Læsetid: 4 min.

Her ku’ samtale føres

7. oktober 2002

Der er noget underligt i, at litteraturfolk, som netop sætter sig for at fremhæve danske forfatteres suveræne behandling af det danske sprog (…) indimellem stiver sig selv af med et tolkningsudstyr, der synes indhandlet i en sygeplejeforretning, hvor man specialiserer sig i kunstige lemmer og brokbind

Klaus Rifbjerg i Information, fredag

Man skal passe på med ikke at tale ned til læserne – så bliver man overpædagogiserende og banaliserende

Anne-Marie Mai i weekendens Information

Da sidste bind af Danske digtere i det 20. Århundrede i fredags udkom i den nyredigerede fjerde udgave, var der tale om en begivenhed. Som det vil tage tid at opregne følgerne af. For dét, som kunne have været en ny læsergenerations skatkammer af viden og indsigt, er endt med for en tredjedels vedkommende at være skrevet som sammenkogte specialer fra studerende og medarbejdere på Syddansk Universitet udarbejdet til deres professor, Anne-Marie Mai, som er værkets redaktør. Hvis man altså skal udtrykke sig lige så groft som det klassiske værk i sin nuværende udformning nu udtrykker sig over for sin læser. Det afgørende spørgsmål, som melder sig, og som Klaus Rifbjerg heller ikke undlod at stille i sin anmeldelse i Information i fredags, er: Hvem er værket egentlig skrevet for?
»Til interesserede litteraturlæsere og til brug i uddannelsessystemet,« replicerede Mai i lørdagsavisen og påpegede, at fremmedordbogen er opfundet, og at litteraturens forskellige stemmer kalder på forskellig kritik, og at man ikke skal tale ned til læserne. Men man skal være overordentligt litteratur-uddannet som læser for at blive oprigtigt interesseret i de hårdkogte abstraktioner, hvormed danske litteraturs kæmper gennemgående onduleres. Og hvorfor er det så et problem, kunne man spørge og i samme åndedræt vende spørgsmålet om: Hvorfor opfatter Mai det som »nedladende« at skrive om litteratur i et sprog, som når længere ud end til de forskere og stud.- og cand.mag.’er, som i forvejen er hjemmevante i litteraturteorien? Hvorfor skal forskning forklædes som formidling og serveres med et ’det-her-er-så-vigtigt-og-skal-skrives-sådan-og-synes-du-det-er-kedeligt-og/eller svært-tilgængeligt-er-det-din-egen-skyld’ i et værk, som kunne have været øjenåbnende for nysgerrige læsere, som måske bare ønsker at vide mere om en forfatter, de har læst med interesse? Den arrogante holdning til formidling ville ikke være så slem, hvis den ikke var del af noget utrolig tidstypisk.

Der er tale om to ekstreme positioner, som kværner mod hinanden, og som er udtryk for samme giftige tendens. På den ene side en hysterisk mediemaskine, der på jagt efter nuet frygter at tale om, hvad der foregik før i går. Her tales der på dumhedens vegne, en dumhed, som kun forstærkes af, at der inviteres ’kloge’ mennesker til hele tiden at sige, hvad det er, som foregår. På den anden side ’de professionelle’, som i deres selvforglemmende optagethed af arbejdet ikke interesserer sig for, hvem der egentlig kan bruge det til noget. Her tales der kun for de indviede få.
Nu er forskning ligesom kunst – det bedste resultat kommer af at gå hæmningsløst efter sagen selv – og bagefter spørge til, hvad der så kom ud af det. Men det er et skizofrent samfund, som ikke interesserer sig for formidlingen mellem dem, som ved noget, og dem, som gerne vil vide noget. Anskuet som en samfundskrop er der tale om en splittelse mellem anoreksi og bulimi for nu at sige det med metaforer, der er sørgeligt aktuelle udtryk for samme problemstilling. Det er de ekstreme størrelser, der er hinandens forudsætning: Fordi der er så megen fordummelse, har vi lov til at være så og så kloge, som modvægt. Og fordi der er så megen akademi-fis i luften, er det legitimt at gøre op med ’eksperterne’, som regeringen skønner.

Begge positioner er lige usunde, og konsekvensen er ikke kun yderligere polarisering, men også en gabende kløft mellem teori og praksis, liv og erfaring. Det ser vi eksempler på, når politikere jager stemmetal og glemmer, hvilke konkrete problemer som er virkelighed. Det ser vi, når kunstnerne laver værker og bøger til ære for hinanden. Vi ser det som en generel tendens til at forblive i sin trygge fagkuvøse og give fanden i, hvad der foregår uden for den. Det samme er på færde, når der tænkes i tal og bundlinjer – og ikke i dét, som er indholdet. Og vi ser det, når der fremvokser skarer af vejledere, der skal lære os, hvordan man er menneske og tackler problemerne. For det véd vi åbenbart ikke længere selv.
Vi har med andre ord et offentligt rum med faretruende slør i niveauerne. Det er blevet en kværn, hvor alle tunger kæmper om at tale mest forførende. Når den ikke-professionelle offentlighed professionaliseres, er der nogle, som får monopol på menigsdannelse – de ’velartikulerede’ vinder, de, som taler bedst for deres sag og fag. Men de, der lytter, og de, der taler, når aldrig hinanden, hvis ikke der samtales.

cl

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu