Læsetid: 4 min.

Kulturkaninen

9. marts 1998

DE VAR DER næsten allesammen - alle de kendte.
Kirsten Rolffes, Baard Owe og Jens Okking fra tv-serien Riget, Erik Balling og Ove Sprogøe fra Olsen-banden og ellers så forskellige kunstnere som Helle Virkner, Ib Spang Olsen, Ulf Pilgaard, Peter Ålbæk Jensen, Jørgen Leth, Kirsten Thorup, Johannes Møllehave, Benny Andersen, Søren Kragh-Jacobsen, Jørgen Roos, Klaus Albrechtsen, Ebbe Kløvedal, Vita Andersen, Ann-Mari Max Hansen, Morten Arnfred, you name them. Endog Finn Mickelborg, Jan Monrad og Rasmus Lyberth havde grebet griflen for at skrive under sammen med alle de andre.
Og således kom kulturen pludselig ind i valgkampen, hvor den ellers ikke havde været særlig synlig, nærmest en død, lykkelig sild. En stor annonce stod plantet fra top til bund i aviserne. Toogtres mere og mindre kendte kulturpersonligheder havde skrevet under.
Annonceteksten i det åbne brev var følgende:
"En VK-regering, der skal basere sin kulturpolitik på Dansk Folkeparti og Fremskridtspartiet, vil blive en katastrofe for dansk kulturliv. Undertegnede opfordrer derfor til at stemme på Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre eller deres parlamentariske grundlag den 11. marts."
Så fik de dén i den borgerlige lejr.

PIA KJÆRSGAARD afslørede straks sit bedårende ukendskab til kulturens store fødekæde ved på tv at erklære, at de pågældende kunstnere jo var så store navne - eller hvordan det nu var, hun udtrykte det - at de sagtens kunne klare sig på det frie marked ud i det virkelige liv uden en krone i statstilskud. Hun mente, at ældre mennesker og andre, der ikke kan klare sig selv, snarere burde støttes.
De konservatives Torben Rechendorff var da også hurtigt ude for - ligeledes på tv - at forklare medunderskriver Preben Harris, at der slet ikke var grund til at sende et åbent brev, eftersom kulturstøtten under ingen omstændigheder ville komme i farezonen, selv om Dansk Fremskridtsfolkeparti skulle komme med i en borgerlig regerings paralamentariske grundlag.
Og det var jo på sin vis betryggende, selv om Harris ikke virkede helt overbevist. Sandt er det, at man aldrig kan vide sig sikker, når der handles i portene efter et valg. Noget forgjort var der derfor ikke i at sende det åbne brev - som LO i øvrigt havde sat i scene og betalt for - hvorfor underskrifterne i sidste ende virker som en reklame for den ledende regeringsmagt, Socialdemokratiet.

ANDRE SVAGE pip om kulturen hørtes fra f.eks. Dansk Forfatterforening, hvor næstformand Frants Gundelach (formand Vilby var på rejse i udlandet), udsendte en pressemeddelelse for at fortælle, at Poul Brejninge på kun tre dage har samlet stemmer nok til kandidere som løsgænger.
Og hvem er så Poul Brejninge? Han er den mand, der har stillet sig forrest i kampen for, at efterlønsmodtagere også må skrive bøger og lave andet kreativt arbejde, som de kan være så uheldige at få udbetalt honorarer for. I sidstnævnte tilfælde falder nemlig skattefars hammer hårdt, og de kan risikere at miste mere, end de tjener. Hvilket betænkeligt ligner en krænkelse af ytringsfriheden, manede forfatterforeningens næstformand.
Pressemeddelelsen var dog ikke en opfordring til at stemme på Brejning, blot en forklaring til politikerne om, at Brejning "må have rørt ved noget vigtigt i stillernes bevidsthed". Og vist er der tale om en oplagt urimelighed.

MARIANNE JELVED vovede sig i et tv-program ud i en forklaring om, at ændringerne for tilskud fra Trevor Davies' kulturfond i retning af at støtte eliten snarere end amatørerne ikke var udtryk for noget elitært.
Niels Helveg Petersen rykkede hende til undsætning med en forklaring om, at de radikale går ind for kulturstøtte til en bred vifte af kulturaktiviteter, som befolkningen tydeligt har vist, at den er glad for.
SF går til kulturkamp på en idé om, at en langt større del af statens kulturbudget skal bruges i provinsen, specielt nævnes Århus Kunstmuseum, der bør "indgå med allerhøjeste prioritet." Det skulle kunne give nogle ekstra SF-stemmer i Århus og omegn.
Kulturminister Ebbe Lundgaard lod sig på tv se i en debat fra netop Århus. Hvem han diskuterede med? Finn Nørbygaard såmænd, og på den måde blev kulturen den dag i tv taget helt, helt alvorligt.

SAGEN ER den enkle, at der efterhånden i befolkningen er skabt en langt større forståelse for kunsten end for blot et par tiår siden, og at der i de afgørende politisk partier er konsensus om statsstøtten til kulturen.
End ikke de borgerlige partier forsøger p.t. at score billige points på området.
Da kunstnere er gode til at råbe gevalt i pressen, og da der er tale om en beskeden sum penge på statsbudgettet, og landet i øvrigt har det godt økonomisk, fylder kunsten og kulturen kun som en meget lille kanin med overnaturligt små ører i valgkampen.
Godt for nationen, godt for kulturen.Bjørk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu