Læsetid: 3 min.

Kulturens pris...

Nick Cave brændte stærkt igennem til koncerten ved uddelingen af Kronsprinsparrets Kulturpris 2005, mens danske Mew fremstod en kjende blegt
27. september 2005

Deres udsendte har siden Mews fremkomst i '96 ved mange lejligheder oplevet det danske ensemble fyre den af i levende live og det har altid været en heftig fornøjelse. Måske derfor føltes Mews koncert på Operaen i forbindelse med arrangementet omkring overrækkelsen af Kronprinsparrets Kulturpris 2005 dobbelt skuffende. Ikke mindst i lyset af at gruppens spritny langspiller, Mew And The Glass Handed Kites, på det nærmeste fik den samlede danske kritikerstand til at gå i spagat af superlativdreven begejstring, mens de har overdynget vidunderdrengene med hjerter, stjerner og hvad de nu ellers har til rådighed af læservenlige kneb. Og værket er også både ambitiøst og dygtigt forløst, men på Operaens enorme scene kneb det med at få udtrykket ud over rampen og gøre det det rigtig nærværende.

Også selvom forsanger Jonas Bjerre synger som en såret engel og Silas Utke Graae Jørgensen uden tøven indforskriver sig blandt eliten af danske trommespillere med et bjergtagende afvekslende og konsekvent potent spil på både skind og bækkener, mens de to pranksters Bo Madsen på guitar og Johan Wohlert på bas bare bliver bedre og bedre.

Men måske skyldes det afdæmpede indtryk, at Mew med kort varsel var blevet indforskrevet som afløsning for det under stor medieblæst nu opløste Swan Lee, thi det var i sandhed en begivenhed, man skulle været psyched op til. Og der fremstod bandet en smule blegt og betuttet i forhold til den selvsikkerhed, det normalt udviser. Vi vil derfor nøjes med at glæde os til Mews solokoncert i KB-hallen til oktober og skynde os videre i teksten.

Kronprinsens tale

Med fare for at blive tiltalt for majestætsfornærmelse vil vi her tillade os at 'anmelde' kronprins Frederiks performance, da han overrakte Kronsprinsparrets Kulturpris til filminstruktøren Per Fly. For prinsen læste sin tale op med så mange bizarre og umotiverede pauser, at det gik ud over meningen.

I al fortrolighed er Deres udsendte trods solid om end udogmatisk forankring i socialismens tankesæt paradoksalt nok også royalist, hvorfor det piner ham, når de kongelige ikke fremstår eksemplariske, så derfor dette venlige, vederlagsfri råd til kronprinsen: det hjælper nogen gange at øve sig lidt på en tekst, der ved lejlighed skal læses op. Men derudover var det et godt show; operasanger Palle Knudsens SANG på bedste Papageno-manér aftenens program, DJ Noizes gjorde en original indsats bag grammofonerne og konferencier Mads Vangsøs var prisværdigt kortfattet.

Aftenens clou

Men hånden på hjertet; primærårsagen til vi efter en hæsblæsende weekend bevægede det skrøbelige kød ud til det monument - som faktisk er mere indbydende indvendig end udenpå - en vis skibsreder har rejst over sig selv, var den australske monstersanger Nick Caves bebudede koncert, der gerne skulle udgøre aftenens clou. Og dér blev vi som sædvanlig ikke skuffede, for selvom han har fyldt godt i landskabet i snart 25 år, er han hverken ved at løbe tør for inspiration eller skaberkraft.

Tværtimod viste den så nobelt klædte - nu med: moustache! - pindetynde Cave sig at være i det festligt overskudsagtige hjørne fra det øjeblik han som den gode gamle trold ud af en æske tumlede ind på scenen til han afsluttede sit mildest talt inciterende sæt med en hampert æggende version af sin udødelige 'Tupelo', der omhandler den mytiske, regnfulde nat, hvor Elvis Aaron Presley fødtes.

Det var entertaineren Cave, der med et stort sort flygel som effektiv rekvisit gav det fremmødte, MEGET entusiastiske publikum fuld valuta for pengene med et dynamisk og totalt medrivende show.

Stemningen var uhøjtidelig for ikke at sige løssluppen og repertoiret trak ligeligt på sangene fra mesterens seneste dobbeltudgivelse, det eminente Abattoir Blues/The Lyre Of Orfeus - versionerne af de to nævnte titelsange hørte til blandt aftenens absolutte højdepunkter - og så mandens enorme bagkatalog. En omarrangeret 'The Mercy Seat' føjede nye facetter til denne genistreg, mens en afdæmpet 'Red Right Hand' trods tekniske problemer ramte lige i solar plexus.

Caves medfødte rastløshed forstærkedes af Operaens strikse rygepolitik, men selv uden sin trofaste cigaret i hånden beviste han ubesværet, hvorfor han uanset de musikalske konjunkturer aldrig går af mode eller mister sin relevans. Gudestort. Som smagen af den cigaret, der inhaleredes udenfor monolitten ovenpå aftenens dont.

Nick Cave + Mew, Kronprinsparrets Kulturpris 2005, Operaen, søndag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her