Læsetid: 3 min.

Kronologisk kispus i ny Spike Lee-film

Med sin street credibility intakt og skindet sådan nogenlunde på næsen tager Spike Lee springet ud i det, man kunne kalde spændingsfilmskomedien
31. marts 2006

I de forgangne 20 år har Spike Lee sat kulør på amerikansk film og rangeret blandt landets mest respekterede og mindst konfliktsky independent-instruktører. For tiden arbejder han på When the Levee Broke, en dokumentarfilm om Bush-regeringens påfaldende sløve respons, da New Orleans' fattigste, og overvejende sorte, borgere sidste sommer stod i vand til halsen efter orkanen Katrinas hærgen.

I sammenligning med det projekt må Inside Man kaldes et frikvarter for instruktøren, som dog hverken har ofret sit personlige præg eller polemiske sindelag på mainstream-filmens alter. Inside Man er hans hyldest til 70'ernes kriminalfilm, ikke mindst Sidney Lumets samfundskritiske gidseldrama En skæv eftermiddag (1975).

Da fire maskerede personer tager dusinvis af gidsler i en bank på Wall Street, indsættes den (måske lidt for) kæphøje Keith Frazier (Denzel Washington) som forhandlingsleder. Kuppet udløser ængstelse hos formanden for bankens bestyrelse, Arthur Case (en diskret camp'et Christopher Plummer), hvis fortid ikke er helt pletfri. Han hyrer derfor Madeline White (Jodie Foster), som lever af at rage kastanjerne ud af ilden for magtfulde personer, sådan lidt diskret.

Inside Man må kategoriseres som en kriminal- eller spændingsfilm, men Lee går ironisk til værks og snyder vores forventninger. Hvis man fraregner instruktørens hyperenergiske kameraføring er den fysiske action ganske sparsom. Ved at lege kronologisk kispus lader manuskriptet os endda i god tid ane udgangen på konflikten.

Men Lees selvtillid rækker videre endnu: Ganske som hos Lumet 30 år tidligere er Lees dagsorden ikke bankrøveriet i sig selv, men det, der udspiller sig rundt omkring det. Men hvor Lumet lod Al Pacinos kraftpræstation som den renhjertede taber Sonny udgøre En skæv eftermiddags dramatiske tyngdepunkt, flytter Lee fokus fra dramaet gidslerne og gidseltagerne imellem. Uden at komme nærmere ind på filmens egentlige intrige kan det da afsløres, at Lee allerede i den lækre indledningssekvens giver tilskueren et hint eller to.

Lokalkolorit

Spike Lee har alle dage haft sin by i blodet og på hjernen, og få kan som han skildre new yorkernes særlige adfærd og manerer med kærligt eftertryk på den 'Jeg-gør-min-ting-og-tager-ikke-noget-pis-fra-dig'-attitude, som har givet dem et blakket ry blandt resten af den amerikanske befolkning. Han forsømmer heller ikke at dvæle ved den anspændte post-9/11 stemning, blandt andet i form af en vittig konfrontation mellem sorte strissere og en oprevet amerikaner med indisk baggrund, som savner sin turban og er godt træt af, at folk tror, han er araber.

Som altid tager Lee sig god tid - 129 minutter - uden at det dog betyder, at han får fulgt sine talrige tråde lige tilfredsstillende op eller ubesværet gaber over sit store persongalleri: Forsøget på at udruste Frazier med romantiske kvaler er halvhjertet, Willem Dafoe vansmægter i en bleg rolle som chef for specialstyrken, mens Foster lige akkurat holder sig munter med replikker, som fint parodierer magtmenneskets selvhævdende fraseologi.

Manuskriptet er ikke fri for det velkendte syndrom, at ellers kløgtige figurer opfører sig mindre kløgtigt, når det er dramatisk belejligt. Og selv om en af filmens nøglereplikker så flot lyder: "Respekt er den ultimative valuta", må det konstateres, at Lees intelligens stadig ikke er reflekteret i hans måde at fremstille kvinder på (en anden gang bør han overlade 'pik-og-patter'-vittighederne til de professionelle, f.eks. Mike Meyers og South Park-folkene).

Men så heller ikke mere brok; Inside Man er et udmærket bud på to timers underholdning.

'Inside Man'. Instruktion: Spike Lee. Manuskript: Russell Gewirtz. Amerikansk (Imperial, CinemaxX og Empire i København samt en række biografer i provinsen)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her