placering af Scherfig siger Socialdemokraternes kulturordfører, Mogens Jensen:

"Blandt Mikkelsens udpegede skiller Scherfig sig ud, da han sidder på tre helt centrale poster i kulturverdenen. Der er efter min mening tale om en betænkelig koncentration af magt hos én person, der er tæt på ministeren."

Den tidligere kulturminister og nuværende kulturordfører for De Radikale, Elsebeth Gerner Nielsen, kommenterer Informations liste over Brian Mikkelsens udvalgte:

"Vi har en kulturminister med en række vicekulturministre, som f.eks. Scherfig og formanden for Kunstrådet, Lars Liebst. Under Mikkelsen er magten på kulturområdet blevet samlet hos nogle ganske få mænd. Den centralisering går ud over pluralismen i kulturlivet, fordi kunstnerne får færre muligheder for at søge støtte."

Brian Mikkelsen kalder Scherfig en god bekendt, der udfører et godt stykke arbejde. Om udnævnelserne siger Mikkelsen:

"Det var en enig forligskreds også med Socialdemokraterne og De Radikale, der udpegede Scherfig til formandsposten i Københavns Teater. På det tidspunkt var Scherfig allerede formand i Radio-tv-nævnet, så andre politikere havde haft lejlighed til at se ham an. Så jeg undrer mig over deres kritik."

Sårbar minister

Ved at give Scherfig de to formandsposter har Brian Mikkelsen gjort sig selv sårbar, mener den tidligere kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen, som siger:

"Hvis det går galt for Scherfig på nogle af formandsposterne, så vil det uvilkårligt smitte af på ministeren, fordi han har givet Scherfig så prominent en placering."

Der er faktisk allerede blevet sat spørgsmålstegn ved Scherfigs rolle i nogle tilfælde. Eksempelvis da han som formand for Københavns Teater i foråret var med til at udvælge en ny direktør. Det blev den daværende rektor for Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, Steen Pade. Det vakte opsigt, fordi Pade ingen erfaring har inden for teaterlivet, og fordi Pade er gift med kontorchef i Kulturministeriet, Jane Pade.

"Angående habilitet må du spørge i Kulturministeriet. Steen Pade blev udvalgt af et headhunting-firma, og vi ansatte ham, fordi han ubetinget var den bedste kandidat," siger Scherfig.

Egne smagsdommere

Ud over den borgerlige Scherfig har Mikkelsen placeret en række højreorienterede på gode poster. Det gælder f.eks. formanden for DR, Mogens Munk Rasmussen; formanden for TV2, Niels Boserup; formanden for Det Danske Filminstitut, Morten Hesseldahl; og formanden for Team Danmark, Carl Holst (V).

SF's kulturordfører Ole Sohn siger:

"Når man ser, hvem Brian Mikkelsen har udnævnt, må man konstatere, at al den tale i begyndelsen af ministertiden om kulturkamp og oprydning i råd og udvalg blot handlede om at få udskiftet eventuelt venstreorienterede med en garde af folk, der har et borgerligt udgangspunkt."

Brian Mikkelsen afviser enhver tale om politisering i udnævnelser.

"Hvis man som Sohn ikke vil anerkende, at det går godt, så må man jo trække en gammel traver af stalden. Kigger man man på listen over de hundredevis af mennesker, som jeg har udnævnt i min ministertid, så vil jeg tro, at mindst 80 procent politisk ligger til venstre for regeringen. Jeg er ligeglad med partifarver, jeg går efter faglighed, faglighed, faglighed," siger Mikkelsen.

Kulturministeren afviser, at han skulle have en speciel kreds af folk, han særligt rådfører sig med, og siger, at han har 200-300 mennesker, han jævnligt taler med.

Elsebeth Gerner Nielsen mener, at det er påfaldende, at Mikkelsen har besat 60 formandsposter i kulturlivet med 46 mænd og 14 kvinder.

"Når man ser på listen over udnævnelser, så er det svært at se, at vi lever i det 21. århundrede. Her er ingen afspejlning af, at halvdelen af Danmarks befolkning er kvinder, og at der er mange kvalificerede af slagsen i kulturlivet," siger Elsebeth Gerner Nielsen.

Brian Mikkelsen afviser den kritik.

"Jeg anstrenger mig for at få flere kvinder udnævnt og har f.eks. afvist forskellige organisationers indstillinger på grund af mangel på kvinder på listerne. Jeg er et moderne menneske, som ønsker ligestilling," siger Brian Mikkelsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu