Læsetid: 4 min.

Kulørte splat

Lad brostenene ligge, opfordrer Peter Adolphsen, der selv er gammel bz-er. Tale til Ungdomshusets aktivister
6. marts 2007

Tale til Ungdomshusets aktivister

Da eftermiddagsdemoen d. 3. marts var undervejs fra Enghave Plads til Rådhuspladsen stod der en bedstemor på fortovet med et skilt på maven: KÆRE UNGE: BRUG KUNST OG IKKE VOLD SOM UDTRYK.

Der gik en lettet mumlen gennem alle demonstranterne, da vi gik forbi, lissom et 'ja, nemlig, selvfølgelig'.

Nu ved jeg godt, at den demo netop var en fredelig demo plus, at netop alle de militante er i fængsel, plus at ungeren skriver følgende på sin hjemmeside: "Det er altafgørende for Ungdomshuset, at ingen udelukkes for at deltage i denne kamp. Se ikke skævt til dine kammerater. Der skal være plads til både raidhuer og fingermaling. Passiv modstand og aggression. Respektér hinanden og husk, at vi har samme mål."

Desuden har kommunens behandling af hele sagen, fra beslutning om salg til nedrivningstilladelse, været så bundsjofel, at vreden og frustrationen er mere end forståelig.

Dertil kommer, at jeg ikke har en skid ret til at fortælle jer, hvordan I skal kæmpe for jeres hus (jeg var punkersnude og bezætter i Ålborg og Århus i slutfirserne og kom dengang i Ungeren, især når et af 'vores' bands var ovre for at give koncert. Siden flyttede jeg ud af landet og kom tilbage som et småborgerligt gammelt røvhul, der nu kun følger bz-bevægelsen (som jeg stadig kalder den) på afstand og med sympati).

Men det er tydeligt, at bevægelsen i netop disse dage står ved en korsvej, hvor resultatet bliver, at den enten visner og skrumper ind til ubetydelighed eller vokser sig stærk, smuk og slagkraftig. De kommende dage er umanerligt vigtige.

Og jeg bilder mig ind at have tænkt lidt over, hvordan vi får drevet tingene i den rigtige retning. Derfor dette brev, som er henvendt til alle aktivister:

Når I konfronterer politiet, er det indlysende, at der er tale om en symbolsk handling.

Det er ikke rigtig krig, hvor målet er at dræbe modstandere eller erobre territorium. I manifesterer en fysisk modstand mod den politiske magt ved at angribe denne magts repræsentanter. Og, som I har følt på jeres kroppe, vil panserne altid svare på dette angreb med et tifoldigt modangreb. De vil altid monster-overbyde jer i voldsanvendelse. I sidste ende har de pistoler og ret til at bruge dem. Og fængsler at putte jer i. De vinder altid til sidst (hvis ellers der er politisk vilje til at sætte dem ind). Derfor er gadekampen en symbolsk handling, og som altid med symboler er det ikke selve genstanden, der er det afgørende, men fortolkningen af den. Og den står medierne for. Desværre, kan man med god ret mene, men vi er nødt til leve med de medier, der nu engang findes.

Indslag i propagandakrigen

Gadekampen er et indslag i propaganda-krigen, og det er den krig, vi er nødt til at vinde. Der er dér slaget står. Hvis vi får medierne på vores side, så følger politikerne uvægerligt efter (populister, som de pr. definition er). Og det er, som det altid har været, en politisk beslutning, om I skal have lov til at have og beholde et hus.

Og så kan vi ikke leve med overskrifter som 'Ofrene for Ungdomshusets bersærkergang ...' (politiken.dk, 4/3/07). Og så videre. Jeg aner ikke hvem, der hærgede Christianshavns Gymnasium, men det var et selvmål af rang. Og i den aktuelle situation et vendepunkt ifht. at næsten samtlige medier er blevet negativt stemt.

Journalister som flest er som får, der blindt følger flokken, men retningen kan vendes. Dortheavej, for eksempel, var en positiv historie. Jeg ved godt, at det ikke var et hus, som I beholdt, men bezættes måske 15-20 huse skal I nok ende med at holde et eller to til sidst. Og i mellemtiden har vi fået masser af tv-billeder af aktivister, der må skæres fri fra trapper og dørkarme og bæres ud (helst syngende).

Desuden håber jeg, at I træffer en principbeslutning om kun at benytte uskadeligt kasteskyts. Det kan være (vandbaseret) maling, især, helst i alle mulige farver, men også blomster, vandbomber, puder, krammedyr osv. Spyt på dem, sprøjt på dem med skumslukkere, vis dem jeres bare røve, men afskaf bro-stenen. Gør det tydeligt, også for parceldanskerne ude bag tv-skærmene, at der er tale om en symbolsk handling.

For ja, der skal ydes aktiv, fysisk modstand. Ja, politiet skal konfronteres på gaden, men alle ved, at I ikke kan 'vinde' på gaden. Og ved kun at kaste med maling viser I, at I også selv ved det. Desuden klæder det den mørkeblå uniform med lidt farveklatter.

Kunst og humor

Denne beslutning behøver ikke være en stor, forkromet princip-ting - om at I skal forvandle jer til en ikke-voldelig bevægelse - men blot at man i den aktuelle situation, fra Ungerens rydning til I får mindst et lige så godt hus, afstår fra regulær vold.

Dermed ikke sagt, at I skal afsværge civil ulydighed og hærværk (omend sidstnævnte skal bruges med ekstrem omtanke og fokus).

Men få kommunikeret symbolet ud til medierne: I lader brostenen ligge.

Og lav allerhelst alskens aktioner, der benytter sig af kunst og humor. Den slags er guf for en kameralinse. Genopfør hvad Kulørte Klat gjorde engang. Man kan give det lidt mere kant og nutid og kalde det for Kulørte Splat.

Mange vil utvivlsomt mene, at disse tanker er tænkt af en naiv gammel nar. Det har de så ret i. Men i den nuværende fortvivlende situation er naivitet måske den sidste udvej.

Peter Adolphsen er forfatter og tidligere bz'er

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu