Læsetid: 6 min.

Kritik af en monstrøs roman

Den franske forlagsverden har aldrig set noget lignende. Jonathan Littels storsælgende 900 sider lange roman om en tysk SS-officer har skabt hysteri blandt europæiske forlæggere, men kritiseres af nogle af Frankrigs største Shoah-eksperter
26. oktober 2006

PARIS - Max Aue er en tysk intellektuel, doktor i jura, Flaubert- og Stendhal-elsker og hovedperson i den roman, der i øjeblikket går de vildeste rygter om. Ikke kun i Frankrig, hvor det over 900 sider lange og halvandet kilo tunge værk udkom i starten af september. I Danmark løb Gyldendal af med sejren om rettigheden til værket i et nærmest hysteriske kapløb blandt europæiske forlæggere. På bogmessen i Frankfuhrt var den på alles læber, for en roman som Les Bienveillantes - de elskværdige - kan ikke alene få forlæggeres tænder til at løbe i vand, men også til at blive sylespidse. Romanen er blevet modtaget af et udelt imponeret og næsten enigt rosende anmelderkorps.

Men allerede inden da, lige fra den 39-årige Jonathan Littells (første og eneste) bog kom på gaden i Frankrig, begyndte salgstallet at klatre. På rekordtid er det nået op på et astronomisk tal i nær-heden af 150.000. Et uset fænomen i et land, hvor der plejer at skulle en Goncourt- eller Nobelpris til for at sælge i de mængder. Le Monde taler om "et sort hul i det franske bogmarked", der suger læserne til sig. Rygtet siger, at forlaget Gallimard har måttet tage det papir i brug til genoptryk, der ellers skulle have været brugt på den nye Harry Potter.

Men her holder det hyggelige også op. For Max Aue er SS-bøddel, og Les Bienveillantes er førstepersonsberetningen om hans tilværelse i årene mellem 1941 og 1944. Titlen er dyb ironi, 'de elskværdige' eller 'velvillige', er det folkelige udtryk for erinyerne eller furierne, i græsk mytologi de nattens døtre, skæbne- eller hævngudinder, der forfulgte mennesker, der havde forbrudt sig mod slægtninge. Og de indhenter ham, med Aues egne ord, til sidst. Det sker i en af de grotesk/pittoreske scener, der måske gør Littell til en stor forfatter. Uden at afsløre for meget optræder her: Berlin i ruiner, Max Aue, tre chimpanser, en døende flodhest og de elskværdige.

Digte om det uhyrlige

Det allerførste, men nærmest retoriske, spørgsmål fra næsten samtlige anmeldere har da også været, om man kan tillade sig at digte over massakrer på jøder og over koncentrationslejre. Alle har taget Adornos udsagn om umuligheden af at digte efter Auschwitz til sig, i det mindste hvad angår selve forbrydelsen mod menneskeheden. Men det er gjort før, eksempelvis af den franske forfatter Robert Merle med en ganske tilsvarende roman La mort est mon metier om Rudolf Höss' imaginære selvbiografi fra 1953, og i anmeldelserne går man let hen over spørgsmålet.

Næsten alle henter samtidig Hannah Arendts begreb om 'ondskabens banalitet' frem, som hun udviklede i sin dengang så kontroversielle dækning af Eichmanns proces for et amerikansk dagblad i 1961. Den 39-årige Jonathan Littell er amerikaner, men er for en stor del opvokset og har studeret i Frankrig. Udover at have arbejdet for NGO'er i blandt andet Bosnien og Rwanda har han oversat Blanchot, Bataille og De Sade til amerikansk. Selvom hans egen jødiske familie under krigen var i sikkerhed i USA, kender han på den ene side således til gruen, på den anden side ved han, hvad der kan skrives eller ikke skrives om den.

Han angiver da også selv, at en af intentionerne med værket har været at beskrive ondskabens banalitet indefra. "Jeg er et menneske, som alle andre, jeg er et menneske ganske som Dem!" hævder Jonathan Littells Max Aue fra starten og kaster sig ud i sin 900 sider lange monolog, sprængfyldt med minutiøst dokumenterede oplysninger, detaljerige erindringer - som den nøje beskrivelse af, hvorledes solen står op bag en af de skove, hvor man netop har henrettet et par tusind jøder ved nakkeskud - og citater fra de forfattere, han tydeligvis også refererer til i sin erindringsstil.

Men Littell er trods anmelderros og salgstal udsat for kritik. Det er ikke ved beskrivelsen af den af anmelderne så beundrede, uhyre behændigt fiktionaliserede kæmpedokumentation, at Littell synder. En tysk kritiker har ganske vist påpeget fejl i Littells brug af tyske udtryk. Men selv Claude Lanzmann, der i sit otte timer lange dokumentarepos Shoah - en af Littells inspirationskilder - har interviewet et stort antal nazibødler og håndlangere, anfægter ikke den historiske sandhed af Littells værk. Det han kritiserer er, at en SS-bøddel overhovedet kunne skrive noget sådant.

Kæmpeparadoks

"'De elskværdige' udgør et kæmpeparadoks," forklarer Lanzmann i Nouvel Observateur. "Littell har selv sagt, at SS-bødler ikke taler. Det ved jeg alt om, for jeg har prøvet at få dem til at tale. Ikke alene taler Littells helt så over 900 sider, han har også en total hukommelse. Han taler som alle de historiebøger, Littell har læst."

Lanzmann er derfor dybt bekymret over, hvordan disse uimodsagte historiske fakta vil blive modtaget i vore dage. Han er bekymret over, at man nu vil læse Littell i stedet for for eksempel at læse histori-keren Rauls Hilbergs Destruktionen af de europæiske jøder - en anden af Littells kilder.

"Littell skriver for eksempel, at nazisterne drog en parallel mellem den nationalsocialistiske ideologi og jødernes forhold til deres Lov. Nazisterne var vitterlig besat af det, deri tager han ikke fejl. Men at skrive det uden forbehold i en tid, hvor der vendes op og ned på alle symboler, på Davidsstjernen og hagekorset, hvilken virkning har det? Eller når en anden SS'er konfronteret med ligene af flere hundrede døde ukrainske nationalister, siger til Aue: 'Det er jøderne, der har gjort det'. Uden den mindste yderligere forklaring."

Et af de fortælletekniske greb, Littell benytter sig af, er at blande de mange udpenslede detaljer, der spænder fra diskussioner af teoretiske overvejelser om nazismens grundlag til nakkeskud, afføring, hjernerester og sammenligning af døde jøder med kakerlakker, med Aues personlige historie. Den indeholder - ud over kærligheden til litteratur - incest, måske et mord og en nøje beskrevet homoseksualitet. Men derved gør Littell med sin psykologiske forklaring så alligevel Aue til en pervers mand, man kan holde ude i strakt arm.

Almindelige mennesker

For Rony Brauman, tidligere leder af Læger Uden Grænser og ophavsmand til dokumentarfilmen Un specialiste om Eichmann, er det dybt problematisk:

"Det, vi har så svært ved at indse, er, at de monstrøse handlinger blev begået af mennesker, der var helt almindelige. Det var ikke ondskaben, der var almindelig. Det var de mennesker, der udførte den, der var helt almindelige."

Skønt Littell beskriver en SS-bøddel indefra, identificerer man sig så alligevel ikke med ham. For Aue er ualmindelig.

At alle mennesker tiltrækkes af det monstrøse, det ved til gengæld både Littell og Aue. Og Platon. Måske er det i et citat fra den alvidende roman selv, at fascinationen og de kæmpemæssige salgstal finder deres forklaring. Og måske mere endda: At muligheden af en forbrydelse mod menneskeheden ligger indkapslet. Første gang, Aue er vidne til en massakre, citerer den indsigtsfulde SS'er Platon - måske historiens første fascist, som det hævdes andetsteds i romanen.

Citatet er fra Staten. Leonte, søn af Aglaion, konfronteres med synet af en række lig efter en henrettelse. "På den ene side havde han lyst til at se, på den anden side var han oprørt og ønskede at se væk. I en tid kæmpede han og skjulte sine øjne, men overvældet af lyst tvang han sine øjne åbne, og løb hen mod ligene. 'Værsgo, i onde øjne, mæt jer nu med det smukke syn'."

Indtil nu har næsten 150.ooo franske læsere haft en uimodståelig lyst til at se bødlen over skulderen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her