Læsetid: 3 min.

Kulturforvirring

13. august 2001

BEGIVENHEDSKULTUREN er over os, og den får særligt kul på hen over sommerens teater- og billedkunstflade. De spredte erfaringer fra det danske land fra Skagen til Albertslund viser så sære udsving på popularitetsskalaen, at den store undren indfinder sig. For hvad er det egentlig, folk vil have? Skal der madkurv og hvidvin til, før man vil bevæge sig i teatret, eller er informationsmængden så forvirrende, at publikum ikke engang kan finde Hanna Schygulla, indendørs og i læ for regnen?
Spørgsmålet begynder at melde sig: Bliver de snydt, dem der går efter størrelsen?
Uden at have Danmarks statistik til rådighed for en sommer, der endnu ikke er forbi, må man sige, at udflugts- og shopping-elementet er stærkt motiverende for kulturforbruget. Selv om mange danske museer har haft stærkt vigende besøgstal i de senere år, kan man endnu trække turister til Skagens Museum. Og som Lisbeth Bonde skrev i weekendens Information, spindes der guld på merchandise i forbindelse med skagensmalerne.
Ja, det går så vidt, at det lille hus i haven i Skagens Museum, hvor der i sin tid blev malet, nu er souvenirkiosk ikke blot for udrangerede kataloger men også for en masse af den overflødige junk, der fremstilles i Østen og med et svimlende energispild fragtes til Danmark. Disse morsomme trærammer eller underdimensionerede vandkander, der om kort tid vil dukke op på et loppemarked i dit barns skole eller tippes ned i forbrændingsanstaltens containere.
Og det er jo ikke sådan, at Skagens Museum ikke
allerede har en velassorteret boghandel, der sælger postkort – som også kan købes hos Matas og i alle
andre butikker på hovedgaden. Men fraværet af alt sådant gejl synes at signalere, at her er der ingen kunst at komme for: Det ser man for eksempel i Holstebro, hvor der ligger et nydeligt museum for den store, danske malerinde Olivia Holm-Møller og hendes rejsekammerat, Jens Nielsen. Får man klaustrofobi, hvis man besøger Skagens Museum en hed sommerdag kan man rekreere sig i Holstebro: Der ser man malerierne helt alene.

DET HAR altid været et succes-kriterium, at der var mange, der higede efter det samme. Men store besøgstal er ikke en garanti for, at museerne lever op til deres ideelle fordringer: Bevaring, analyse, belæring. Skagens Museum gør i øvrigt netop meget for at holde et kunsthistorisk niveau for sine udstillinger, der gør de besøgende klogere – så kan man sidenhen diskutere, om billederne fortjener at være så folkekære. Den diskussion kan dog næppe føres idag, hvor det kun er dagbladskritikerne, den uddøende race, der forsøger at slå et slag for, at noget kan være bedre end noget andet. Som Lisbeth Bonde eksempelvis skriver: »Der er ingen friktion i disse billeder af Krøyer. Han ejede ikke tvivlens nådegave, og derfor vokser hans værk aldrig til erkendelse.«
Med indlemmelsen af stadig større kunstsamlinger i de danske museer, som trods ansatsen til krise bestandig udvides og bestandig udvider udstillingskapaciteten, vil der blive præsenteret flere og flere kunstværker, som egentlig ikke fortjener de prætentiøse arkitektoniske rammer.
I Kerteminde har man eksempelvis besluttet på Johannes Larsen Museets grund at skabe et turistmål, der kan tage kampen op med de fornemme samlinger i Fåborg. Måske skulle man have holdt sig til de indtagende mindestuer, museet lagde ud som – et monument over det kønne familie- og kunstliv i en fynsk småby. I stedet pustes nu sene efterkommere af fynbomalerne op til at skulle fylde de nye rum, uden at der er dækning for prætentionerne.
Dette er blot det seneste eksempel på en egn, der markedsfører sig som et billedkunstnerisk centrum, hvor lokale helte får lov til at brede sig i kunstmuseerne, i stedet for som tidligere i de lokalhistoriske samlinger.

PARADOKSET er ikke noget dansk fænomen: Der er jo ganske simpelthen ikke god kunst nok til det globale udstillingsbehov. En Rembrandt-udstilling i 1950’erne viste langt flere betydningsfulde værker end i dag, hvor selv de store europæiske og amerikanske museer må snyde på vægten og polstre med elever og efterlignere.
Den seneste såkaldte Vermeer-udstilling viser ti gange så mange billeder af andre malerier fra Delft end de skrøbelige malerier, den tyste maler selv udførte. Og fra italiensk side var der blandt kunsthistorikere voldsom kritik af den seneste Caravaggio-udstilling, der sagdes at indeholde alt for mange billeder, der ikke havde været i nærheden af mesterens egen pensel.
Det kunne se ud til, at museer og udstillingssteder bidrager til en kulturel proportionsforvrængning, der er skabt af politiske krav til en evig strøm af begivenheder og millionbesøg. Måske er det en kultur-implosion, vi er vidne til i disse år?

cc

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu