Læsetid: 5 min.

Kulturens magt

Righoldig og bred fremstilling i tre bind af dansk kulturpolitik i 150 formative år. Et betydeligt værk
19. december 2005

Der var engang, da alle af nogen betydning i dette land talte tysk og vedblev dermed, også når de havde fri og skulle være kulturelle.

Landets finansminister, der i parentes bemærket tjente sine formuer på slavehandel, dyrkede den centraleuropæiske dannelse i Bredgade eller på sine landejendomme, og ikke et ord blev sagt på dansk. Danmark var et multietnisk samfund, hvis overklasse var orienteret sydefter, eftersom den kulturelle forfinelse, som kernelandet Danmark kunne tilbyde, mildt sagt var til at overse. Aristokratiets kultur var således alt andet end dansk i nyere forstand af betegnelsen.

Som bekendt sætter Holberg en modvægt ind og skriver sine skuespil på folkeflertallets hverdagssprog, men først i slutningen af 1700-tallet slår danskheden for alvor igennem. Og da borgerskabet siden efter enevældens fald og aristokratiets og adelens ultimative afgang fra centraladministrationen, sætter sig tungt under magtens baldakiner er danskhed og nationalfølelse blevet kongruente størrelser, kun løs er med Grundtvig - al fremmed tale. Kulturforvaltningen domineres af en ny selvbevidst herskerklasse, der allerede under enevælden har demonstreret sin betydning ved så at sige pr. håndklap at bestemme dannelsens indhold og repertoiret på Det Kgl. Teater. Uden for står husmænd og bønder og senere den industrielle arbejderklasse, hvis erklærede mål på vejen mod indflydelse bliver at anpasse sig til og indpasse sig i borgerskabets adfærd og adoptere herskernes smag for med så meget desto større medviden og styrke en skønne dag at overtage boet.

Skaber nye Danmark

Processen, der som antydet varer 150 år, og som her er skitseret til det parodisk forenklede, er selve grundlaget for forståelsen af dansk historie i guldalderen og i den periode, der skaber det nye Danmark. Den er dermed også afgørende for forståelsen af vore dage og af den kulturkamp, den nuværende statsminister med overbevisende indsigt i mekanismerne proklamerede var det vigtigste i den politiske kamp.

Historikeren Jens Engberg har i tre fyldige bind redegjort for dette forløb og i medfølgende betragtninger stedse påpeget visdommen i Fogh Rasmussens ord: "Det at sætte dagsordenen i værdidebatten ændrer samfundet meget mere end de der lovgivningsændringer. Nu taler jeg kultur i bred forstand. Det er udfaldet af kulturkampen, der afgør Danmarks fremtid. Ikke den økonomiske politik. Ikke teknokratiske ændringer af lovgivningssystemer".

Og det er jo så sandt som sagt. For nylig erklærede kulturminister Brian Mikkelsen at have vundet denne kulturkamp, hvilket på det ydre plan jo heller ikke er uoverkommeligt, når man sidder på pengekassen og laver finanslov med selve frisindets og fornyelsens aggressive modsætning i det kulturelt konsekvent tilbagesøgende og isolationistiske Dansk Folkeparti. Pointen er at centralmagten kan hæmme og i visse tilfælde opdæmme kulturelle eller kunstneriske strømninger, men er på samme tid afhængig af de innovative og skabende. Sagt som trøst: kunsten er som regel ( men ikke altid) stærkere end dens modsætning.

Jens Engbergs kulturbegreb er som antydet bredt og rummeligt. Han afstår fra en egentlig definition, hvilket forekommer hensigtsmæssigt, og lader i stedet kulturen i den lange periode fremstå ved dens egen beskrivelse af udvalgte men centrale fænomener. Således sidestiller han i sit kultursyn og i beskrivelsen den egentlige kunst med skolevæsen, militær, kirke, osv. Kort sagt alle instanser hvor mennesker påvirkes gennem oplevelse, opdragelse eller indoktrinering.

Den dominerende kirke

Denne sidste side af fædrelandets historie er historien om et overvejende institutionelt snæversyn og en borgerskabets bornerthed, hvor igennem med mellemrum trænger de fortrinlige. Ofte udefra. Da Georg Brandes trådte op på universitetets lærestol med sine strømninger og det moderne gennembrug, skete det i forvisningen om at det danske folk og den akademiske verden ville belønne ham med et professorat.

Reaktionen var som bekendt skræmmende, og den dag i dag opfattes Brandes af den ekstreme højrefløj, men såmænd nok også af den halvdannede borgerlighed i og omkring den nuværende regering, som fordærveren af de de danskeste værdier. At det antisemitiske element også spillede en stor rolle hænger sammen med en siden Struenses korte guldalder og den følgende Indfødsretslov udbredt dansk modvilje mod det såkaldt fremmede. Denne holdning har i hele Engbergs udvalgte periode haft stærke ben at gå på. Præsteskabets rent ud undertrykkende magt hindrede alle andre impulser end katekismens i at nå ud til almuen. Unge mennesker, der ikke gik i kirke om søndagen, kunne langt op i 1800-tallet simpelthen få tæsk, andre måtte erlægge bøder, og præsten i sognet var som meningsdanner i tæt samvirke med den stedlige godsejer, der ofte havde bestemt hans ansættelse, enehersker. Her var rå magt kultur og kultur rå magt.

Teatret et massemedie

For en stor dels vedkommende er som sagt Det Kgl. Teater og dettes repertoire afgørende for næsten hele periodens smagsudvikling. Det er her det sker. Aften efter aften sætter det københavnske borgerskab sig til rette i sæderne, ofte med kongen i sin loge, og bivåner tidens debat på de skrå brædder. Teatret er så at sige eneste massemedie og danner fællesnævner i kulturbilledet.

I forlængelse af Engbergs tidligere værk om Det Kgl., fremstår teatret her i mere tilfredsstillende proportioner, ligesom vægtningen af de øvrige fænomener forekommer balanceret og kyndigt gennemlyst i veloplagt skrivestil. Et suk fra en der holder så meget af Færøerne: Hvorfor er øerne og Danmarks øvrige nordlige kolonier, som de jo var dengang, holdt uden for kulturanalysen, når Engberg dog gør så prisværdigt meget ud af hertugdømmerne?

Værkets udstyr er glimrende: noter, register og kilde- og litteraturlister der ikke mangler noget. Billedudvalget er originalt og besvarer mange af læsernes spørgsmål. Sådan så den og den faktisk ud. Kr. Erslev er ikke et begreb, men en venlig udseende mand osv.

Malurten i bægeret er oplysningerne ved billedteksterne. Ubegribeligt at redaktøren i så ringe grad, som tilfældet er, har forsynet dem med ophavssted og -mand, hvor billedet hænger etc.

Betydeligt værk

Det er en gennemgående undladelsessynd i et værk, der i øvrigt fortjener at blive læst af mange. De, der galper op om danske værdier og sammenhængskraft, ville have godt af at studere et værdigrundlagets relativitet i forfatterens kyndige selskab.

Jens Engberg har leveret et generøst bidrag til danmarkshistorien - alt det, der i gamle dage var skrevet med småt i historiebøgerne, har han her satset stort. Det er en bedrift af de betydelige.

Jens Engberg: Magten og kulturen: Dansk kulturpolitik 1750-1900. Bind 1-3. I alt 1740 s. ill. 995 kr. Gads Forlag. ISBN 87-12-04214-5.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu