Læsetid: 3 min.

Kritik af den militante ateisme

19. maj 2005

Ifølge gængs opfattelse lever vi en sekulariseret kultur. Men holder det? Hvor omfattende er sekulariseringen? Det er for mig et åbent spørgsmål.

Mennesker har altid funderet over eksistentielle - og religiøse spørgsmål: Hvad vil det sige at være menneske? Er livet meningsløst? Er livet meningsbærende? Er der sammenhæng i tilværelsen, eller er det noget, vi selv skaber? Indgår vi i noget givet?

Som abonnerende på Dagbladet Information gennem mange år er jeg som læser til tider lidt forundret. For helt ærligt, hvor er tolerancen, når det gælder andre end sekulære livsopfattelser? Har politiske ideologier, traditionelle kirkelige, religiøse og politiske grupperinger alle en tendens til at være ekskluderende?

Kritikeren af kristendommen par excellence Friedrich Nietzsche har sagt: "Alt er fortolkninger" - men føjede han til - "dette er også en fortolkning."

Denne grundliggende konstatering af vore vilkår som mennesker burde føre til mindre skråsikkerhed mellem forskellige livsopfattelser. Et langt liv har lært mig, at mangfoldigheden er befordrende for livet - og at ensretning er det modsatte. Ret beset er der momenter af tro og håb integreret i alle former for livsanskuelser.

For den religiøse er livet givet. Det betyder, at der er en sfære af noget før os, noget der rækker ud over os selv.

Det er ikke ensbetydende med, at religion - in casu kristendom - er et metafysisk system. Eller at livet er determineret. Tro er tillid og relation - mere store spørgsmål end klare svar - ja, livslang forundring og ærefrygt for livets kompleksitet.

Det immanente konstitueres og perspektiveres af det transcendente. Dialektikken i livet og tanken er grundlæggende. Ingen skygge uden lys. Men tilværelsen kan aldrig fuldt ud forklares fra menneskets position.

Det store spørgsmål er, hvordan vi som nutidige reflekterende mennesker kan tale og tænke om Gud? Ja, her er mange og lange overvejelser uomgængelige. Søren

Kierkegaard sagde i sin tid om for konkrete guds -forestillinger: "Fanden være Gud på de betingelser."

Sproget kommer ganske enkelt til kort, når vi vil tale om Gud, så klare og håndgribelige svar er udelukket. Vi er henvist til at bruge allegorisk tale: Gud er magten til at være til i og over alt, som er til, den uendelige værensmagt, den væren, der er forud for det værende, som vi kender.

Vor epokes kritik af megen religiøsitet er forståelig og berettiget, den er historisk begrundet. Religions negative virkninger er indgående beskrevet, det kender vi alle. Religion og magt er en farlig syntese, der vedvarende skal bekæmpes alle steder, hvor den findes.

Kritik af religionskritik

Traditionelt har religion været forbundet med magt, systemer og metafysiske postulater. Men så enkelt og entydigt er det ikke længere.

For mig at se - og høre - er vigtige dele af den religiøse dimension og refleksion i dag inspireret af kontingens: Religion virker ikke gennem klarhed - men via det uafklarede. Det religiøse, kristelige og spirituelle er fyldt med livgivende inspiration, og nuancerne er talrige.

Derfor undrer jeg mig lidt over, hvordan man som humanist kan være indædt modstander af religiøse livsanskuelser, når de kan inspirere og berige masser af mennesker? Karl Marx proklamerede for længe siden, at "al kritik begynder med religionskritikken." Fint nok - det var nødvendigt, men det er ikke et blivende sted. Det er vigtigt også at være selvkritisk og at skelne.

Hvordan forholder vi os til menneskelig lidenskab? Den livsbekræftende og den livsødelæggende. Begge former er på spil i alle menneskelige sammenhænge, sekulære og religiøse. Så derfor spørger jeg: Hvem kritiserer religionskritikken? Måske skulle den militante ateisme være næste kritiske projekt?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu