Læsetid: 10 min.

Kulturel ensretning er opskriften på had

Det eneste krav, vi bør stille indvandrere og deres børn og børnebørn, er respekt for loven, herunder de love, der garanterer ytringsfriheden. Dette er ikke at overgive sig til den islamistiske revolution. Det er tværtimod den eneste måde, vi effektivt kan bekæmpe den. Hvis vi erklærer islam for forenelig med europæiske værdier, så glemmer den vigtigste arv fra Oplysningen, skriver den hollandsk-britiske intellektuelle Ian Buruma
24. november 2006

Indtil for få år siden vigtede hollænderne sig af at være verdens i særklasse mest tolerante og progressive folkeslag. Hvis multikulturalismen noget sted kunne fungere i praksis, måtte det altså være i Holland. Dette var den almindelige opfattelse i den intellektuelle elite, som i vidt omfang var venstreorienteret.

Multikulturalismen var altid mest populær blandt sådanne mennesker, som følte sig oplyste nok til uden videre at give plads i samfundet til de indvandrere, de sjældent selv mødte disse i deres daglige tilværelse. De var også historisk bevidste om farerne ved diskrimination ud fra racebaggrund eller religion. Som flere yndede at påpege, var Auschwitz den absolutte intolerances "uundgåelig endestation", og i et land, der mistede 70 procent af sin jødiske befolkning til Holocaust, havde den advarsel en særlig grum appel.

Efter en 'hjemmeavlet' muslimsk jihadis bestialske drab på filminstruktøren Theo van Gogh for to år siden i Amsterdam har en ny form for konsensus imidlertid bredt sig blandt et flertal af de hollandske meningsdannere: Multikulturalismen har været en katastrofe - hollændernes grænseløse tolerance førte direkte til den brutale nedslagtning af et menneske, som blot havde udøvet sin ytringsfrihed. Van Gogh, en født provokatør, som yndede at teste frihedens grænser ved at optræde så stødende som muligt - over for jøder, kristne, muslimer, ja enhver, som han ikke syntes om - er nu blevet genfødt som en slags skytsengel for hollandsk frihed, den retmæssige arvtager efter Erasmus og Spinoza.

Omvendte venstreorienterede

Van Gogh var ikke nogen Spinoza og endnu mindre da en Erasmus, men det er indlysende, at vi har et problem, ikke kun i Holland selvfølgelig, når visse personer tyr til ekstrem vold eller truslen om ekstrem vold imod medborgere, hvis anskuelser de føler sig krænket af. Der kan aldrig blive tale om at udstrække tolerancen til revolutionære islamister, som abonnerer på den opfattelse, at mennesker, der 'angriber deres tro' skal dø, lige så lidt som den kan udstrækkes til nogen som helst anden form for politisk eller religiøst motiveret vold. Men betyder de drab, der er begået i islams navn i Amsterdam, i Madrid og i London virkelig, at multikulturalismens og dens idealer er afgået ved døden?

Et bestemt mønster går igen blandt påfaldende mange af de toneangivende debattører, som påberåber sig at forsvare 'Oplysningens værdier' imod multikulturalismen og den islamiske trussel. De har typisk haft en streng religiøs barndom fulgt af en konvertering til venstreorienteret aktivisme i universitetsårene og de har indtil for nylig været overbeviste tilhængere af multikulturalisme. Men på et eller andet tidspunkt fra Salman Rushdie-affæren og frem har de så pludselig forkastet alt ovennævnte. Sådanne genfødte Oplysnings-forsvarere fremfører karakteristisk nok deres anskuelser med al den ubøjelige ildhu, der kendetegner nykonverterede.

Ayaan Hirsi Ali, den somalisk fødte aktivist og islamkritiker, som skrev manuskriptet til Submission - den film, Theo van Gogh instruerede, og som gjorde hans drabsmand så vred - var engang selv en gudfrygtig muslim, som demonstrerede imod Rushdies De Sataniske Vers. En anden skarp kritiker af multikulturalismen, romanforfatteren Leon de Winter, var også engang en glødende multikulturalist, bestandig på vagt over for lurende trusler fra højrefløjs-racister. For begge disse to er enhver form for fleksibilitet over for muslimsk ortodoksi, det være sig i spørgsmålet om hovedtørklæde eller islamiske privatskoler, nu blevet udtryk for et skammeligt knæfald for den totalitære islams magtprætentioner.

Monokulturen er en myte

Problemet ved en stor del af den multikulturelle propaganda - og ved argumenterne imod den - er den implictte grundantagelse, at monokulturalistisk harmoni engang har eksisteret. Da jeg voksede op i den øvre middelklasse i 1960'ernes Haag, var det hollandske samfund stort set endnu lilje-hvidt. Der var ingen muslimer og ingen sorte i min skole. Men samfundet var næppe monokulturelt af den grund. Katolikkerne havde deres egne skoler, fodboldklubber, aviser, radiostationer, politiske partier, studenterforeninger, plejehjem og formentlig også frimærkeklubber - det samme var tilfældet for de ortodokse calvinister, de hollandsk reformerte, de liberale protestanter etc. Ægteskaber imellem protestanter og katolikker var formentlig sjældnere end blandede ægteskaber med muslimer i dag.

Og hvis religiøs baggrund gjorde en forskel, så gjorde klassetilhørsforhold det ikke mindre. På samme måde som i Storbritannien forrådte accent og sprogtone øjeblikkeligt ens sociale baggrund - ja, i Haag kunne man aflæse, fra hvilket samfundslag folk kom ved alene at kigge på deres sko. Det samfund, jeg voksede op i, var altså overordentlig multikulturelt med stærke sociale og religiøse barrierer. Folk klarede fint at omgås med hinanden alligevel, måske ved at dele en forkærlighed for friterede kartofler eller det hollandske fodboldlandsbold, men ellers holdt de sig snævert til deres egen slags.

Disse rigide grænser blev nedbrudt i løbet af 1960'erne, da de såkaldte 'søjler', der holdt sammen på de religiøse og sociale tilhørsforhold, begyndte at smuldre under stormløbene fra en generation, der rebellerede imod alle traditionelle begrænsninger for deres seksuelle, kulturelle, sociale og politiske liv. Det var dengang, sexfestivaler (som den der blev organiseret af magasinet Suck, for hvem Germaine Greer engang poserede nøgen) hørte til tidens uorden, røgbomber blev smidt imod dronningens gyldne karet, og provoernes latteranfald Ho Ho Ho Ho Chi Minh gjaldede i Amsterdams brostensbelagte gader. Intet af dette var selvfølgelig unikt for Holland, men på grund af vores puritanske baggrund oplevedes disse forandringer måske særligt dramatisk her, ligesom de i mange tilfælde blev gennemført med en dogmatisk for ikke at sige religiøs iver.

Omtrent samtidig med, at unge mennesker lod deres hår gro, begyndte muslimer at ankomme fra Tyrkiet og Marokko for at udføre de job, de velstående hollændere følte sig for fine til at bestride. I begyndelsen lagde man knapt nok mærke til disse skyggeagtige figurer, der gjorde rent i tog og den slags. Det var først, da de fik sammenført deres familier og fik børn, at de gamle arbejderklassekvarterer begyndte at blive fyldt op med halalslagtere, moskeer og parabolskiver permanent rettet imod arabiske og nordafrikanske tv-stationer.

De marokkanske og tyrkiske landsbyboere, som med deres familier slog sig ned i Amsterdams mere lurvede kvarterer eller det centrale Rotterdam havde sjældent ret mange synspunkter til fælles med de nyligt sekulariserede og seksuelt frigjorte hollændere. Men den progressive holdning var, at dette var uden betydning. Enhver måtte leve, som man fandt bedst. Vi brød os måske måske ikke om den måde, de muslimske mænd behandlede deres koner og døtre på, men hvem var vi, at vi skulle sige, vores måder var bedre? Den høje kriminalitet og arbejdsløshed i indvandrerkvartererne blev sjældent diskuteret, og forsøgte nogen på det, blev de i reglen affejet som 'racister'. At påpege, at velfærdsstaten ofte førte til, at unge indvandrere blev fastholdt i et klientgjort afhængighedsforhold af offentlige ydelser - noget, der så småt begyndte at fremkalde folkelig modvilje - stødte også an imod den progressive ortodoksi. Reaktionen i 1990'erne kom fra to sider. Fatwaen imod Salman Rushdie mobiliserede de progressive storbyintellektuelle - hvoraf de fleste indtil da havde været multikulturalister - imod islamisk intolerance. Længere nede ad den sociale rangstige begyndte folk i stigende grad at føle sig forrådt af den politiske elite, som - især i Holland - satte europæisk idealisme over national stolthed og ikke kunne tage hensyn til, at mange ikke længere følte sig hjemme i de gader, de var vokset op i. Det var samme slags forbitrelse og nag, som Nick Griffins British National Party søgte at italesætte i Storbritannien. Da en jury for et par uger siden frikendte Griffin for at "ophidse til had", udtalte han, at dommen viste "den enorme afgrund imellem almindelige mennesker og den multikulturelle fantasiverden, vores herskende klasse lever i."

En ældet 60'er-generation

Afdøde Pim Fortuyn - han blev som bekendt myrdet i 2003 af en fanatisk veganer - byggede sin politiske succes på en særlig hollandsk aftapning af en sådan populisme. Han var ikke en rabiat højreekstremist som Griffin. Hans politiske genialitet var, at han med sin fremtoning formåede at appellere både til de progressive veluddannede i storbyerne og til de frustrerede masser.

Som erklæret bøsse fremstillede han sig selv som den heroiske forsvarer af de hollandske friheder imod "den reaktionære islam". Og som "en mand af folket" lovede han at føre sine landsmænd tilbage til de gode gamle dage, før alle disse fremmede kom, og hollænderne stadig vidste, hvem de selv var. Født og opvokset som katolik, før han blev tiltrukket af multikulturalismen, fulgte Fortuyn samme rute som de fleste af de nye antimultikulturalistiske og antirelativistiske intellektuelle. Troende var han altid, men at han mistede sine illusioner førte ham ikke ud i skepticisme, men til en anden form for missionerende fanatisme.

Indvandrere, især muslimske indvandrere, blev fokus for et ubehag, der havde rødder i dybere ængstelser. En kombination af den globaliserede kapitalisme, det europæiske bureaukrati og excessiv individualisme fik mange mennesker til at føle sig utrygge og magtesløse. Modvilje imod muslimske indvandrere og forkastelsen i Holland og Frankrig af EU's forfatningstraktat var aspekter af det samme angreb imod multikulturalister, eurokrater og elitære kulturradikale, som ignorerede eller endda foragtede den jævne mand. Theo van Gogh, den myrdede filminstruktør, gik så vidt jeg ved ikke op i EU-spørgsmål, men han beundrede Fortuyn, fordi han i ham så en ægte provokatør - en mand, som forstod at lave rav i den og være en torn i øjet på alle etablerede autoriteter. Hvis dette var højreorienteret politik, så var det højreorientering fra en 60'er-generation, der var blevet gammel.

For Pim Fortuyn, Theo van Gogh, Ayaan Hirsi Ali og hendes hollandske tilhængere førte de muslimske indvandrere et civilisationernes sammenstød med sig midt ind i Europas liberale hjerte. Forestillingen om kulturel uforligelighed imellem islam og liberal vestlig kultur blev taget for givet. Det blev illustreret af det hyppigt publicerede fotografi af en ortodoks imam, som nægter at give hånd til den hollandske hard liner-integrationsminister - ikke på grund af hendes uforsonlige synspunkter, men fordi hun var en kvinde, han ikke var i familie med (en ultraortodoks jøde ville have opført sig på samme måde).

At se voldelig religiøs ekstremisme igennem et kulturelt prisme kan være fristende, men rammer ikke desto mindre ved siden af. De marokkanske landsbyboere i Holland og de bangladesiske landarbejdere, der kom til Storbritannien, holder ganske vist fast i deres oprindelige kulturer. Men de er ikke revolutionære. Det er deres børn eller børnebørn såsom Mohammed Bouyeri, Theo van Goghs morder, født og opvokset i Vesten, som føler sig tiltrukket af den revolutionære islam. At den saudiarabiske wahhabismes puristiske islam eller de endnu mere ekstremistiske Taqfiri-sekter, som går ind for at myrde alle vantro og frafaldne, virker tiltrækkende på nogle unge europæiske muslimer, skyldes netop disses mangel på en kulturel tradition. Appellen består i løftet om et abstrakt, religiøst utopia, så fjernt beliggende fra nogen marokkansk eller bangladeshisk landsby som fra livet i nutidens Rotterdam eller Birmingham - den indbildte gudsstat tiltrækker kun rodløse personer, som ikke føler sig hjemme i nogen af disse to verdener.

De nye troende

De forsøg, der nu gøres i Holland såvel som i Storbritannien på at gennemtvinge konformitet over for en ret svævende idé om hollandskhed eller britiskhed ved at forbyde burkaer, gøre det lovpåbudt kun at tale hollandsk på gaden eller gøre det odiøst, at unge knægte født i Bradford hepper på det pakistanske og ikke det engelske cricket-landshold, rammer også helt ved siden af.

Mohammed Bouyeri talte knapt nok andre sprog end hollandsk, og London-bombemændene var langt mere britiske af sind og vaner end deres fædre, som aldrig voldte problemer. De få kvinder, som vælger at bære burka og de fleste tilhængere af islamisk neo-ortodoksi handler i en trodsighedens ånd og ikke kun imod det land, de er vokset op i, men imod deres egne forældre og deres landsbyskikke. Og langt fra at være produkter af et eller andet tilbagestående trosfællesskab er de nye troende enspændere, som downloader deres ideologiske ekstremisme fra internettet - ganske som Bouyeri gjorde.

At gennemtvinge kulturel ensliggørelse, at erklære islam uforenelig med europæiske værdier eller nedgøre denne religion som 'en underlegen civilisation' er den sikre vej til at avle mere trods og skabe sympati for de islamistiske revolutionsromantikere. Det vil utvivlsomt være langt at foretrække at gennemtænke multikulturalismen forfra og redde de bedste af dens ideer og forkaste resten. Det amerikanske samfund har store fejl og mangler, men en af de ting, der virker i USA, er ideen om 'bindestregs-medborgeren', kinesisk-amerikaneren, irakisk-amerikaneren, dansk-amerikaneren osv. At være from muslim står ikke i vejen for at være patriotisk amerikaner. Denne opskrift fungerer så godt, fordi medborgerskab ikke er et spørgsmål om kultur, men om loyalitet over for institutioner, loven, forfatningen og det politiske system. Denne loyalitet er for mig at se det mest værdifulde ved Oplysningens arv.

Europæerne, selv de af os der lever i de mest liberale samfund, har stadig svært ved at acceptere dette, men islam er nu en del af det europæiske landskab. Det er ikke 'at forråde vores værdier' at udvise fleksibilitet over for skikke og trosforestillinger, som ikke alle deler.

Lad muslimske kvinder bære hovedtørklæde, hvis det er det, de ønsker. Selv afvisningen af at ville trykke en fremmed kvinde i hånden bør ikke være nogen forbrydelse. Islam som sådan er ikke uforeneligt med medborgerskab i et liberalt demokrati. At tvinge en bestemt revolutionær tro igennem med vold er bestemt uforeneligt med demokratiske værdier, men sådanne kræfter kan bedst inddæmmes, hvis mainstream-muslimer føler sig accepteret som medborgere. Det eneste krav, vi derfor bør stille over for indvandrere og deres børn og børnebørn, er respekt for loven, herunder de love, der garanterer ytringsfriheden. Dette er ikke at overgive sig til den islamistiske revolution. Det er tværtimod den eneste måde, vi effektivt kan bekæmpe den.

weekend@inforamtion.dk

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu