Læsetid: 3 min.

Kryptosocialistisk byvandring

København er ikke, hvad kvartererne var, og det har de aldrig været
27. maj 2005

Bogen København - folk og kvarterer bevæger sig fra Pisserenden med luderne, til Islands Brygge med skuderne. Og fra Østerbro og Rosenvænget, til Vesterbro med hele slænget.

Men Nordvest mangler, og Sydhavnen med Mozarts Plads - de kvarterer er trods alt ikke fjernere fra centrum end Zoo og Amager, som er kommet med i bogen.

Pernille Stensgaard har skrevet, Anne Prytz Schaldemose fotograferet, og den 360 siders klods er en udvidet genudgivelse på dansk og en-gelsk af en bog fra 2002, om Københavns bydele og befolkning.

Rottweilere

Der er kvartererne, og der er beboernes syn på eget område. Og så er der forfatteren, som let sarkastisk causerer, men veloplagt og læseværdigt liner den danmarkshistoriske baggrund op.

Der er skægge, ældre journalistiske klip og oplysende litterære citater. Og samtidig refererer forfatteren, hvad der kommer ud af ceruttågerne og egnsdragternes bærere, når hun spørger sig for i marken om det enkelte kvarters væsen.

Hvad hun konkret spørger beboerne om?

Ja, ifølge eget muntre forord forhører hun sig eksempelvis om, hvorvidt de foretrukne hunde i bydelen er store elle små? Hun skulle bare have prøvet at stille det spørgsmål ude ved lorterenderne bag Sjællandsbroen, hvor klokkefrøen regerer. Så var hun blevet ædt på stedet af en rottweiler.

Men det, hun for alvor spørger efter, er også snarere, hvordan en ældre befolkningsgruppe ser på nye tilflyttere. Et uopslideligt emne i en storby, hvor slidte kvarterer sættes i stand, moden skifter og med den rammerne for, hvor og hvordan man spiser og drikker uden for hjemmets fire vægge.

Henne-om-hjørnet-nede-i-kælderen eller her-har-jeg-siddet-i-masser-af-år-med-en-kølig-pizza-på-mit-lår i fugtig Kim Larsen og Osvald-Helmut-stil, efterhånden som latten og shawarmaerne har overtaget labskovsens og de gule ærters lokale næringsværdi, med eller uden træk-og-slip.

Hvorfor er det, at bykvarterers tidligere, såkaldt autentiske præg forsvinder?

Tuberkler

Pernille Stensgaard finder det både trist, ærgerligt og asocialt. Og giver de nye velhavere skylden, eller fattige studerende og moderne kreative. Det ene årti er det ifølge bogen punkernes fejl, det næste en anden dominerende gruppes. Så alle dem, der har invaderet den mugne idyl, er, med de gamle beboere som forfatterens bugtalerdukker, nogle opkomlinge, der hverken kan svinge en rød fane eller slagte en gris i Kødbyen.

Skibsværfterne på Christianshavn er lukket, og der er ikke en ærlig drukkenbolt tilbage i det slum, der nu er lavet om til ejerlejligheder. Så hvor er tuberkulosen i Overgaden blevet af, eller børnedødeligheden i Istedgade? - kunne man lige så vemodigt spørge. Men det er - til forfatterens behagelige belæring - ikke de nye beboeres skyld, at kvartererne så øjensynligt har skiftet karakter. Det er liberalismens og kreditforeningernes skyld. Og husejernes og saneringsselskabernes skyld. Altså kapitaldemokratismens skyld.

Derfor er bogen sådan set bærer af en kryptosocialistisk holdning - med forkert adresse.

Lys kontrast

Åh, du skjønne gamle Kjøbenhavn! Balancen ligger et sted mellem fornyelse og reparation. For uden kvalificeret nybyggeri kan man slet ikke se de bevaringsværdige kvaliteter i nedrevne Borgergade og resterne af Landemærket, eller på Vester- og sorte firkants Nørrebro.

Tilbage i almanakken ligger helt urørt og autentisk Amager, som, medens forfatteren vender ryggen til for at læse korrektur, godt nok er steget i ejendomsværdi, så man nu skal helt ud, hvor de arbejdsløse vender, for at finde rigtig socialhummer syd for Fisketorvet, langt fra Valbys lyksaligheder, som i øvrigt heller ikke har fundet nåde for Gyldendal-trotternes opmærksomhed.

Billederne i bogen gengiver kvarterenes fysiske rammer i lysfyldt kontrast, mere stofligt end rumligt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu