Læsetid: 4 min.

Krudt i den gamle

17. juli 1997

"Skuffet? Nej, det vil jeg ikke sige. Jeg har kørt cykelløb i 25 år og været ude for det, der var langt værre... Og så dårligt har jeg da heller ikke kørt. Jeg har masser i mig endnu." Bjarne Riis i Politiken i går

INTET ER mere frygtindgydende at være op imod end forventningen om sejr. De andres forventning, vel at mærke. Ens egen ligger i grænsezonen til det håb, der er nødvendig drivkraft.
Den mekanik kender nutidens spin doctors meget vel. I sport som i politik. Derfor skaber de dét psykiske rum af forventninger, som får deres egen kandidat til at tage sig bedst ud i feltet. Får man det gjort til almén visdom, at grimt nederlag truer, er scenen sat for udråbelse af sejr, når nederlaget viser sig at være "langt fra så stort som forventet". Og modstanderens sejr kan tømmes for triumf under henvisning til, at dens størrelse "lå skuffende langt under forventningerne".
Drevne sportsfolk og politikere - og kunstnere, for den sags skyld - vogter sig for indvie offentligheden i deres oprigtige forhåndsvurdering af den kommende præstation i forhold til de tidligere. De har lært af et se nogle af karrierens bedste resultater forklejnet i forventnings-skaberiets spejlkabinet. Men i mediebilledet - som stedse ihærdigere spejler sine egne spejlinger af et virkelighedsbillede, der fortoner sig - er forventninger det stof, som studieværten uden at tabe koncentrationen om øresneglen kan interviewe udsendte kollegaer og indkaldte eksperter om.

RIIS SKULLE JO VINDE. Det forventede fædrelandet af ham. For to år siden blev han nummer tre. Det havde de færreste regnet med. Det danske mediecirkus gjaldede af elefanttrut. Og efter Riis' - stort set uforudsete - førsteplads sidste år rykkede selveste statsministeren ud til modtagelsesceremoni på Tivolis plæne. (Måske ligger Nyrups sande styrke i hans akavede fremtræden ved ceremonielle glitzerier - han skaber ikke forventninger om selv at være i stand til at vinde noget som helst, en sand underdog, der betutter offentligheden med sejr på sejr, sådan relativt set.)
Hvordan skulle sidste års triumftog trumfes, hvis Riis ender med at vinde Tour de France? Dronningen på plænen med ham? Selv en sejr vil faktisk være en nedtur, en træt gentagelse.
Men som bjerglandet ligger, ser det ikke ud til at blive resultatet. Vor egen udsendte Henrik Jul Hansen rapporterede i går:
"Sandsynligheden er ikke stor. Riis har sikkert ret i, at han selv fysisk er stærkere end sidste år, men det har i to dage ikke været tilstrækkeligt i forhold til de fremskridt, Ullrich har gjort."

DET ER ALTSÅ andre forventningsbilleder, Riis skal køre mod under resten af turen.
To byder sig umiddelbart til:
Den brølende sårede kronhjort, der fa'me ikke vil finde sig i, at sådan en lille snothvalp tror, han er noget.
Den kloge gamle ørn, der med sin egen værdighed i behold baner vej for den ny flyvefærdige.
Viseligt synes Riis at vælge det sidste:
"Man må være realistisk og anerkende, når nogen er bedre end én selv... Trøjen bliver jo så at sige i familien."
Bag rollespillet ligger to tal, der - i det lange løb, bogstaveligt talt - tæller mere end højdeforskelle i terræn: Bjarne Riis er 33 år. Jan Ullrich er 23.

DERVED ER VI BAG de mange billeder og omme ved det store: Alderen. Livsdramaet for mennesker, der ikke dør den lykkelige græske mytedød: Ungt og heltemodigt.
Figuren af dem, der forsoner sig med deres skæbne, er at finde i dybdepsykiateren C. G. Jungs katalog over arketyper i menneskesindet: Den vise gamle mand, den kloge gamle kone. I vore sagn og eventyr optræder de som hjælpere for de unge og fortabte. Til gengæld har man i de 99,9 procent af menneskehedens historie ikke skullet være ret gammel, før man kunne hylle sig - og lade sig hylde - i oldingerollen. Livet var, med en historikers ord: brutalt, snavset og kort. På de få, der kom længere end forplantningstidens første driftige år, sad gummerne snart løst og forlenede de ytrede ord med visdommens slør.
Inden for de senere generationer har forbedret ernæring og lægegerning for den industrialiserede verdens befolkning kraftigt udvidet strækket mellem pur ungdom og henfalden mimren. Et tomrum er skabt. Det må fyldes ud med nye billeder, identiteter at hæfte sig selv og de andre op på.
En ny arketype har - vistnok med afsæt i amerikansk kultur - vundet indpas: Den aldrende mand, der ikke kan bestemme sig mellem at resignere i afmagt eller tage en tur til. Det er Humphrey Bogarts glansrolle i Casablanca fra 1942 (han var da 43 år) og opfølgeren At have og ikke have tre år senere. Den sidstnævnte lavet over en bog af den Hemingway, der selv valgte døden som udvej fra mellemalderens tomrum. Figuren er også blevet standardrepertoire i westerns: Den midaldrende sherif, som er i tvivl, om han skal lægge krop til udfordringerne fra de unge lømler, der går i udbrud ved at gå på ham. Lattermildt har det i Washington været sagt, at senator Edward Kennedy i mange år var tildelt netop den rolle i Det demokratiske Parti.
I de første årtier af arketypens medieliv endte det godt: Den aldrende skikkelse triumferede i sit comeback. I de senere årtiers udgave er det endt i blodig katastrofe.
I hverdagen kender vi typen som den halsstarrige gamle satan, der ikke graciøst vil vige sin post - i politik, forenings- eller arbejdsliv - men ser ethvert ungt talent som en personlig fornærmelse: Lad mig vise, den gamle kan endnu.
Måtte Riis undgå at ende sådan.

dr (David Rehling)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu