Læsetid: 3 min.

Kritikken på spil

17. marts 2003

INFORMATIONS tema »Kritikeren i krise« har ikke rigtig levet op til sin bekymrede titel. Heldigvis, må man vel mene. Ganske vist kan alle de adspurgte bekræfte, at De Gode Gamle Dage aldrig vender tilbage, men aldrig så snart har de jamret sig færdig, før de som med én mund bedyrer, at de på hver deres felt skam er villige til at mene en masse og dertil skrive så vildt engageret, at læserne trygt hænger på fra uge til uge.
Serien lagde ud den 7. marts i vort tillæg i2 med et interview med Torben Brostrøm og to dobbelte interviews med lyrik- og madanmeldere. Dernæst fulgte film- og teateranmelderne (11. og 13. marts). Lørdag den 15. marts kom turen så til rockskribenterne, der begribeligvis måtte gribe temaet an på deres egen måde, indvævet som de jo er med den globale kulturindustri, der gerne klarer sig strålende uden at behøve kritikkens vurdering og dermed dens legitimering.

UDSAGNENE kan ikke sættes på formel, også af den grund at selv om super-ganer kan være kloge, så bliver gastronomien dog ikke nogen drøftelse af fortolkning af tegn i samme forstand som i diskussionen af litteraturens, filmens, teaterets og musikkens udtryk. Men læst under ét efterlader serien det indtryk, at alle anmelderne, skønt aktive, savner dén kritiker, der tør udtale sig med en klar autoritet.
Filmanmelderne Morten Piil og Kim Skotte skuer med savn tilbage mod den tid, da standen også omfattede Henrik Lundgren, Jan Kornum Larsen, Henning Jørgensen, Michael Blædel og Ib Monty. Teateranmelderne: Monna Dithmer og Henrik Lyding savner allerede heftigt superikonet Jens Kistrup, der »gik ind og så alt – og skrev om alt«, idet de åbenbart underforstår, at selve intensitets- og aktivitetsniveauet hos kritikerstandens allersidste hvide elefant i sig selv gav ham autoritet.
Litteraturkritikerne Niels Lyngsø og Lars Bukdahl ser på samme tid ens og forskelligt på sagerne. De er enige om, at den enkelte anmeldelse som minimum skal rumme en karakteristik af bogen og en nogenlunde entydig smagsdom samt en perspektivering til forfatterskabet, verdenslitteraturen eller noget helt tredje – en aktuel debat for eksempel.
Derudover insisterer Lyngsø på sagprosaisk forbrugervejledning, hvorimod Bukdahl forbeholder sig retten til polemik, polyfoni, parentes, digression, affekt, karnevalisme og attituderelativisme, for nu blot at nævne nogle af de spredehagl hvormed han selv gavmildt bestrør sin erklæret »kunstneriske« måde at anmelde på.

HVOR LYNGSØS personlige ambition kan koges ned til et krav om redelighed og faglig gehalt, en fordring, han gerne betaler med risikoen for at blive kaldt »kedelig«, handler det for Bukdahl om formen som subjektiv metafor: en kritisk signatur, der uden at sige det direkte siger, at hvis man kan skrive »kunstnerisk«, så har man skam også forstand på kunst og dermed adkomst til at fælde en blot nogenlunde kvalificeret æstetisk smagsdom.
Den ene låner i sidste ende sin autoritet fra videnskaben, mens den anden i en dobbeltstrategi ’mimer’ kunsten i sin omtale af litteratur. Det eneste, de har til fælles, ud over mindstekravet om både at beskrive og vurdere, er ønsket om at kunne udtale sig med vægt.
Spørgsmålet er imidlertid, om ikke kritikken kun kan vinde autoritet, hvis den er villig til hver gang at sætte den på spil og på spidsen. Jens Kistrups gyldne ikon- og guru-status kom sig netop af, at han turde være til stede, ikke blot nede på gulvet foran scenen, men også bagefter i sin skrift, en subjektiv praksis, han altid bedrev med hvad man lidt selvmodsigende kan kalde viljen til at tage fejl, hellere end at livsforsikre sit udsagn.
Hvad der gjorde ham autentisk og derfor forlenede hans smagsdomme med vægt, var ikke hans ganske vist imponerende flid, men det risikofyldte, nysgerrige nærvær.

DEN KRITIK, der evner det, vil til hver en tid kunne få spalteplads, og er kritikken i krise, består miseren ikke i, at dagbladene ikke mere tør åbne sig for skribenter, der forener faglighed og klart engagement, samfører viden med lidenskab.
Kritikkens problem er snarere, at bladene faktisk fra dag til dag stiller sig tilfredse med halvdårlige anmeldelser, lunken karaokekritik, der åhsåvilligt synger med på den anmeldte bog, forestilling, film eller plade, og bovlam, klam reklamekritik (»Den perfekte mandelgave«, »Årets scorebog«, »Se den før din nabo Psykoterapeuten«, »Her er dine 200 kroner givet rigtig, rigtig godt ud«).
»Anmeldelsens berettigelse ligger i at byde læseren den service, som reklamen ikke giver,« sagde Morten Piil. Det er og bliver det grundlæggende. Og i stedet for at længes tilbage til dengang, der fandtes kritikere, bør kritikerne kæmpe med deres redaktioner om for alvor at få lov til at sætte kritikken på spil, på spidsen.

es-n

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her