Læsetid: 2 min.

Kulturel guerillakriger

Luis Alaga, 18 år, skulptør, kunstmaler og medlem af teatertruppen Teatro Trono. Bor i El Alto, den fattige og eksplosivt voksende forstad til Bolivias hovedstad, La Paz
Jeg vil lave social og politisk kunst og være en model eller lærer for unge, siger Luis Alaga.

Jeg vil lave social og politisk kunst og være en model eller lærer for unge, siger Luis Alaga.

Rasmus Bang Petersen

31. juli 2007

- Hvad er din største drøm?

"At ændre mit land i en mere lige og kommunitaristisk retning. Det er en vigtig del af vores aymara-indianske kultur. Vi vil ikke have systemer som i Sovjetunionen; vi vil have den oprindelige kommunitarisme tilbage, den, vi havde før spaniernes ankomst for 500 år siden. Folk levede i en slags spirituel socialisme, hvor de ærede jorden og naturen. I dag har vi en forbrugerisme og et globalt økonomisk system, der ødelægger kloden. Vi vil tilbage til respekten for naturen. Før talte vi ikke højt om vores kultur og vores traditioner, men siden oktober 2003 (hvor de indianske indbyggere i El Alto effektivt lammede systemet og væltede den upopulære præsident Gonzalo Sánchez de Losada, red.) har der været større respekt om os. Vi har fået større selvværd."

- Hvad er det sidste, du har købt?

"Et instrument kaldet en charango. Det er en slags lille guitar med 10 strenge."

- Hvad er det bedste land i verden?

"Jeg vil ikke sige, at et land er bedre end et andet. Hvert land har noget at give - deres kultur. Sidste år besøgte jeg Danmark med teatertruppen i en måned, og der så vi blandt andet Christiania. Det er et utroligt fascinerende sted med en unik arkitektur. Vi prøver for tiden i Teatro Trono at skabe et lignende sted. Jeg tror, de har haft mange stofproblemer i Christiania, men ideen bag det - og at sådan et sted kan eksistere - er fantastisk. Christiania vil altid være i mit hjerte."

- Hvordan ser du din egen fremtid?

"Jeg vil være en kulturel guerillakriger! Jeg vil lave social og politisk kunst og være en model eller lærer for unge."

- Hvordan ser du verdens fremtid?

"Nogle gange er jeg bange. Bange for følgerne af vores system af forbrug og udnyttelse. Men man kan ikke vide noget med sikkerhed, for det er nu, vi skaber verden. I dag er fremtiden."

- Hvad tror du på?

"Jeg tror på folket, på fællesskabet, på mit land. Min familie er katolikker, men jeg tror ikke på en gud med navn - men på en energi, som vi alle er en del af. Vi har en tradition her i bydelen, et symbolsk ritual, hvor vi to gange om ugen ofrer ting til Pachamama, Moder Jord. Vi gør det midt om natten, når byen er stille."

- Hvad er det vigtigste i dit liv?

"Kunst."

- Hvad tjener du om måneden?

"400 bolivianos (280 kroner). Jeg tjener dem ved at sælge skulpturer og malerier, og jeg bruger det hele til studier, mad og tøj."

- Hvem er dit forbillede?

"Gandhi, Martin Luther King og Ernesto (Che) Guevara. De skabte deres egne drømme og levede dem fuldt ud."

- Hvad er du mest bange for?

"Jeg er bange for døden. Og for nederlag."

- Hvad gør dig lykkelig?

"Fire ting gør mig lykkelig. Det ene er at være sammen med mine venner. Det andet er at høre musik og synge. Det tredje er kunst, selvfølgelig. Og det fjerde er at læse bøger."

- Hvad var dit sidste måltid?

"Silpancho - oksekød med salat, pasta og pommes frites. Det er et meget typisk måltid i Bolivia."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her