Læsetid: 2 min.

Kulturkanon, fortsat

6. januar 2005

Når kulturminister Brian Mikkelsen (K) lancerer en national kulturkanon, er det uden tvivl udtryk for gode hensigter. Han vil øge forståelsen for kunstneriske og kulturelle værdier, sætte gang i diskussionen om kunstnerisk kvalitet og ikke mindst gøre opmærksom på, at kultur spiller en vigtig rolle for samfundets fællesskab.
Dertil kommer, at han naturligvis kan have skelet til den succes, undervisningsministeren Ulla Tørnæs (V) har haft med sin lancering af en litterær kanon.

I gårsdagens avis rammer Karl Aage Rasmussen med artiklen »Kanontorden« Brian Mikkelsens kulturkanon på dens ømmeste punkt. I modsætning til Brian Mikkelsen, der vil bruge kanon i fællesskabets tjeneste, demonstrerer Karl Aage Rasmussen, at kunstnerisk kvalitet ikke kan gøres til genstand for fælles normer. Det er som »at grave et hul i røg« – og dermed dur en statsautoriseret kulturkanon ikke som fundament for et nationalt fællesskab. Karl Aage Rasmussen flytter fokus hen på det, der i forbindelse med kultur er det allersværeste at få hold på, nemlig kunstnerisk kvalitet og kunstens samfundsmæssige betydning. Og han siger videre: »Et samfund har andre værdier end de målbare, også værdier, der ikke lader sig udsige. De allerfleste anerkender, at arbejde og penge ikke er nok til at skabe identitet, at evindeligt stigende omsætning og forbrug ikke er nok til at skabe mening, at tidsfordriv og underholdning ikke nok til at skabe livsindhold.«

Der er meget godt stof gemt i tanken om almen viden og dannelse. Ethvert samfund har brug for et vist mål af fælles viden og grundlag, så derfor var det en rigtig god ide med en litterær kanon, men når den udfoldes til alle kunstens områder, bliver den pludselig noget vås og udtryk for en meget enevældig og statisk kulturopfattelse.
Kulturpolitik er og bliver et fælles anliggende. Men det fællesskab, man har for øje, skal også afspejle den tid, vi lever i. Julius Bomholt er om nogen fader til den kulturpolitik, der har været ført i Danmark gennem de sidste mere end 50 år med Statens Kunstfond, demokratiske medier, biblioteksordninger mv. De enkelte kulturministre siden Bomholt er groft sagt administratorer af Bomholts ideer.
Bomholts kulturpolitik hænger intimt sammen med hele velfærdsstatens opbygning, hvilket langt hen er et nationalt projekt. Og netop i forhold til det nationale perspektiv er måske det store problem. Kultur- og i øvrigt uddannelsespolitikken er i sin nuværende form i ekstrem grad nationalt orienterede - og det i en tid, hvor vi forlængst har overskredet tærsklen til en transnational tid. Hverken i kultur- eller uddannelsespolitikken findes i dag en aktiv europæisk dimension. Kun som lidt pynt og vedhæng til det nationale. Derfor venter vi stadig på den visionære kulturpolitiker, der som Bomholt i nationalstaternes æra kan formulere en dansk kulturpolitik i en transnational æra! /pn

pn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her