Læsetid: 4 min.

Kuld og køn i dagbladskritikken

Peter Adolphsens nye roman 'Machine' modtages mere uforbeholdent af kvindelige end af mandlige anmeldere
9. juni 2006

"Jeg skriver de bøger, jeg selv gerne vil læse," forklarede Peter Adolphsen, hvis nye roman Machine udkom i går, i gårsdagens Information.

Om læseren var kvinde eller mand, ung, gammel eller akademiker, var heller ikke relevant, mente forfatteren. Men efter anmeldelserne af Machine at dømme er forskellene åbenbart ikke helt irrelevante for måden at læse på.

Berlingske Tidendes Mai Misfeldt og Kristeligt Dagblads Maria Sjøqvist er tydeligvis mere uforbeholdne end både Erik Svendsen på Jyllands-Posten, Thomas Bredsdorff på Politiken og Informations egen Erik Skyum-Nielsen. Mens kvinderne tager Adolphsens fiktion til sig, vil både Bredsdorff og Skyum have ham til at skrive noget andet:

"(Adolphsens fortællemaskine) vil ikke tage skade af, at han næste gang finder en ny formel at køre på. Med sin tørre leksikonlyrik kan den mand nemlig noget, der var stort allerede i forrige bog Brummstein og kan ende med at blive endnu større," mener således Thomas Bredsdorff.

"Det kedelige spørgsmål lyder, hvor meget en forfatter i længden kan gentage sig selv og dog være dybt original. Hvor meget jeg end har nydt at læse og genlæse Machine, glæder jeg mig dog stadig til at se dens forfatter udfordre sit talent meget mere," lyder det fra Skyum Nielsen.

Hos kvinderne er der ingen løftede pegefingre.

"Han har aldrig ødslet med siderne. Tværtimod har han været i stand til at fortætte sit materiale, så hans fortællinger er blevet stadig mere krystalagtige, tætpressede og mangefacetterede," vurderer Mai Misfeldt.

"Her skal jubles," lyder det betingelsesløst fra Maria Sjøqvist.

"For Peter Adolphsens Machine læses med forbløffelse over, hvor raffineret, hvor humoristisk litteratur kan være, når der sidder en forfatter med fuldkommen beherskelse af alle de virkemidler, man kan forestille sig, plus en håndfuld mere."

Pjat eller liv og død

Heller ikke romanens indhold er anmelderne enige om. Bredsdorff og Skyum er tilbøjelige til at læse den som en art remake af Peter Adolphsens forrige bog, Brummstein, mens Mai Misfeldt og Maria Sjøqvist lægger vægten på dens universelle, kosmiske perspektiv, forankret i naturlovene.

Hos mændene hersker en vis usikkerhed på, hvor alvorligt det hele skal tages. En 'pjatrøv', kalder Svendsen Adolphsen, 'fnisende' lyder det fra Skyum.

Mai Misfeldt derimod tager forfatteren på ordet:

"Kort fortalt er det historien om, hvordan verdens stof hænger sammen. Tesen er, at verdens stof udgøres af en konstant mængde under stadig transfomation. Set fra verdens synspunkt er døden ikke et slutpunkt, men bare endnu en begyndelse, hvor den døde krop transformeres til nyt liv," lyder hendes bud på en læsning.

"Fortæl mig et univers på 71 sider. Tak," sekunderer Sjøqvist, der også opholder sig ved spillet mellem tilfældighed og lovmæssighed i bogen.

"Kun i tilfældet gives en forklaring på den uforklarlige eksistens. Og det kan man jo filosofere længe over, mener Kristeligt Dagblads anmelder.

Erik Svendsen bliver blot i tvivl: "Alt hænger sammen i romanen, samtidig med at tilfældet ser ud til at råde overalt. - Machine abonnerer, som akademikerne siger, på en kosmisk idé om altings forbundethed. Eller også er den et stort ironisk-stilistisk blændværk."

Genbrug og verbalt orgie

Trods sit forbehold tager Svendsen dog "gerne en tur til i Peter Adolphsens intelligente lirekasse" - hvordan man så gør det - og han er klart den mest uforbeholdne af de mandlige anmeldere.

"Der er tale om en del genbrug," mener Thomas Bredsdorff, mens Skyum kalder romanen "et stilfærdigt fnisende næ", til spørgsmålet om, hvorvidt Peter Adolphsen denne gang har "brudt med sine stejle principper og frembragt noget, der ville fylde mere end de 100 sider".

Hvad alle kan blive enige om er imidlertid, at der er tale om et stilistisk mesterstykke. "Det er fantastisk elegant gjort," skriver Misfeldt, der dog kalder de to haiku-digte, som Peter Adolphsen i Informations-interviewet røbede, var skrevet af ham selv til en helt anden lejlighed, for "ubehjælpsomme".

Om det LSD-trip, der optræder i romanen, mener Skyum, at det giver Adolphsen "en enestående chance for at vise, hvad han for alvor dur til som skribent. - Joyce bør bryste sig i sin grav over i sin tid at have banet vejen for dette verbale orgie! Sammen med ham glæder sig Borges, hvis leg med leksikonnets diktion også indgår som en vigtig forudsætning."

Der lyses i kuld og køn, hvor de mandlige anmeldere fører pennen, mens Maria Sjøqvist går den modsatte vej:

"Det er en meget stor litterær fornøjelse at bevæge sig gennem Peter Adolphsens helt unikke prosa, der ofte nok er blevet sammenlignet med Jorge Borges og Peter Seebergs. Det bør man nu ikke, for Peter Adolphsen kan bare selv."

Weekendavisen kunne ifølge litteraturredaktør Klaus Wivel ikke få plads til at prioritere en anmeldelse af en af tidens største danske forfattere i denne uges udgave.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu