Læsetid: 8 min.

Efter kritikken kommer spindoktorerne

13. januar 2006

Danmark har ondt i samfundskritikken. Fra at være en øjenåbner over for urimeligheder i vores måde at indrette os på, er kritik reduceret til et redskab for fastholdelse af magt og tænkemåder. Det skræmmende perspektiv er politisk dvaskhed og apati over for den demokratiske proces, siger sociolog-foreningens formand, Rasmus Willig i sin ph.d., som han forsvarer i dag

Selv de magtfulde mænd i Danmark ville skrive under på, at kritik er vigtigt, og kritik er godt. I sin nytårstale sagde statsministeren Anders Fogh Rasmussen, at det er den konskevente kritik af alle autoriteter, som er årsag til selveste fremskridtet i Danmark. Man kan ikke forestille sig demokrati uden offentlig kritik. Og alligevel oplever vi i disse år, hvor demokratiet bliver mere og mere helligt, at samfundskritikken bliver mere og mere overfladisk og ufarlig. Vi hidser os op over enkeltsager eller eksempler på dårlig kommunikation. Men den substantielle kritik, som forholder sig til samfundets indretninger og institutioner er blevet sjælden.

"I dag er samfundskritikken blevet et middel for magthaverne til at fastholde og maksimere deres magt. Samfundskritikken er ganske enkelt kommet i magthavernes tjeneste, og de klassiske kritiske idealer er gradvist forsvundet", siger sociologen Rasmus Willig, der i dag forsvarer sin ph.d-afhandling, Muligheden for kritik.

Samfundskritikken har traditionelt haft to funktioner: Den har været oplysende, og den har været tjener for de stigmatiserede og udsatte i samfundet, der ikke selv har ressourcer til at tale deres egen sag. Men den moderne kamp om magten handler i høj grad om at kontrollere kritikken gennem et stadig mere massivt kommunikationsapparat.

"Store virksomheder ansætter deres egne kritikere og konsulenter for at forebygge kritik og for at maksimere egen magt, og de politiske magthavere benytter sig på samme måde af spindoktorer, der kan lægge slør ud for mulig kritik og lægge strategier for kritik af de politiske modstandere," siger Rasmus Willig, som også er formand for Dansk Sociologforening.

Det er en udvikling, der lukker af for ægte diskussioner vedrørende problemer i samfundet, der hæver sig over det banale niveau. Gang på gang bliver den store kritik, der retter sig mod selve fundamentet i samfundet, og som vedrører den etik og moral, som grundpillerne i samfundet bygger på, blot affejet. Konsekvensen er, at kritikkens rolle som en diskussionsåbner bliver stadig mindre mærkbar. Som eksempel på en 'nådesløs' samfundskritiker, der bliver affejet nævner Rasmus Willig forfatteren og samfundsrevseren Carsten Jensen.

"Det er bemærkelsesværdigt, at en mand som Carsten Jensen, der kritiserer såvel højre- som venstrefløjen får at vide, at han da ikke kan kritisere og tale på vegne af de svage, når han selv bor i en syvværelses lejlighed. Det er jo en mærkværdig udtalelse, når nu en af samfundskritikkens vigtigste funktioner altid har været at tale de svages sag, fordi de ofte ikke er i stand til at tale med magthaverne selv," siger Rasmus Willig, der påpeger, at det er en misforstået holdning, at folk kun må rette kritik angående problemer, der udelukkende vedrører deres egen lille livsverden.

Rasmus Willig mener, at argumentet for at Carsten Jensen ikke kan tale på vegne af marginaliserede borgere er bevidst politisk spin, som lukker af for diskussion, og som er typisk for debatniveauet i dag.

"Det er en måde at distrahere modstanderen og fjerne fokus fra, hvad den rejste kritik handlede om. Det er ikke en ægte modkritik, men blot en banal måde at modargumentere på, der bliver mere og mere udbredt i takt med, at der kommer flere kommunikationskonsulenter," siger Rasmus Willig.

"Det bliver derfor i høj grad de små sagers kritik, der dominerer samfundsdebatten. Der er ikke længere stærke politiske programmer og ideer om, hvordan samfundet skal indrettes bedst muligt. Det hele afspejles i den daglige retorik, og tager blandt andet form via partiernes udbredte brug af enkeltsagspolitik. Dybden forsvinder til fordel for det overfladiske, og vi får ikke taget de vigtige diskussioner om samfundets indretning."

Rasmus Willig mener, at statsministerens håndtering af Velfærdskommissionens udspil er et tydeligt eksempel på den mangelfulde dybdegående diskussionskultur herhjemme.

"Hvordan kan statsministeren komme med svar på så mange velfærdsforslag lige efter, de er blevet fremlagt? Det kan han kun, fordi han på forhånd har forberedt sig på mulig kritik og på, hvordan han kan lægge låg på forslag, der ikke passer ind i regeringens planer. Det vil sige, at diskussionen, når der præsenteres alternative samfundsstrukturer, allerede er afskrevet på forhånd - det er vigtigere at fastholde magten for enhver pris end at risikere indrømmelser over for modparten," forklarer Rasmus Willig.

Rasmus Willig forklarer, at politikerne 'snyder' befolkningen, skaber politikerlede og undergraver de demokratiske principper ved at stå hårdnakket fast på enkle principper.

"Jo flere emner, politikere giver indtryk af, slet ikke er til diskussion, desto mere afskærer de befolkningen fra aktivt at tage del i demokratiet. Kritik er jo godt, fordi det giver en høj deltagelse i demokratiet fra befolkningen - det virker ganske enkelt meget befordrende for lysten til aktivt at ville medvirke til at forbedre det samfund, man lever i."

Paradoksalt nok er der i denne tid, hvor magthaverne undergraver den dybdegående kritik, i høj grad grad brug for, at politikere og andre meningsdannere fungerer som forbilleder for befolkningen, når det gælder kunsten at rette kritik mod strukturelle problemer i samfundet og pege på alternative løsningsforslag til samfundets udfordringer.

For selvom individualiseringen fordrer en frihed til at danne egne meninger og principper, så er den i høj grad underlagt et liberalistisk åg, der ikke just er befordrende for kritik af samfundets strukturer, forklarer Rasmus Willig.

"Den store individuelle frihed gør, at man i den grad gør sig selv til genstand for selvkritik og overvejelser som: 'Er jeg omstillingsparat, er jeg god nok til at passe og stifte familie, og kan jeg generelt leve op til omverdenens krav'. Kritikken bevæger sig 180 grader ind mod selvet, og det betyder, at man ikke kritiserer strukturelle ydre forhold, der jo også kan have sin del af skylden for individets problemer," siger Rasmus Willig.

Han mener, at mange af vor tids sygdomme skyldes, at vi i stigende grad kanaliserer alle problemer indad, hvormed især depressioner, angst og sociale fobier bliver mere udbredt.

"Individet tugter sig selv i det moderne individualiserede samfund. Alting handler om selvrealisering og ikke vi-realisering. Så længe vi fortsætter med at sige, at det er vores egen skyld, når vi slet ikke til tanken om at dele vores erfaringer med andre. Vi får derfor ikke forenet os om at gøre politisk opmærksom på bestemte strukturelle problemer," siger Rasmus Willig og tilføjer:

"Det er et mere og mere udbredt problem. Individualiseringens paradoks forhindrer udøvelsen af kritik og fastholder én bestemt måde at se samfundet på."

- Kunne man ikke forestille sig, at den manglende kritik af samfundets eksisterende rammer også kunne skyldes, at danskerne har det godt og er tilfredse med samfundets strukturer?

"Man kunne godt antage, at det hele var godt nok, Men det mest farlige, man kan gøre i et samfund, er at bedrive en kritik, der ikke stiller kritiske spørgsmål til de eksisterende rammer og til fundamentet. Et samfund, der ikke opfordrer til kritik, er på vej mod et dvaskhedens dødsrige, hvor vi ikke får gjort noget ved de store problemer, og hvor vi ikke kommer strukturelle paradokser i forkøbet."

Rasmus Willig mener, at den almindelige dansker har en tendens til at overvurdere idyllen i den lille andedam herhjemme. Han peger blandt andet på store problemer i forhold til integrationen, folkeskolebygninger i forfald, manglende ligestilling, når det gælder løn og stadig flere, der går ned med stress på grund af et fortravlet samfund og stigende krav på arbejdsmarkedet.

"Der er masser af strukturelle udviklingstendenser, der er møgfarlige, og som vi er nødt til at forholde os til. 300.000 er på antidepressiver i dagens Danmark, og vi har andre meget store samfundsproblemer. De strukturelle skævheder bliver imidlertid fuldstændig negligeret," siger Rasmus Willig.

Den kritiske tradition har især taget en drejning hen imod mere spin og mindre kritik af samfundets strukturelle problemer, efter at de borgerlige indtog regeringslokalerne i 2001. Og fra politisk side ser det ikke foreløbig ud til, at diskussionslandskabet foreløbig vil ændre mærkbart karakter.

"Der er ingen tvivl om, at Fogh vandt valget på god kommunikation, hvor han afværgede kritik og samtidig var rigtig god til selv at affyre kritik. Det mest skræmmende er imidlertid, at de andre partier i den grad har efterabet den måde at bedrive politik på," siger Rasmus Willig.

Han mener, at den politiske elite i Danmark efterhånden er milevidt fra at opfylde betingelserne for den gode kritik: "En god magthaver skal skabe størst mulig rum for kritik for at kunne imødekomme den størst mulige del af befolkningen og samtidig også repræsentere de svage, der ikke kan formulere sig. En god magthaver skal ganske enkelt kunne stikke en finger i jorden og ikke blot snakke efter munden i forsøget på at maksimere egen magt."

Rasmus Willig forklarer dog, at den politiske og økonomiske elites stræben efter at bibeholde og skaffe mere magt via en målrationel kritik i høj grad skyldes, at samfundskritikken er dikteret efter markedsprincipper:

"Det er en del af den kapitalistiske logik, at hvis kritikken kan anvendes til at effektivisere og maksimere ens udbytte, så skal den også bruges på den måde."

Det fratager dog ikke politikerne et vist ansvar, understreger han.

"Vi har kreeret et kapitalistisk system, der er langt hurtigere, end vi selv kan følge med. Der er ingen tvivl om, at kapitalismen ikke forsvinder. Men vi er i stand til at regulere den, så den bliver vores tjener i stedet for omvendt," siger Ramus Willig.

Og kritik på markedets vilkår kan have nogle klare uheldige slagsider i forhold til borgernes relationer til venner og bekendte, forklarer Rasmus Willig.

"De medmenneskelige relationer er afhængige af tid og rum. Hvis vi ikke længere har tid til indbyrdes kritik i de medmenneskelige relationer, bliver relationerne let kortsigtede og overfladiske. Den lille kritik bliver udelukkende brugt til at opretholde en facade udadtil i stedet for at få facaden til at falde. Man får ikke klædt hinanden af, så man fremstår i nye og stærkere klæder og dermed kommer tættere på hinanden."

Rasmus Willig forsvarer i dag klokken 13 sin ph.d-afhandling i sociologi 'Muligheden for kritik - metodologiske studier'. Forsvaret finder sted i Auditoriet i hus 25, Institut for Samfundsvidenskab og Erhvervsøkonomi

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu