Læsetid: 2 min.

Krøniken og kanonen

27. januar 2006

60'erne er aldrig med i noget mere – selv om det netop var dem, der satte gang i det, der nu er blevet til den store kanon

De ældste hovedpersoner i Krøniken er yngre end mine forældre, de næstældste er yngre end mig, og de yngste er små bitte slumstormere. Jeg er slet ikke med. Det er irriterende.

Men nu er vi fremme ved 1968, og Ida kommer endelig på universitetet. Der møder hun nok en lille hidsigprop, der hedder Finn Ejnar, og så sker der noget. Ida tror, hun skal læse folkeviser og Henrik Pontoppidan, men det skal hun ikke. Hun skal læse Herbert Marcuse og Anders And. Alt falder fra hinanden, vi glemmer vores kulturarv, og 35 år senere må vi gribe til kanonen for at genoprette den indelukkede kedsomhed, vi savner så meget.

Det kan måske også blive for meget for Bo - Idas ældste. Med den far må han have stof i sig til at blive lidt af en narkoman. Han hører allerede Beatles, og de var da vist narkomaner. De var også kommunister på en eller anden måde, for de sang om Formand Mao.

60'er-generationen hører kun hjemme i Krøniken som udskud og bipersoner, men det var os, der satte det hele i gang. Vi brød det ned. Vi tændte kanonerne. Om ikke for andet, skal vi blive husket for det engang!

Selvfølgelig modtog Danmarks Radio Brian Mikkelsens otte kanoner, hvormed arv skal plaffes ind i kommende generationer, med en helaftens tematisering på DR 2.

Den allestedsnærværende sprællemand og smagsdommer Adrian Hughes præsenterede. Vi fulgte Brian dagen igennem, og kommentatorer var samlet i små møbelgrupper.

Det er på en eller anden måde klart, at 60'er-generationen også her må være fraværende. Brændte den ikke sig selv op og forsvandt i en kæmpemæssig sky af hash, lsd, anarki og kommunisme? Nå ja, et hashvrag som Inger Christensen er smuttet med, og Henrik Nordbrandt sidder yderst på den fortvivlede udskiftningsbænk, det litterære kanonudvalg har sømmet sammen til lyrikken. Men hvor er, nu vi taler om noget, der skal få modvillige snotunger til at læse, en eminent læseværdig onkel oplæser som Dan Turell ?

Det spørgsmål stillede Lars Bukdahl, der også var noget vranten over, at Claes Kastholm, Jens Christian Grøndahl og de andre simpelthen havde glemt, at der eksisterer en litterær genre, der hedder 'digtsamlinger'. Jamen, der er da Inger Christensens Sommerfugledalen, mente smagsdommer Hughes. Nej, sagde Bukdahl. Det er ikke en digtsamling, bare en fjollet lille sonetkrans.

Mette Moestrup syntes, at der manglede kvinder. I den anledning nævnte hun Suzanne Brøgger og Kirsten Thorup. Hun skulle hellere have sagt Vita Andersen. Det her er jo til vores danske skolebørn i vores danske skoler. Det skal få dem til at læse dansk litteratur på dansk.

Marie Teztlaff var flov over, at hendes forfængelighed havde drevet hende i studiet for at snakke om noget så ligegyldigt. Det indkaldte indvandrerpanel kunne ikke se, hvad der var så dansk ved det hele. En af dem mente ligefrem, at det bedste ved Asger Jorn, hvis Stalingrad nu er kanoniseret, var, at han netop ikke ville være dansk.

Men indvandrerne var vel også kaldt ind, fordi de netop ikke er danskere. Det skal de ikke være kede af.

Det er Anders And heller ikke.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu