Læsetid: 3 min.

Kritikken ud af kassen

29. januar 2002

ER KULTURRADIKALISMEN en pinende nødvendighed i en åndsformørket og -forsnottet tid, hvor vejrets og politikkens ugæstmildhed sætter sig som rust på stemmebånd og tanke og fordærver danskens mentalitet?
Eller er kulturradikalismen en gang ’hyggefis’ i PH-lampens logaritmiske skær, fuld af selvgodhed over for længst pivåbne døre ind til seksuelt frisind, respekt for leg, børn, jazz, lys, luft og hygiejne?

SIDSTE UGES forsvar i Information for kulturradikalismens aktuelle relevans henter sin vægt-
fylde fra de skygger, regeringsskiftet i november begynder at kaste. Vi nævner i flæng den nye, såkaldte integrationslov, ændringen af menneskerettighedscentrets status, den uargumenterede bremsning af
havvindmølleanlæg, beskæringen af de offentlige budgetter, der fortrinsvis rammer områder, som regeringen af ideologiske grunde ikke bryder sig om, hvortil kommer diverse ministres og regeringsstøtters udmeldinger, der lader ane, at vi kun har set begyndelsen.
De fleste af de adspurgte, inklusive Klaus Rifbjerg, der rejste problemstillingen, definerer i denne situation kulturradikalismen i modsætning til regeringens og dens støttepartis fremmedfjendtlige, snævert tænkte og antiintellektuelle anslag.

KRITIKKEN AF kulturradikalismen tager derimod udgangspunkt i dennes tidsbestemte udformning i 1930’ernes kulturkamp.
Det gælder forfatteren Bent Vinn Nielsens hib i Information den 22. januar, og det gælder det begreb om tolerance, der i forfatteren Peter Rønnov-Jessens øren klinger hult og »betænkeligt ligner ligegyldighed«.
For forfatteren Poul Vad, der allerede den 2. november i Informations fredagstillæg i2 langede ud efter kulturradikalismen, er det primært og grundlæggende dens fremskridtstro, der falder for brystet:
»Kulturradikalismen bygger på, at jo flere, der lærer at tænke kritisk, og jo flere, der lærer at læse ordentligt, og jo højere uddannelse af hele befolkningen, jo mere vil alt det mørkesnak forsvinde,« sagde han – og tilføjede: »Vi har aldrig haft så oplyst en befolkning som i de sidste 40 år, og alligevel vælter det frem med et eller andet behov for noget, som den oplysning ikke har dækket.«
Det er i den forbindelse værd at bemærke, at flere, som billedkunstneren Per Arnoldi i dagens avis, vil unddrage sig det tidstypiske ved kulturradikalismen ved at sætte lighedstegn mellem denne og ren fornuft slet og ret.
»Hvis vi glemmer det tidsbestemte og siger, som Klaus Rifbjerg gør, at det drejer sig om den frie tanke, om sund fornuft, rummelighed og tolerance, så er der mere brug for den end nogensinde,« erklærer Arnoldi. Nogenlunde samme holdning indtog i lørdagens avis forfatteren Jørgen Knudsen.

MEN KAN MAN løsrive kulturradikalismens fremskridtstro fra dens egen tid? Er rationelle argumenter og oplysning dagens svar på et politisk klima, der i en sjælden grad navigerer uden brug af argumenter overhovedet?
Det er fristende at opfatte regeringsskiftet som et af (en vifte af) udtryk for det behov, Poul Vad taler om. Som professor Peter Madsen, ligeledes i dagens avis, påpeger, så påberåber i dag »alle mulige fløje sig forskellige udgaver af kristendommen som nationalt grundlag« under »den besynderlige overskrift ’danskhed’,« til trods for at »det fælles i kulturen i Danmark er den sekulære bestræbelse på en vis grad af lighed og demokratiske politiske forhold på grundlag af universelt gyldige menneskerettigheder eller borgerrettigheder.«
Det nymodens lighedstegn mellem ’danskhed’ og ’kristendom’, er et af de mest iøjnefaldende eksempler på, at det ikke er rationelle overvejelser, men
følelser, der styrer de nævnte fløjes ræsonnementer.
Og dette er én af årsagerne til, at det muligvis er nødvendigt at tage Poul Vads iagttagelser meget alvorligt. Man kan rejse det spørgsmål, om troen på
det bedre arguments større vægt ikke simpelthen er naiv, i en situation, hvor følelseslivet hos dem, argumentet er henvendt til, er behersket af en massiv ulyst til at lytte, samtidig med at de sidder inde med magten?

MEN MAN kan også spørge, om kulturradikalismens kritikere tager situationen alvorligt nok. Måske skulle de, i stedet for at affærdige den som selvgod ligegyldighed og ’hyggefis’ tage et grundigere bestik af den situation, at dagens magthavere er aktive modstandere af de værdier, kulturradikalismen i bred forstand repræsenterer.
Det leder ikke nødvendigvis til den konklusion, at kulturradikalismen så har patent på de rigtige svar. Som Poul Vad påpegede, er der meget andet i menneskesindet, end det, der umiddelbart lader sig styre af fornuften, og det har kulturradikalismen en til stædighed grænsende tilbøjelighed til enten at overse eller fornægte.
Men det er på den anden side ikke ensbetydende med, at oplysning, humanisme, tolerance og rationel argumentation i offentlige anliggender ikke skal forsvares fra hus til hus, fra ruindynge til ruindynge.
Lad os afskaffe kasserne og betragte dagens problemer, som de er, i al deres konkrete forfærdelighed. Og lad os så diskutere, hvad der kan stilles op.

ks

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu